Fysiske og motoriske færdigheder
OS X har indbyggede teknologier, der kan hjælpe dig med at navigere på computeren, selv hvis du har svært ved at bruge tastaturet, musen og pegefeltet.
Langsomme taster
Langsomme taster ændrer tastaturets følsomhed og filtrerer forkerte tasteanslag fra. Funktionen tilføjer en forsinkelse mellem det øjeblik, hvor du trykker på en tast, til værdien indtastes, så du har mere tid til at trykke på tasten og fjerne fingeren og kan undgå fejl. Forsinkelsen kan justeres, og du kan vælge, om der skal afspilles en lyd, så du ved, hvornår indtastningen sker.
Klæbetaster
Med klæbetaster kan du skrive tastkombinationer – f.eks. Kommando-Q (Slut) og Kommando-ctrl-Alternativ-8 (for at skifte til hvid på sort) – ved at trykke på dem i rækkefølge i stedet for samtidig.
Når klæbetaster er aktive, viser OS X hver enkelt kombitast i sekvensen i øverste højre hjørne af skærmen ledsaget af en lydeffekt, så du kan kontrollere sekvensen og evt. rette den, før den indtastes. Når du trykker på den sidste tast i sekvensen, afspiller OS X en lyd, sender tastsekvensen og fjerner den visuelle repræsentation fra skærmen.
Brug klæbetaster sammen med Tastaturfremviser til at oprette et tastatur på skærmen, som du kan skrive på med en mus, styrekugle eller en anden indtastningsenhed.
Alternative tastaturlayout
Ud over QWERTY-standardlayoutet til tastaturet indeholder OS X flere Dvorak-tastaturlayout, som kan være nyttige for personer, som har svært ved at skrive. Det traditionelle Dvorak-tastaturlayout anbringer de mest brugte taster under dine fingre. Dvorak-Left- og Dvorak-Right-layoutet anbringer de mest brugte taster under henholdsvis din venstre eller højre hånd, så du ikke behøver at flytte hænderne og fingrene så meget. Du kan bruge Tastaturfremviser til at se eksempler på disse layout og mange andre, der følger med OS X.
Specielle tastaturgenveje
Med tastaturgenveje eller tastkombinationer kan du hurtigt udføre en lang række opgaver. Ud over de mange foruddefinerede tastaturgenveje i Mac OS X giver Mac dig mulighed for at ændre eksisterende genveje, oprette dine egne eller fjerne tastaturgenveje, som du ikke bruger. Genveje kan benyttes i hele systemet eller evt. kun i bestemte programmer. Brug fanen Tastaturgenveje i vinduet Tastatur i Systemindstillinger til at tilføje eller ændre genveje.
Mustaster
Hvis du har svært ved at bruge en mus eller et pegefelt, kan du bruge mustaster til at styre musens markør vha. taster på en numerisk blok. Du kan endda klikke med musens knap og holde den nede for at trække og anbringe emner på skærmen og navigere i menuer, Dock, vinduer, værktøjslinjer, paletter og andre steder.
Musens og pegefeltets følsomhed kan justeres
Med Systemindstillinger kan du justere musens og pegefeltets følsomhed, inklusive markørbevægelser, hastighed på dobbeltklik og rullehastighed.
Ignorer brug af pegefeltet
Når der er tilsluttet en mus, eller Mustaster er slået til på en bærbar Mac-computer, kan du slå pegefeltet fra, så musens markøren ikke flyttes, hvis du kommer til at ramme det med en finger.
Musens knapper kan tildeles funktioner
For at bevare enkelheden er OS X designet til at arbejde med en mus, der kun har en knap, så du ikke behøver at tænke over, om du skal klikke med højre eller venstre knap for at udføre en opgave. På Magic Mouse eller en Apple Mouse er hele overfladen en knap. Du skal bare trykke på den for at klikke. Takket være den symmetriske og ergonomiske facon er de lige velegnede til venstre- og højrehåndede brugere, og de bruger lasersporing, så der ikke er nogen kugle, der skal renses, og heller ikke brug for en måtte til musen.
Men disse to mus kan også meget mere. Magic Mouse har en Multi-Touch-overflade, så du kan bruge bevægelser, som om du rørte emnerne på skærmen. Når du f.eks. skubber dig gennem websites i Safari, får du en fornemmelse af at blade gennem et magasin side for side. Og Magic Mouse understøtter rulning med variabel hastighed (ligesom iPhone og iPod touch), hvor rullehastigheden afhænger af, hvor hurtigt eller langsomt du udfører bevægelsen.
Apple Mouse har en rulleknap til 360 graders rulning, et berøringsfølsomt område på hver side og en knap, der kan programmeres af brugeren, på hver side. Du kan slå alle knapperne fra og bruge hele musen til enkle klik, eller du kan tildele en knap til almindeligt brugte Mac-funktioner som Exposé, Dashboard, Spotlight, Spaces og Skift program. Du kan endda programmere en knap til at åbne dine yndlingsprogrammer og -hjælpeprogrammer. Du kan også bruge rulleknappen til at forstørre skærmen. Tryk bare på ctrl, og rul – så kan du zoome op til 20x på hele skærmen.
Bevægelser på Multi-Touch-pegefeltet
Alle bærbare Mac'er og Mac-skrivebordscomputere (der bruger et Magic Trackpad) understøtter nu Multi-Touch-teknologi. Med denne teknologi kan du bruge bevægelser på pegefeltet til at styre computeren. Du kan zoome ind på tekst, bladre gennem et fotoalbum eller justere et billede vha. knibe-, skubbe- eller rotationsbevægelser. iPad, iPhone og iPod touch bruger også Multi-Touch-teknologi.
VoiceOver giver dig fuld kontrol over computeren vha. tastaturet og inkluderer ekstra funktionalitet med bevægelser. Du kan tildele bevægelser til kommandoer for at starte programmer og hjælpeprogrammer, åbne dokumenter og afvikle Automator-arbejdsgange og AppleScript-instrukser. (Hvis du ikke har brug for at få læst VoiceOver-beskrivelser op eller ikke har brug for VoiceOver-markøren, kan du slå beskrivelserne fra og skjule dem, samtidig med at du bevarer muligheden for at bruge de ekstra tastaturkommandoer, der findes i VoiceOver.)
Fuld tastaturnavigation
Ud over at bruge en mus eller et pegefelt kan du bruge et tastatur til at navigere i programmer, i dokumenter og på websites. Med tabulatortasten kan du navigere til lister, tekstfelter og andre kontrolmuligheder, og mellemrums- og Returtasten kan bruges til at interagere med dem.
Tastrepetition og forsinkelse kan justeres
Du kan justere intervallet for tastrepetition og forsinkelsen, før et tasteanslag gentages, når du holder en tast nede. Disse indstillinger findes i vinduet Tastatur i Systemindstillinger. Brug dem sammen med langsomme taster til at tilpasse tastaturet efter dine evner, forbedre skrivehastigheden og undgå slåfejl.
Kombitaster kan programmeres
Hvis du foretrækker at have kombitaster som ctrl, Alternativ og Kommando forskellige steder på tastaturet, kan du ændre dem vha. Systemindstillinger.
Inkwell
OS X leveres med den indbyggede teknologi Inkwell (eller Ink) til genkendelse af håndskrift. Hvis du slutter en grafisk tavle til din Mac, kan du skrive på tavlen med en pen, hvorefter Inkwell oversætter det, du har skrevet, til ord i et dokument.
Nogle programmer giver dig mulighed for at skrive tekst direkte; med andre skal du først skrive teksten i et “kradsefelt” (hvor du kan redigere den), før du tager teksten ind i programmet. Inkwell understøtter flere bevægelser med penne, så det er nemt at vælge, redigere og slette tekst. Det forstår også engelsk, fransk og tysk.
Tastatur på skærmen
Hvis du synes, at det er nemmere at bruge en pegeenhed end et tastatur, kan du bruge Tastaturfremviser til at indtaste tekst. Dette skærmtastatur findes i vinduet Sprog & tekst i Systemindstillinger.
Tastaturfremviser flyder oven på andre programmer (så du altid kan finde det), og du kan ændre størrelsen, så det passer til skærmen. Selvom du “skriver” med en mus eller en anden pegeenhed, virker det ellers ligesom et fysisk tastatur. Når du bruger det samme med klæbetaster, kan du indtaste tastaturgenveje med flere taster, f.eks. ctrl-Alternativ-Kommando-8, ved at trykke på tasterne i rækkefølge.
Tegnfremviser
Tegnfremviser findes i vinduet Sprog & tekst i Systemindstillinger og gør det nemt at finde og bruge specielle tegn i tekstdokumenter. I stedet for at skrive tastkombinationer, som er svære at huske eller kræver flere tasteanslag, kan du bare trække dem fra fremviseren.
Automator
Hvis du har svært ved at bruge en mus eller et pegefelt, kan du få Automator til at udføre komplekse rutineopgaver for dig. Vha. funktionen “Se mig udføre” kan du hurtigt og nemt optage det, du gør på din Mac, gemme det som en arbejdsgang og afvikle arbejdsgangen, når du skal udføre den samme serie trin.
Du kan afvikle en Automator-arbejdsgang ved at dobbeltklikke på den gemte arbejdsgang, føje den til Instruksmenuen eller tildele den til en mappe, så den automatisk afvikles, når du anbringer en fil i mappen. Når du opretter en arbejdsgang, kan du bruge den så tit, du vil.
Talegenkendelse
Speakable Items, som er indbygget i OS X og findes i vinduet Tale i Systemindstillinger, giver dig mulighed for at styre computeren vha. din stemme i stedet for tastaturet. Og du behøver ikke at træne din Mac for at bruge det. Du kan bruge Speakable Items til at navigere i menuer og indtaste tastaturgenveje; læse navnene på afkrydsningsfelter, radioknapper, emner på lister og knapper op; og åbne, lukke, betjene og skifte mellem programmer.
Hvis du vil udføre diktering på din Mac, kan du bruge et program fra MacSpeech kaldet Dictate (sælges separat).