Med beslutningen om at etablere Ørestad Gymnasium, søsatte Københavns Kommune for fem år siden et veritabelt væksthus for idéer og nytænkning.
Ørestad Gymnasium er et alment gymnasium, der udbyder studieretninger inden for de naturvidenskabelige, samfundsvidenskabelige og humanistiske områder og studiernes indhold er det samme som andre gymnasier.
Men Ørestad Gymnasium har samtidig en profil hvor medier, kommunikation og kultur er centralt placeret og skal, med idégrundlaget som omdrejningspunkt, fokusere på undervisning samt udvikling og fornyelse af undervisningen, blandt andet med inddragelse af tidens informationsteknologi, for at sikre elevernes parathed, viden og evne til at begå sig i fremtidens samfund.

Med begreber som nytænkning, anderledes tænkning, nyudvikling eller "det tidssvarende gymnasium", er der fra starten markeret en visionær retning for Ørestad Gymnasium. Samtidig skal der leves op til krav, regler og resultatniveauer, der er gældende for landets øvrige gymnasier. Ledelsen og lærerstaben er håndplukkede og alle har drømmen - eller visionen om det nytænkende gymnasium.

Paratheden til forandringer sikrer også, at udfordringer og målrettede løsninger hører til skolens dagligdag. Derfor var der heller ikke langt fra idé til handling, da gymnasiets ledelse vedtog at gennemføre et podcasting projekt, der iøvrigt modtog økonomisk støtte fra Undervisningsministeriet.

"Interessen samles hurtigt og naturligt om Apple, der jo kan noget andet og ekstra ud i det kreative, ligesom Apple har betydelig erfaring inden for uddannelsessektoren"

- vicerektor Thomas Jørgensen

Podcasting
"Interessen samles hurtigt og naturligt om Apple, der jo kan noget andet og ekstra ud i det kreative, ligesom de har betydelig erfaring inden for uddannelsessektoren", siger vicerektor Thomas Jørgensen, der fortsætter, "Løsningen indeholder MacBooks til lærerstab samt elever. I alt 100 bærbare MacBooks, 15 iPods samt softwareløsningen iLife, der er den centrale produktionsenhed i projektet. Foruden konsulentbistand leverer Apple også træning for lærere og elever."
En podcast kan være alt, der kan formidles ved hjælp af digitale lyd-, tekst- og videoarkiver. Det kan være en forelæsning, en sprogtime eller en opgave fra læreren. Det kan også være elevens rapport, en sprogoptagelse eller andet indhold komponeret ved hjælp af iLife-pakken.

Projekt: Den globale opvarmning
"Projektet indgik som afsluttende prøve i det naturvidenskabelige grundforløb for kemi, biologi og naturgeografi, noget alle elever skal igennem det første halve år de går på gymnasiet" fortæller Benny Riberholdt Winther, der er ansvarlig for projektet.

"Projektet omfatter en opgave og en mundtlig samtale og laves som udgangspunkt i grupper på 3 personer. Hver gruppe laver en fælles podcast, som skal danne grundlag for en mundtlig samtale i gruppen sammen med klassens lærere. Under den faglige samtale vil der udover de faglige kriterier blive lagt vægt på deltagernes individuelle præstationer, således at der kan gives individuelle karakterer."

"Eleverne skulle lave en podcast om emnet global opvarmning samt beskrive og fortolke et eksperiment"

- projektansvarlig Benny Riberholdt Winther

"Ud fra udleverede artikler samt søgning på nettet, skal eleverne lave en podcast om emnet global opvarmning samt beskrive og fortolke et eksperiment, der kunne relateres til global opvarmning. Eleverne har mulighed for at lægge musik, billeder og i nogle tilfælde film ind i deres podcast. Programmerne GarageBand og iTunes blev benyttet til projektet og til øvelserne "CO2-målinger" brugte vi Datastudio software og CO2 målere/opsamlere". "GarageBand bruger vi til at konstruere, sammenklippe og producere podcasten/rapporten, mens iTunes bruges i præsentationen", fortsætter Benny Riberholdt Winther.

"Podcasten skal vare omkring 10 minutter og deltagerne skal optræde nogenlunde ligeligt i den. Den skal tage udgangspunkt i et forsøg eller i det mindste indeholde overvejelser af eksperimental karakter. Man kan vælge at tage udgangspunkt i et nyligt afholdt forsøg, i et gammelt forsøg eller andre relevante forsøg hvorfra der kan hentes eksperimentelle data. Der vil være mulighed for at inddrage tabeller, figurer, grafer, billeder, videoklip eller lignende i podcasten" siger Benny Riberholdt Winther.

"Det sværeste er faktisk at opleve, hvor enkelt og ligetil det er at arbejde med programmerne på MacBook'en!"

- studerende Magnus Juul