PepsiCo

Øget produktivitet med iPhone og iPad.

“Med iPhone og iPad kan vi være mere effektive og fange problemerne, før de overhovedet opstår.”

Brian Spearman, senior vicedirektør for markedsføring og service, PepsiCo, USA

Da farmaceuten Caleb Bradham for mere end hundrede år siden blandede ingredienserne til en lækker, ny læskedrik, lagde han grundstenen til et af verdens mest kendte brands. Ud over Pepsi Cola står PepsiCo i dag for produktion og salg af mærker såsom Gatorade, Mountain Dew, Tropicana, Quaker og Frito-Lay over hele verden.

At få de enorme mængder drikkevarer ud til kunderne kræver et indviklet net af indbyrdes forbundne distributionssystemer og konstante ændringer i logistikken. Ved hjælp af iPhone, iPad og specielle apps udviklet internt kan PepsiCos afdeling for læskedrikke i USA nu fjerne flaskehalsene og sikre, at de rigtige produkter kommer de rigtige steder hen så hurtigt og effektivt som muligt.

“Inden for USA kører vi ca. 17.000 leveringsruter om dagen,” siger Brian Spearman, som er senior vicedirektør for markedsføring og service hos PepsiCos afdeling for læskedrikke i USA. “Vi skal have produkterne fra vores produktions- og lageranlæg ud i lastvognene og videre til butikkerne så hurtigt, at de kan følge med efterspørgslen. Med iPhone og iPad kan vi være mere effektive og fange problemerne, før de overhovedet opstår.”

“Man kan hente priser og vise planogrammer, aftaler om kundeudvikling, nye kontrakter – ja, hvad som helst. Den har det hele.”

Dimitri Papaevagelou, områdesalgschef hos PepsiCo, USA

Kundetilfredshed lige til døren

Før i tiden startede PepsiCos chauffører og merchandisere dagen med at hente trykte planer med bestilte ordremængder og opgaver, der skulle udføres, hos hver forretning – alt fra læsning af sodavandskasser til opsætning af nye produktreklamer. Hvis en butik skulle tilføje eller annullere en ordre, var det en udfordring af få plads til anmodningen på farten, fordi det var svært at kommunikere med chaufførerne.

“Hvis man ikke kunne få fat på en chauffør, der var på vej ud med varer, så vidste man ganske enkelt ikke, hvor leverancen var henne,” siger områdesalgschef Dimitri Papaevagelou fra PepsiCos afdeling for læskedrikke i USA. “Der kunne gå flere timer, hvor man ikke anede, hvad der foregik.”

For at gøre salg og distribution så problemfrit som muligt har PepsiCo North America Beverages udviklet Power4Merch, som er en intern app til iPhone. Med Power4Merch underrettes merchandiserne med det samme, når en chauffør er ankommet til en butik. Så kan de sikre sig, at leverancerne læsses af hurtigt og udstilles korrekt, så de rigtige produkter altid står på hylderne og er parat til at blive købt.

“Nu kan en merchandiser få vist hele sin arbejdsdag direkte på iPhone,” siger Mark Uppaluri, som er ansvarlig for salgssystemer hos PepsiCos afdeling for læskedrikke i USA. “Der er en elektronisk timeseddel, og man kan se sin arbejdsplan, oplysninger om butikkerne, kundeprofilerne og alt det andet, man skal vide for at kunne servicere den enkelte forretning.”

Planlægning på den nemme måde

Samtidig bruger lederne iPad til at overvåge deres teams præstationer og hente priser, planogrammer og kontrakter, og de får hjælp til at koordinere leverancerne takket være to specielle apps til iPad. Appen Manager’s Briefcase giver områdesalgschefer elektroniske versioner af alt det papirarbejde og de ressourcer, de skal bruge for at kunne lede deres teams, inkl. butiksgennemgang, formularer til coaching af de ansatte og automatiske meddelelser til salgschefer.

“En leder kan fordele opgaverne blandt de ansatte direkte på sin iPad,” siger Mark Uppaluri. “Den sender automatisk en pushbesked til merchandiserens iPhone, så han ved, at der er lagt et nyt stop ind på ruten. Før handlede ledernes arbejde kun om at tale i telefon, tjekke mail på kontoret og tjekke papirarbejde. Nu med iPad starter og slutter chefen sin dag der, hvor han skal være: nemlig sammen med sit team.”

Med den anden app, SPOTLight, får lederne øjeblikkelig adgang til deres SharePoint-indhold. “Man kan hente priser og vise planogrammer, aftaler om kundeudvikling, nye kontrakter – ja, hvad som helst,” siger Dimitri Papaevagelou. “Den har det hele.”

“Brugen af disse enheder og de nye apps har gjort vores ansatte endnu mere stolte af virksomheden. Og så hjælper de dem til at gøre et rigtig godt stykke arbejde med at servicere vores kunder.”

Mark Uppaluri, ansvarlig for salgssystemer hos PepsiCos afdeling for læskedrikke i USA

Hurtig udvikling og sikker anvendelse

Mark Uppaluri forklarer, at udviklingen af de specielle apps var ganske ligetil: “Det var virkelig nemt at lave flotte, indholdsrige apps til vores slutbrugere. Knap fire måneder efter, at vi først begyndte at udvikle programmer på en Apple-enhed, stod vi klar med en app.”

Samtidig passer iPhone og iPad perfekt ind i PepsiCos etablerede IT-systemer, så implementering og sikkerhed var lige ud ad landevejen. “Vi koblede dem simpelthen til vores eksisterende økosystem, og de fungerede upåklageligt,” siger Mark Uppaluri. “Vi bruger administration af mobile enheder (MDM) fra AirWatch til sikker installation og styring af vores apps, og derudover udnytter vi den indbyggede sikkerhed i iPhone og iPad til at beskytte programmerne mod uautoriseret adgang.”

Forfriskende forandring

Lederne og feltarbejderne i læskedriksafdelingen hos PepsiCo i USA har fået en hurtigere, enklere og mere effektiv distribution og merchandising ved hjælp af iPhone, iPad og interne apps.

“Der findes ikke så mange banebrydende idéer inden for vores branche,” siger Brian Spearman, “men vi betragter helt klart iPhone og iPad som banebrydende for vores virksomhed, både når det gælder kommunikation og service og med hensyn til produktivitet. Vi synes, det er helt vildt spændende.”

“iPhone og iPad vejer meget lidt, de er bærbare, de er utroligt hurtige, og brugeroplevelsen er simpelthen skøn,” siger Mark Uppaluri. “Brugen af disse enheder og de nye apps, vi har udviklet, har gjort vores ansatte endnu mere stolte af virksomheden – og så hjælper de os til at gøre et rigtig godt stykke arbejde med at servicere vores kunder.”

Om virksomheden

  • Grundlagt i 1965
  • Hovedkvarter i Purchase i staten New York, USA
  • Mere end 300.000 ansatte i hele verden
  • www.pepsico.com

Opsummering af apps

Internt udviklede apps:

  • Med Power4Merch kan PepsiCos merchandisere få vist arbejdsplaner samt oplysninger om butikker og vareudstilling.
  • Med Manager's Briefcase kan lederne koordinere og overvåge leverancer, arbejdsplaner og kundekontrakter.
  • SPOTLight giver adgang til SharePoint-indhold, deriblandt præsentationer og videoer.

Flere profiler med iPad i erhvervslivet.Flere profiler med iPad i erhvervslivet.