Gode råd til gennemsyn
Genveje med højreklik
Du kan højre-klikke på sange, spillelister, kolonneoverskrifter og andre emner i iTunes, så det bliver nemmere at udføre visse handlinger. Hvis du f.eks. vil se alle de spillelister, der inkluderer en bestemt sang, skal du højreklikke på sangen, og derefter rulle ned til Vis på spilleliste.
Quick Links
Du kan finde mere musik hurtigere i iTunes Store fra en kunstner, du har i biblioteket, eller måske en cover-version af den samme sang, men af en anden kunstner, ved at klikke på pilen ved siden af kunstnerens navn eller sangens titel i biblioteket.
Hvis du vil bruge denne mulighed, skal du åbne iTunes > Indstillinger (Windows: Rediger > Indstillinger) og sørge for, at afkrydsningsfeltet Vis henvisninger til iTunes Store er valgt.
Spole på spor
Når en sang afspilles, kan du spole frem og tilbage i sangen ved at trække diamanten på statuslinjen.
Klik i tidsfeltet øverst i iTunes-vinduet for at skifte mellem samlet, brugt og resterende tid. Det kan være nødvendigt at dobbeltklikke på en sang for at se tidsfeltet. Klik på en sangtitel for at skifte mellem kunstner, titel og album.
Vinduer med spillelister
Du åbner en spilleliste i et nyt vindue ved at dobbeltklikke på symbolet for spillelisten på kildelisten. Hvis du vil kopiere en sang fra en spilleliste til en anden, skal du trække sangen til en spilleliste på kildelisten.
Spillelister fra album
Hvis du hurtigt vil oprette en spilleliste fra valgte sange, skal du vælge sangene i biblioteket og derefter vælge Arkiv > Ny spilleliste fra det valgte.
Smarte spillelister
En nem metode til at holde styr på musikken efter genre eller kunstner er at oprette smarte spillelister. En "Smart spilleliste" gennemsøger musikbiblioteket for nye sange, der matcher de kriterier, du har anført. Med iTunes kan du anføre kriterier for smarte spillelister, inklusive kunstner, album, år, navn på sang, sidst afspillet, tilføjet, genre, komponist, min vurdering, antal afpilninger m.m. For eksempel vil du måske gerne have al R&B-/Soul-musikken på den samme spilleliste. Hvis du opretter en smart spilleliste, indsamler den alle R&B-/Soul-sange i biblioteket og tilføjer herefter også alle nyimporterede R&B-/Soul-sange i biblioteket.
Festmiks
Lad os så få sat gang i festen. Og det er lige så vigtigt at holde den i gang. iTunes' Festmiks tager over som dj, og du kan slappe af og nyde festen. Åbn iTunes > Indstillinger (Windows: Rediger > Indstillinger), klik på Vis festmiks og klik derefter på OK. Vælg Festmiks på kildelisten, hvorefter iTunes opretter en tilfældig spilleliste ud fra musikken i biblioteket. Hvis du vil, kan du ændre kilden (i bunden af Festmiks-spillelisten) fra biblioteket til en valgt spilleliste.
Og der er flere muligheder med Festmiks, bl.a. kan du vælge at se de 5-100 sidst afspillede sange eller slet ingen og også de næste 5-100, der afspilles. En anden fiks indstilling giver dig mulighed for at indstille Festmiks til at spille højt vurderede sange oftere. Bruger du disse funktioner, kan du nemt tilføje, fjerne og ændre rækkefølge på sange på den tilfældige spilleliste, så du står tilbage med en superfed spilleliste og mere tid til at feste.
Konvertere WMA-arkiver
I iTunes til Windows kan du konvertere ubeskyttede WMA-arkiver til AAC-arkiver (eller et andet arkivformat, der er valgt i vinduet Import i iTunes-indstillinger) uden at ændre det originale WMA-arkiv. Du trækker ganske enkelt WMA-arkiverne til iTunes-biblioteket, hvorefter iTunes gør det hårde arbejde med at konvertere dem for dig. Windows Media Player 9 eller en nyere version skal være installeret, før du kan konvertere ubeskyttede WMA-arkiver. Beskyttede WMA-arkiver kan ikke konverteres.
Afspille godkendte spor
Hvis du lytter til sangene i et delt bibliotek eller på en spilleliste, og computeren ikke er godkendt til at afspille de indkøbte sange på listen, springer iTunes dem automatisk over. Hvis du vil lytte til indkøbt musik i et delt bibliotek eller på en spilleliste, skal du dobbeltklikke på sangen, og godkende computerens afspilning af denne.
Info om cd-spor
Hvis du indsætter en ny cd i computeren, og alle sangene i iTunes vises som Spor 1, Spor 2, Spor 3 og så videre, kunne det måske være en idé at tilføje de rigtige albumoplysninger, før du importerer cd'en. Der er to måder at gøre det på.
Først skal du, hvis du har oprettet forbindelse til Internet, klikke på Avanceret på menulinjen og vælge Hent cd-spornavne. Men måske er cd'en sjælden, og oplysningerne findes derfor ikke i databasen på nettet. Hvis det er tilfældet, kan du dobbeltklikke på sangens navn og skrive titlen manuelt. Det samme gælder for kunstneren og titlen på albummet.
Tilføje sange fra cd'er
Hvis du hurtigt vil føje en sang fra en cd til en eksisterende spilleliste, skal du sætte cd'en i drevet og trække sangen til spillelisten fra listen over cd'ens spor på kildelisten. Sangen importeres automatisk til biblioteket og føjes til spillelisten. Hvis du vil føje en sang fra en cd til en ny spilleliste, skal du trække sangen fra cd'en til det hvide område under emnerne på kildelisten. Sangen importeres til biblioteket og føjes til en ny spilleliste.
Redigere oplysninger om cd'er
Hvis du hurtigt vil skrive cd-oplysninger om alle sangene på en cd, skal du vælge cd'en på kildelisten og vælge Arkiv > Vis Info. Du kan nøjes med at skrive de grundlæggende oplysninger om alle sange på cd'en én gang.
Cd'er fra album
Hvis du vil oprette din egen cd fra et album i biblioteket, skal du klikke på Bibliotek og vælge Arkiv > Vis browser (hvis du kun kan se Skjul browser, vises browseren allerede). Træk et album fra listen Album i den øverste højre del af biblioteket til det hvide område under emnerne på kildelisten. Klik på symbolet for den nye albumspilleliste, og vælg Arkiv > "Brænd spilleliste til disk".
Hvis du ikke vil se den meddelelse, der vises, når du indsætter en tom cd, kan du klikke på knappen Brænd, før du indsætter den tomme cd.
Udskriv cd-indlæg
Du kan udskrive en liste over sangene i biblioteket eller en udvalgt spilleliste til brug som cd-omslag eller bare for at have en liste over sange eller album. Vælg biblioteket eller en spilleliste og klik på Arkiv > Udskriv. Vælg, om du vil udskrive et cd-omslag eller en sang- eller albumliste. Vælg et udskriftstema fra Temamenuen. Temaer giver dig mulighed for at ændre den måde, oplysningerne udskrives på. Når du er færdig, klikker du på Udskriv.
Opsamlingsalbum
Hvis du vil se alle sange fra en opsamlings-cd grupperet i biblioteket, skal du sørge for, at Grupper samlinger ved gennemsyn er valgt i iTunes > Indstillinger (Windows: Rediger > Indstillinger). I Mac OS X kan du åbne Indstillinger fra menuen iTunes og i Windows skal du vælge Indstillinger på menuen Rediger. Hvis afkrydsningsfeltet ikke er valgt, vises kunstnere fra opsamlings-cd'er for sig på listen over kunstnere, når du gennemser.
iTunes-indkøbsvogn
Det er muligt at vælge en indstilling i iTunes, så du kan arkivere emner, du ønsker at købe, i en indkøbsvogn, indtil du er klar til at bekræfte dine indkøb og hente al musikken på én gang. Det er en særdeles praktisk funktion, hvis du sidder ved en langsom internetforbindelse et sted med en bærbar computer, hvis du prøver at begrænse dine tendenser til at foretage impulskøb, eller hvis du lige vil godkende børnenes valg, inden du punger ud.
Hvis du vil slå iTunes-indkøbsvogn til, skal du vælge iTunes > Indstillinger (Windows: Rediger > Indstillinger.
I Indstillinger skal du klikke på det grønne symbol for iTunes Store og vælge Brug indkøbsvogn.
iTunes 1-Click
Musik købes normalt via 1-Click, hvilket vil sige, at købet omgående opkræves fra det kreditkort, der er opgivet på din Apple-konto, og overføres til iTunes-biblioteket. Hvis du anvender indstillingen Brug indkøbsvogn, og du i stedet vil gå tilbage til at bruge 1-Click, skal du åbne iTunes > Indstillinger (Windows: Rediger > Indstillinger). Klik på knappen til iTunes Store øverst i vinduet, og sørg for, at Køb og overfør med 1-Click er valgt. Klik på OK.
Overførsler fra iTunes Store
Hvis du har overført noget fra iTunes Store, men ikke kan se det på spillelisten Indkøb eller andre steder i iTunes-biblioteket, skal du sørge for, at din internetforbindelse er aktiv og vælge "Søg efter indkøb" på Butikmenuen i Tunes for at genoptage overførslen.
Eksempler fra iTunes
Hvis du vil lytte til et eksempel på en sang i iTunes Store, skal du blot dobbeltklikke på den. Lyden kan hakke en smule, hvis internetforbindelsen er langsommere end 128 kbps. Vælg iTunes > Indstillinger (Windows: Rediger > Indstillinger), og vælg afkrydsningsfeltet "Indlæs hele eksemplet før afspilning" i vinduet Butik.
Opret en ønskeliste
Du kan føje eksempler på alle sange i iTunes Store til en spilleliste og oprette en ønskeliste af sange, du gerne vil købe på et senere tidspunkt. Først skal du oprette en ny spilleliste. Derefter trækker du de forskellige eksempler på sange fra iTunes Store til den nye ønskeliste. Lyt til eksemplet, eller køb sangen direkte fra spillelisten ved at klikke på knappen Køb.
Når du har købt en sang vha. knappen Køb, vises sangen også på din ønskeliste, men hvis du dobbeltklikker på navnet, afspilles hele sangen og ikke kun eksemplet, hvorefter prisen på sangen ikke længere vises.
iTunes Store-URL'er
Hvis du vil inkludere URL-adressen til en iTunes Store-side i en e-postmeddelelse eller i et andet program, kan du trække en henvisning, et spor eller grafik fra en side i iTunes Store til e-postprogrammet eller et andet program. Du kan også trykke på ctrl-tasten og klikke på emnet og derefter vælge Kopier iTunes Store-URL.
Rådighedsbeløb, gavebeviser og gavekort
Giv dine børn en måde at hente deres yndlingssange på med konti med rådighedsbeløb. De kan få adgang til iTunes Store uden brug af kreditkort. Du sætter grænsen for, hvor meget de kan købe ind for med et rådighedsbeløb, der opdateres månedligt. Du kan altid annullere rådighedsbeløbet - eller justere det.
Et iTunes Store -gavebevis. gør det nemt at give gaver, og du kan sende det med e-post, så leveringen går ekstra hurtigt (alletiders til gaver i sidste øjeblik).
Hvis du er interesseret i at oprette en konto med et rådighedsbeløb eller købe et iTunes-gavebevis, kan du besøge iTunes Store og vælge Køb iTunes-gaver på menuen Quick Links til højre. Du kan også købe iTunes Store-gavekort i Apple Store og hos mange andre forhandlere
Oversigtsvalg
I iTunes kan du tilpasse biblioteksoversigten og spillelistekolonnerne, lige som du vil have dem. Hvilke oplysninger om sangene er vigtigst? Sangens navn, tid, album, kunstner, genre, min vurdering, sidst afspillet (dato), tilføjet den (dato), år eller antal afspilninger? I Oversigt > Oversigstvalg kan du vise eller skjule kolonner i jukeboksen. Du kan endda flytte kolonnerne rundt ved at klikke på overskrifterne og trække dem. Det er din jukeboks. Du kan vælge layout efter ønske.
Tid i alt
Hvis du vil skifte mellem den anslåede og den præcise varighed af alle sangene i den valgte spilleliste eller bibliotek, skal du klikke på tidsangivelsen nederst i iTunes-vinduet.
Bufferstørrelser
Hvis du har en hurtig Internetforbindelse (via DSL- eller kabelmodem), kan afspilningen af den musik, som streames til computeren (eksempler fra iTunes Store, radiostationer eller fælles musikbiblioteker), begynde hurtigere, hvis du vælger Lille på lokalmenuen Str. på streaming-buffer i vinduet Avanceret i iTunes-indstillinger (Windows: Rediger > Indstillinger). Hvis du har en langsommere Internetforbindelse (opkald), kan du vælge Stor på lokalmenuen Str. på streaming-buffer, så streaming-afspilningen bliver mere jævn.



































