Syn

OS X indeholder en række teknologier, som kan hjælpe synshandicappede brugere, inklusive en indbygget skærmlæser, forstørrelse af skærm og markør, indstillinger med stor kontrast m.m.

VoiceOver

Alle nye Mac'er leveres med en avanceret og komplet teknologi, der sikrer fuld skærmadgang og gør det muligt for blinde og svagtseende at betjene computeren. Teknologien kaldes VoiceOver og er indbygget i OS X-operativsystemet, så den er præinstalleret og klar til brug lige fra kassen. VoiceOver er meget mere end blot et tekst-til-tale-værktøj. Det bruger tale til at beskrive, hvad der sker på computeren, og du kan bruge det til at betjene computeren uden at se skærmen.
Læs mere om VoiceOver

Stemmen Alex

Vi præsenterer Alex, stemmen på Mac. Alex bruger avancerede Apple-teknologier til at sikre naturlig intonation på engelsk, selv ved meget hurtige talehastigheder. Mens de fleste tekst-til-tale-systemer analyserer tekst i en sætning ad gangen, analyserer OS X tekst i hele afsnit ad gangen og sikrer dermed en mere præcis afkodning af konteksten. Derudover efterligner stemmen Alex bedre nuancerne i menneskelig tale, så du nemmere kan forstå betydningen af længere tekstpassager i bøger, artikler og nyhedshistorier. Alex taler så naturligt, at han endda trækker vejret mellem lange passager.

VoiceOver kan styres vha. tastaturet, men derudover er det også den første skærmlæser, som kan styres vha. bevægelser på et Apple Multi-Touch-pegefelt. Pegefeltet har en berøringsfølsom overflade, som kan repræsentere det aktive vindue på computerskærmen. Så du kan røre ved et emne for at høre det, trække for at høre emner løbende, mens du flytter fingeren, og svirpe med en finger for at flytte til det næste eller forrige emne. Bevægelserne er nemme at lære og sjove at bruge, og der er en endda en øvelsesfunktion. Med VoiceOver får du en helt ny fornemmelse af, hvordan emner er arrangeret og forbundet på et website, i et regneark, i en præsentation eller i et dokument. Læs mere om VoiceOver-bevægelser

Internationale stemmer

VoiceOver i OS X Mountain Lion indeholder indbyggede stemmer, der taler 22 sprog: Arabisk, engelsk, tjekkisk, dansk, hollandsk, finsk, fransk (Frankrig), tysk, ungarsk, italiensk, japansk, koreansk, norsk, polsk, portugisisk (Portugal), portugisisk (Brasilien), russisk, spansk (Spanien), svensk, tyrkisk, kantonesisk, mandarin (Kina) og Mandarin (Taiwan). Derudover er der andre sprog, der kan hentes, inklusive græsk, hindi, indonesisk, rumænsk, slovakisk og thailandsk, samt alternative stemmer med forskellige dialekter, f.eks. engelsk (Storbritannien), engelsk (Australien), engelsk (Sydafrika) og spansk (Mexico).

Braille

VoiceOver er den første skærmlæser med ægte “plug-and-play”-understøttelse af braille-skærme. Det inkluderer software til over 40 braille-skærme (tilsluttet via USB eller trådløst), så de virker, så snart du tilslutter dem. Og det er ikke det hele. Takket være en enestående funktion kaldet brailleskærmdublering er VoiceOver den eneste skærmlæser, som understøtter mere end en brailleenhed ad gangen – op til 32 brailleskærme tilsluttet den samme computer samtidig. På den måde kan du dele dit arbejde med andre, som kan læse braille, ligesom seende brugere kan dele deres computerskærm vha. en projektor. Læs mere om understøttelse af brailleskærm

Internationale brailletabeller

OS X Mountain Lion indeholder indbygget understøttelse af over 80 nye brailletabeller, der understøtter en lang række sprog.

Programmer

VoiceOver er en enestående funktion, fordi den ikke er en selvstændig skærmlæser. Den er integreret i OS X-operativsystemet. Så når udviklere opdaterer deres programmer for at udnytte Apples tilgængelighedsgrænseflader, kan programmerne arbejde med VoiceOver med det samme. Der er ikke behov for en ny version af VoiceOver. VoiceOver arbejder allerede sammen med en lang række programmer – tekstbehandlingsprogrammer, regneark, browsere, lydsoftware, hjælpeprogrammer m.m., inklusive de indbyggede programmer i OS X. Læs mere om VoiceOver-kompatible programmer

Skærmforstørrelse

Zoom er en indbygget forstørrelsesfunktion, som kan forstørre emnerne på skærmen op til 40 gange. Du kan aktivere den vha. tastaturkommandoer, en knap på skærmen, en bevægelse på pegefeltet eller rulleknappen (eller hjulet) på en mus. Takket være den kraftfulde Quartz-teknologi i OS X kan tekst, grafik og endda videoanimation forstørres, uden at det påvirker systemets ydeevne.

Skærmbilledet kan flyttes på tre måder, når du skriver eller flytter musens markør. Det kan flyttes sammen med markøren; det kan flyttes, når markøren rammer skærmens kant; eller det kan flyttes på en sådan måde, at markøren bliver midt på skærmen – praktisk til brugere med et snævert synsfelt. Det er også muligt at indstille en minimums- og maksimumsforstørrelse, så du hurtigt kan zoome til en bestemt forstørrelse og forhindre, at forstørrelsen bliver for stor eller lille, så skærmen ikke kan aflæses.

Markørforstørrelse

Uafhængigt af forstørrelse vha. Zoom kan markøren også forstørres, så det er nemmere at se og følge den, når du flytter musen. Markøren beholder skaleringen til den foretrukne størrelse, selvom markørens facon ændres, og skaleringen bevares, indtil du ændrer den, selvom du logger ud, lukker din Mac ned eller genstarter den. Du kan bruge markørskalering sammen med Zoom og andre OS X-funktioner, så du kan tilpasse computeren efter dine specielle behov.

Zoom med billede i billede

Funktionen til skærmzoom i OS X har en billede i billede-oversigt, så du kan se det område, du zoomer på, i et separat vindue, mens resten af skærmbilledet bevarer den originale størrelse. Vælg, om vinduet skal følge markøren, eller behold vinduet på et sted for kun at vise de områder, du navigerer i.

Skærm med stor kontrast og inverteret skærmbillede

OS X inkluderer fleksible justeringsmuligheder til ændring af skærmens udseende. Der er indstillinger, som øger og mindsker kontrasten, fjerner farver (skifter til gråtoner) og endda skifter til inverteret skærmbillede, dvs. hvidt på sort eller sort på hvidt.Disse indstillinger kræver ikke understøttelse af programmer, og de kan bruges i hele systemet, så du får et ensartet udseende i alle programmer.

Safaris Læser

Safaris Læser fjerner visuelle distraktioner fra artikler på internettet, så du kan fokusere på indholdet. Når du udforsker internettet, registrerer Safari, om du er på en side med en artikel. Klik på symbolet Læser, hvorefter artiklen med det samme vises i en fortløbende og ryddelig oversigt. Du ser alle siderne i artiklen, uanset om der er to eller tyve. Med betjeningspanelet kan du nemt zoome ind på artiklen, hvilket er praktisk for svagtseende brugere. Da Safaris Læser viser artikler med flere sider i en fortløbende oversigt, kan VoiceOver-brugere lytte til artiklen uden afbrydelser.

Finderoversigter

I OS X kan filer og mapper vises på fire forskellige måder, så der altid er en, der passer til brugerens behov. Du kan vælge symbol-, liste-, kolonne- og Cover Flow-oversigt. VoiceOver-brugere kan nyde godt af listeoversigt, mens synshæmmede brugere måske foretrækker symbol- eller Cover Flow-oversigt. Symboloversigt kan vise filsymboler, som viser et eksempel på indholdet, og størrelsen kan justeres op til 512 pixel vha. et mærke. Cover Flow-oversigt viser også meget store eksempler på indholdet af mapper. Filerne vises på samme måde, som når de åbnes i et program. Du kan øge størrelsen på eksempler i Cover Flow ved at ændre størrelse på vinduet og trække skillelinjen.

Oversigtsvalg

Til alle Finderoversigter kan du justere udseendet på emner i et vindue vha. kommandoen Vis oversigtsvalg (Kommando-J). I symboloversigt kan størrelsen på symbolerne f.eks. øges til 512 pixel, og størrelsen på tekstetiketter fra 10 til 16 punkter. Afstanden mellem symboler kan justeres. Hver gang du åbner vinduet, afspejler det de ændringer, du har foretaget, selvom indholdet ændres.

Baggrunden i en mappe, normalt hvid, kan ændres til alle farver, så indholdet vises tydeligere, så kontrasten bliver større, eller så den bedre opfylder specielle krav til farver.

Oversigtsvalg kan anvendes på indholdet af en bestemt mappe eller på alle mapper, som bruger den samme oversigt (symbol-, liste-, kolonne- eller Cover Flow-oversigt). Indstillingerne er uafhængige af indstillingerne i Universel adgang, f.eks. Zoom, så du kan kombinere oversigtsvalg i Finder og indstillinger til Universel adgang på mange praktiske måder.

Dock-forstørrelse

Via Dock har du nem adgang til de programmer, filer og mapper, du bruger mest. Når du trækker emner til Dock, ændres størrelsen på emnerne automatisk, så der er plads til de nye emner. Selvom symbolerne kan være ret små, hvis du tilføjer mange emner, giver OS X dig mulighed for at indstille en standardstørrelse på symboler i Dock, så de er nemmere at se, og du kan bruge forstørrelse af Dock, så det symbol, du peger på, automatisk forstørres.

Oplæste advarsler

Når et program kræver din opmærksomhed, får du med Oplæste advarsler automatisk læst indholdet af dialoger og advarsler op.

Talende lommeregner

OS X inkluderer en talende lommeregner, som læser navnene op på de knapper, du trykker på, og resultatet af beregningerne. Den har tre indstillinger: En enkel lommeregner, en videnskabelig regnemaskine og en programmørregnemaskine.

Talende ur

Hvis du vil have læst klokkeslættet op, kan du indstille din Mac, så det automatisk læses op hver hele time, hver halve time eller hvert kvarter.Du kan også bruge en talekommando til når som helst at bede din Mac om at læse klokkeslættet op.

Konvertere tekst til tale

Hvis du ikke bruger en skærmlæser, men gerne vil have computeren til at læse tekst op, kan du bruge Tekst til tale. Du slår Tekst til tale til i vinduet Tale i Systemindstillinger. Hvis du trykker på Alternativ-esc, bliver oplæsning af valgt tekst som standard slået til eller fra, men du kan også vælge en anden tastkombination.

Med menuen Tjenester kan du gemme det, der læses op, som et indtalt spor i iTunes. Derefter kan du afspille teksten igen senere, føje den til en spilleliste og endda synkronisere den til en iPod, så du kan lytte til teksten, når du er på farten. Du skal bare vælge teksten og vælge “Føj til iTunes som et indtalt spor” på menuen Tjenester i programmet. Du føjer denne kommando til menuen Tjenester ved at vælge Indstillinger til Tjenester på menuen Tjenester i et program, klikke på fanen tastaturgenveje og derefter vælge Tjenester. Der finder du mange kommandoer, som kan føjes til menuen Tjenester, inklusiv “Føj til iTunes som et indtalt spor”.

Safari og Cascading Style Sheets (CSS)

Safari-webbrowseren, der følger med OS X, indeholder ekstra indstillinger, der kan bruges med Universel adgang til udforskning af internettet. Du kan f.eks. vælge et afkrydsningsfelt for at forhindre, at et website vises med mindre skriftstørrelser end den minimumsstørrelse, du indstiller, fra 9 til 24 punkter. Når du trykker på Tabulatortasten i Safari, navigerer du som standard kun på værktøjslinjen og i formularelementer på en side. Når du trykker på Alternativ-Tabulator, navigerer du i alle elementer. Hvis du foretrækker det, kan du ændre denne funktion, så du kan navigere i alle elementer ved at trykke på Tabulator og kun i værktøjslinjen og formularelementer, når du trykker på Alternativ-Tabulator.

Med lokalmenuen Skriftsnitark i Safaris indstillinger kan du anvende et specielt Cascading Style Sheet eller CSS, som ændrer den måde, et website vises på, uden at selve websitet skal ændres.Du kan bestemme, hvordan sider skal vises, inklusive deres farve, skriftstørrelse, antal kolonner og meget mere, vha. HTML-standardkommandoer. CSS er velegnet til at tilpasse udseendet af websites, så de opfylder dine behov. Læs mere om CSS fra World Wide Web Consortium (W3C)