Sådan underviser Dr. Craig Roble med iPad.

“Jeg vil gerne have, at mine elever etablerer en sammenhæng mellem historien og deres eget liv, for de er en del af den historie.”

Dr. Craig Roble, Heritage E‑STEM Magnet School, West St. Paul, Minnesota, USA

Ind i historien med et enkelt tryk.

Forestil dig, at du åbner en historiebog og dykker direkte ned i fortiden. En video panorerer hen over ansigterne på et hold arbejdere på en fabrik i starten af 1900-tallet. Du holder en pause for at læse et håndskrevet brev fra luftfartspioneren Wilbur Wright og swiper gennem et billedgalleri med nogle af de første amerikanske dollars for at se, hvor inspirationen til moderne pengesedlers illustrationer stammer fra. Samtlige sider i bogen er prydet med omfattende, interaktivt indhold, som uddyber teksten og vækker historien til live.

Dr. Craig Roble laver disse interaktive bøger til sin undervisning i samfundsfag på Heritage E‑STEM Magnet School, en folkeskole i West St. Paul, Minnesota, USA. Ud over at bruge det, han selv skriver, indsamler han tekster, billeder og andet materiale fra Library of Congress, TV-selskabet PBS, Minnesota Historical Society samt andre kilder og samler materialet ved hjælp af Apples gratis iBooks Author-app.

“Jeg blev lærer, fordi jeg er vild med gode historier,” fortæller Roble. “Jeg vil gerne have, at mine elever etablerer en sammenhæng mellem historien og deres eget liv, for de er en del af den historie.”

En tværfaglig læseplan.

Heritage E‑STEM Magnet School kombinerer STEM-koncepter (naturfag, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik) med miljømæssige initiativer såsom et 1-årigt genopbygningsprojekt af prærien. Eleverne bruger iPad til opgaver i skolen, lektier og arbejde uden for klasseværelset.

Robles Multi-Touch-bøger er med til at fremme skolens fokus på tværfaglighed. Ved hjælp af indbyggede widgets i iBooks Author tilføjer han interaktive elementer, som fremhæver samfundsfagets relation til andre emner.

Et kapitel om Brooklyn Bridge indeholder f.eks. en flyover-video, historiske billeder og en 3D-gengivelse af broen, som eleverne kan manipulere for at opnå en bedre forståelse af dens konstruktion. “I naturfagsundervisningen kan eleverne samtidigt arbejde på et byggeprojekt, hvor de skal konstruere en bro ved hjælp af spaghetti og skumfiduser,” fortæller Roble. “Og i matematik lærer de om de beregninger, der skal bruges for at bygge broen.”

Snarere et museum end et klasseværelse.

For Roble er det ideelle klasseværelse egentlig ikke et decideret klasseværelse – det er et sted fyldt med historiske tekster, billeder og genstande, som eleverne kan udforske på egen hånd. “Jeg ønsker, at mit klasseværelse skal være som et museum, hvor du kan gå rundt og rent faktisk røre ved tingene,” siger han.

Mange af de kulturgenstande, som Roble ønsker at dele med sine elever, findes dog kun på rigtige museer. “Det problem løste vi ved at lave kopier af tingene i papir,” forklarer han. “Men vi opnåede et endnu større engagement ved at inddrage iPad.”

Med interaktive bøger kan Roble nu illustrere sine undervisningstimer med digitalt materiale, som eleverne kan studere på tæt hold. “Jeg er altid på udkig efter tekster, kulturgenstande, ressourcer og websites, som jeg tror kan være relevante for mine elever,” siger han. “iBooks Author er det værktøj, jeg skal bruge til at overføre dette materiale til iPad, så det er tilgængeligt med det samme og interessant for eleverne at interagere med.”

Forbindelser til fortiden.

Roble har opnået bemærkelsesværdige resultater ved at dele disse Multi-Touch-bøger med sine elever. Siden introduktionen af iPad i klasseværelset er sandsynligheden for, at eleverne laver deres lektier, fordoblet, og karaktergennemsnittet ved årsprøver er steget 11 %.

“Mine elever har fortalt mig, at det der er mest anderledes ved den måde, de lærer på, er, at de får lov til at være aktive,” siger Roble. “De deltager rent faktisk. De markerer, de trykker, de swiper til en ny side. Det er med til at opretholde deres mentale engagement og deres interesse for at lave lektier.”

Men det, der måske har størst betydning, er, at Robles Multi-Touch-bøger hjælper eleverne med at relatere lektioner om fortiden til deres eget liv.

”De kan kigge på et kort fra sidst i 1800-tallet, og når de så sidder i bussen på vej hjem og kigger på gadenavne, vil det måske pludselig gå op for dem, at en bestemt gade er opkaldt efter den landmand, der plejede at bo i det område,” uddyber han. “De lærer om mennesker og steder, og de lærer om begivenheder, der har fundet sted i vores historie. Men de lærer også noget om dem selv.”

“Mine elever har fortalt mig, at det mest anderledes ved den måde, de lærer på, er, at de får lov til at være aktive. De deltager rent faktisk. Det er med til at opretholde deres mentale engagement og deres interesse for at lave lektier.”

Tips fra Dr. Craig Roble.

Brug iBooks Author til at dele historier.

“iBooks Author gør det muligt for mig at dele historier på en måde, som motiverer mine elever til at skabe en personlig tilknytning. Jeg kan bevæge mig ud over teksten og inddrage primære kilder, kulturgenstande, interaktive elementer og weblinks, der vækker historien til live. Det giver eleverne nem adgang til flere oplysninger, end jeg nogensinde var i stand til at give dem førhen.”

Tilpas widgets til dit emneområde.

“Brug widgets i iBooks Author til at give eleverne læringsoplevelser i alle fag, som er til at tage og føle på. I samfundsfag kan et rullende sidepanel blive til en tidslinje. Et billedgalleri kan vise et historisk dokument, transskriberingen heraf og et fotografi eller maleri fra samme tid. Kort med tekst kan hjælpe eleverne med at følge historiske rejser, mens pop op-bokse giver mere baggrundsviden. Og 3D-objekter giver eleverne mulighed for at manipulere kulturgenstande virtuelt.”

Samarbejd med lokale organisationer om materiale og ressourcer.

“Kom i kontakt med institutioner, der har ressourcer, som eleverne normalt har svært ved at få adgang til. Jeg har tilføjet kort, dokumenter og billeder fra Minnesota Historical Society til de Multi-Touch-bøger og iTunes U-kurser, som jeg har lavet. Det har virkelig hjulpet mine elever til at forstå, hvordan vores stats historie egentlig blot er et tidligere kapitel af vores egen historie.”

Hjælp andre lærere med at lave Multi-Touch-bøger.

“Når du selv har lavet en bog, kan du dele din ekspertviden ved at præsentere iBooks Authors funktioner og fordele på et lærermøde. Giv dine kolleger adgang til de bøger, du har lavet, så de kan se, hvor flotte de ser ud på iPad. Fortæl dem herefter om din iBooks Author-arbejdsgang for at hjælpe dem i gang med at lave deres egne interaktive bøger.”

Spørg eleverne om, hvilket undervisningsmateriale der har gjort størst indtryk.

“Elever lærer på forskellige måder, og de er gode til at give feedback. Giv dem derfor bøger med spændende, interaktivt indhold, og bed dem derefter om at fortælle dig, hvad der fungerer og ikke fungerer. Det er heldigvis nemt at lave rettelser i iBooks Author, hvad enten det drejer sig om at redigere tekst, indsætte eller ændre størrelsen på et billede eller tilføje en ny widget til bogen.”