Læsefærdigheder og indlæring

Brugere med kognitive problemer og indlæringsbesvær kan nyde godt af mange indbyggede funktioner i OS X, inklusive forenkling af Finder, integrerede oplysnings- og opslagsværktøjer, hjælp til stavning og grammatik og meget mere.

Forenklet Finder

Med Børnesikring i Systemindstillinger kan Mac konfigureres, så den giver en meget forenklet oplevelse, der måske er bedre egnet til brugere med kognitive problemer og indlæringsbesvær. Forenklet Finder ændrer den måde, Mac fungerer på, så den er nemmere at betjene og bruge. Dock indeholder f.eks. kun tre mapper: En til programmer, en til dokumenter og en til de emner, som du vil dele. Du kan begrænse antallet af programmer, som en bruger kan åbne, så det kun er dem, du vælger. Brugere af Forenklet Finder skal bare klikke på et emne – ikke dobbeltklikke – for at åbne det. Filer, mapper og programmer vises alle i et enkelt vindue med overskueligt arrangerede symboler, så der ikke opstår forvirring og roderi. Du kan endda indstille begrænsninger af, hvornår computeren må bruges på hverdage og i weekender, så computeren kan hjælpe brugerne med at administrere deres tid, hvis de selv har svært ved det. Med Børnesikring og forskellige brugerkonti kan du indstille computeren, så de brugere, der har behov for det, bruger Forenklet Finder, samtidig med at andre brugere af den samme computer får adgang til alle funktionerne på Mac.

Spotlight

Spotlight er den lynhurtige og indbyggede søgeteknologi i OS X, der gør det nemt at finde det, du søger efter, også selv om du ikke ved, hvor du skal lede. Der er nem adgang til funktionen på menulinjen i OS X og via tastaturgenvejen Kommando-mellemrum. Spotlight-søgefeltet viser resultater med det samme, når du begynder at skrive, og det omfatter ikke kun filer, mapper og dokumenter, men også beskeder i Mail, kontakter i Adressebog, iCal-kalendere, emner i Systemindstillinger, programmer og endda ordbogsdefinitioner. Spotlight-søgninger er ikke begrænset til computeren – du kan også søge på andre computere på netværket.

Log ind-emner

Du kan gøre det nemmere at komme i gang med at bruge computeren hver dag ved at indstille Mac, så den automatisk åbner de programmer, du bruger mest, f.eks. Mail og Safari, hver gang du logger ind, så de er klar til brug med det samme.

Specielle baggrunde i vinduer

Brugere, som har svært ved at læse, kan få hjælp af farver og billeder til at identificere og skelne mellem dokumenter og mapper. Du kan tildele en baggrundsfarve til navnet på en fil eller en mappe, så det er nemmere at finde og identificere dem, og du kan tildele en farve til baggrunden i et vindue, så det ikke ligner alle de andre. Du kan endda tildele billeder og tegninger til baggrunden i et vindue, så det er nemmere at identificere. Billedet eller tegningen kan indeholde tekst, som viser, hvad mappen skal indeholde eller indeholder.

Indbygget ordbog og synonymordbog

OS X inkluderer et kraftfuldt ordbogsprogram, der virker i hele systemet, med New Oxford American Dictionary, Oxford American Writer's Thesaurus, Apple Ordbog og adgang til internetleksikonnet Wikipedia. New Oxford American Dictionary inkluderer oplysninger om grammatik, stavning og udtale samt oversigter over grundstoffer, måle- og vægtenheder og omregning.

Programmet Ordbog inkluderer også branchens førende japanske ordbog og synonymordbog leveret af Shogakukan. Ordbogen indeholder over 200.000 ord med udførlige beskrivelser og eksempler, og synonymordbogen indeholder 25.000 ord, der dækker 6.000 kategorier. Med Ordbog kan du endda oversætte fra engelsk til japansk og omvendt. Brug vinduet indstillinger i Ordbog til at aktivere japansk-engelske ordbøger og slå dem fra.

Du kan få adgang til disse ressourcer på mange praktiske måder:

  • Du kan åbne programmet Ordbog og skrive et ord for at se en definition og vælge yderligere ressourcer, du vil slå op i, f.eks. synonymordbogen, Apple Ordbog og Wikipedia. Du kan også klikke på et ord i definitionen for at se definitionen af det uden at skulle skrive ordet.
  • Mens du skriver og læser, kan du klikke på et ord og trykke på Kommando-ctrl-D for at åbne et ordbogsvindue i programmet, så du kan se en definition af ordet. Mens vinduet er åbent, kan du se definitionen af andre ord ved bare at flytte musen, mens du holder Kommando- og ctrl-tasten nede.
  • Hvis du foretrækker det, kan du højre- eller ctrl-klikke på et valgt ord for at se definitionen. Afhængigt af hvilken indstilling du har valgt i programmet Ordbog, vises definitionen i Ordbog eller i et separat vindue.

Stave- og grammatikkontrol

Apple har indbygget en enkel, men kraftfuld stave- og grammatikkontrol i OS X. Du skal kun lære at bruge den et sted – den er tilgængelig overalt, og programudviklere behøver derfor ikke at udvikle deres egen. Når du føjer et nyt ord til stave- og grammatikkontrollens ordbog i et program, husker den det også i alle andre programmer, der bruger den universelle ordbog. Det bedste af det hele er, at stave- og grammatikkontrollen virker på samme måde i alle programmer. Lær at bruge den en gang. Brug den overalt.

Færdiggørelse af ord

OS X indeholder også automatisk færdiggørelse af ord. Du kan øge effektiviteten og lære nye ord ved at få OS X til at foreslå ord, så snart du har skrevet nogle få bogstaver. Tryk bare på esc-tasten – så ser du en liste over ord, der begynder med de bogstaver, du har skrevet. Dobbeltklik på et ord for at få OS X til at skrive ordet færdigt for dig.

Tekst til tale

OS X indeholder over 20 mandlige, kvindelige og morsomme stemmer, inklusive den fantastiske Alex, der er så naturlig, at han endda trækker vejret mellem lange passager. Med Tekst-til-tale kan du få Alex og andre Mac-stemmer til at læse valgt tekst op, så du kan høre et ord, når du ser det på skærmen. Du kan justere talehastigheden, så du mindsker eller øger den for at tilpasse den efter brugerens evner. Apples tekst-til-tale-stemmer virker i alle programmer, der understøtter taleteknologien i OS X, inklusive Mail, Safari, iChat, TextEdit og mange flere. De stemmer, der følger med OS X, taler engelsk, men stemmer på flere sprog sælges separat.

Konverter tekst til et indtalt spor i iTunes

Vha. funktionen Tjenester i OS X kan du gemme lyd fra Tekst-til-tale som et spor i iTunes, så du kan afspille det igen senere, brænde det til en cd, anbringe det på en spilleliste og meget mere. Tjenester findes på programmenuen (TextEdit-menuen i TextEdit, Safari-menuen i Safari osv.). Du slår funktionen til ved at vælge indstillinger til tjenester og derefter vælge afkrydsningsfeltet ud for “Føj til iTunes som et indtalt spor”.

Lommeregner til regning og omregning

OS X Leopard indeholder et lommeregnerprogram med tre regnemaskiner i en. Programmet kan udføre enkle, videnskabelige og programmeringsmæssige funktioner og almindelige omregninger som hastighed, længde, rumfang, vægt, tryk og endda valuta. Du kan også få lommeregneren til at læse navnene på knapper op, når du trykker på dem, og læse resultatet af dine udregninger op. Der er endda et vindue med en “papirstrimmel”, hvor alle beregninger registreres, så du kan gennemse arbejdet og holde styr på resultaterne.

Grapher

Udover den almindelige lommeregner indeholder OS X programmet Grapher, der er en komplet grafplotter, som kan arbejde med analyse og visualisering i realtid af selv de mest komplekse matematiske ligninger. Den kan vise grafer i to og tre dimensioner og kan lægge grafer for flere ligninger oven på hinanden, så de kan sammenlignes. Du kan se 3D-grafer fra alle vinkler, og du kan endda “rotere” en graf med musen. Animationer, som oprettes med Grapher, kan gemmes og eksporteres som QuickTime-filer, så de kan vises i andre programmer.

iChat

iChat er et program til internetbaseret tekst-, lyd- og videokonference, som gør det muligt at tale og arbejde sammen med andre, selvom I ikke er i nærheden af hinanden. Du kan bruge iChat til at se dokumenter eksternt, og du kan sende dokumenter til deltagerne. Takket være iChat-skærmdeling kan du og en ven se og kontrollere et enkelt skrivebord. På den måde er det nemt at samarbejde med kollegaer, surfe på internettet sammen med en ven m.m. Du kan dele dit eget eller din vens skrivebord - I har begge kontrol over det hele tiden. iChat starter en lydchat, når du starter en ny skærmdelingsession, så I kan tale om tingene, mens I arbejder. iChat er kompatibelt med AIM (det mest udbredte IM-program i USA), Google Talk og Jabber og understøtter tekst, lyd og video. Du kan kommunikere med venner på en Mac- eller Windows-computer.

FaceTime

Du kan foretage videoopkald fra din Mac til iPad 2, iPhone 4, iPhone 4S, iPod touch og andre Intel-baserede Mac-computere. Nu kan du og din projektpartner nemt dele de visuelle hjælpemidler til din præsentation, ansigt til ansigt.

Videooptagelse

Med QuickTime X i OS X og den indbyggede mikrofon og det indbyggede videokamera eller en kompatibel enhed på din Mac kan du optage video, lyd og endda Mac-skærmbilledet, som du kan dele med andre. Optagelserne kan bruges til enkel kommunikation, til præsentationer og til at registrere og demonstrere lærings- og færdighedsfremskridt.