Mac OS X

Tilgængelighed leveres som standard.

Alle nye Mac'er leveres som standard med en lang række hjælpeteknologier, som giver personer med et handicap mulighed for at nyde kraften og enkelheden ved Mac'en. Vi kalder det Universel adgang, og det indeholder mange funktioner, som du ikke finder i andre operativsystemer. I Mac OS X er de indbygget.

Syn

Mac OS X tilbyder en række indbyggede værktøjer og teknologier, der hjælper personer med synshandicap til at få det bedste ud af deres Mac.

Indbygget skærmlæser.

Mac OS X er det første operativsystem, der som standard har en avanceret skærmlæserteknologi, som gør det muligt for blinde og svagtseende at betjene computeren. Programmet hedder VoiceOver og læser de ting, der sker på computerskærmen, op: Tekst i dokumenter, vinduer, menuer og dialoger m.m. Det er meget mere end bare et tekst-til-tale-værktøj. Vha. VoiceOver kan du betjene din Mac med et tastatur, en Braille-skærm eller et Multi-Touch-pegefelt – i stedet for en mus.

Vi præsenterer Alex.

Stemmen i VoiceOver hedder Alex, og den bruger avancerede Apple-teknologier til at sikre naturlig intonation på engelsk, selv ved ekstra hurtige talehastigheder. Mens de fleste tekst-til-tale-systemer analyserer tekst i en sætning ad gangen, analyserer Mac OS tekst i hele afsnit ad gangen og sikrer dermed en mere præcis afkodning af konteksten. Som et resultat heraf passer stemmen Alex bedre til nuancerne i menneskelig tale, så du nemmere kan forstå betydningen af længere tekstpassager i bøger, artikler og nyhedshistorier.

Betjen din Mac med berøring og lyd.

En nyhed i Snow Leopard er muligheden for at betjene VoiceOver med bevægelser på din bærbare Macs Multi-Touch-pegefelt. Pegefeltets overflade kan faktisk repræsentere det aktive vindue på computeren. Så du kan røre ved et emne for at høre det, trække for at høre emner løbende, mens du flytter fingeren, og svirpe med en finger for at flytte til det næste eller forrige emne. Du kan f.eks. føre fingeren rundt på pegefeltet for at finde ud af, hvordan emnerne er arrangeret på en webside, i et regneark, en præsentation eller et tekstdokument.

Forstørrelse af skærmen m.m.

Med Mac OS X kan du forstørre skærmen op til 40x med fremragende kvalitet og uden at påvirke systemets ydeevne. Mac OS X inkluderer også fleksible justeringsmuligheder til kontrol af skærmens egenskaber. Du kan f.eks. indstille skærmen til at vise hvid på sort eller sort på hvid.

Nu er det nemmere at surfe på Internet.

Med VoiceOver bliver det også meget nemmere at surfe på Internet. VoiceOver kan automatisk begynde at læse en hel webside op, når den er blevet indlæst, eller det kan opsummere siden for dig, kun oplæse titlen, antallet af tabeller, overskrifter, henvisninger, formularelementer og andre emner. Mac OS X indeholder en enestående virtuel kontrolmulighed, der hedder en rotor. Når du drejer den – ved at rotere to fingre på Multi-Touch-pegefeltet – kan du styre, hvordan VoiceOver flytter gennem siden, f.eks. via overskrifter, henvisninger, billeder, tabeller eller formularelementer. Og da mange websider er vanskelige at "oversætte" gennem en skærmlæser, har Apple udviklet nye teknologier, der kan analysere og fortolke det visuelle design på websider og derefter bruge oplysningerne til at tildele virtuelle koder, kaldet “auto-webpunkter” til at markere vigtige steder på siden. Hvis du viser et websted for en avis, kan der være et automatisk webpunkt til hver artikel, et andet til et felt med vejret, sportsresultater osv. Du kan hoppe fra webpunkt til webpunkt med et tastetryk eller ved at svirpe med fingeren.

Braille på den nemme måde.

Mac'en er den eneste computer, der understøtter brailleskærme direkte fra kassen, med software til over 40 modeller, inklusive trådløse Bluetooth-skærme. Du kan bare tilslutte en skærm og begynde at bruge den – det er ikke nødvendigt at installere ekstra software. Og en ny funktion til spejling af brailleskærme giver dig mulighed for at slutte flere brailleskærme til en computer samtidig – perfekt til klasseundervisning.

Hørelse

Mac OS X indeholder en række funktioner, der er udviklet til at hjælpe personer, som har problemer med at høre computertale, -lyd og -advarsler.

Kommuniker vha. iChat.

iChat er et Internetbaseret tekst-, lyd og videokonferenceprogram, der følger med din Mac. Det sikrer, at du kan tale og arbejde sammen med andre, selv om der er flere kilometer eller kontinenter mellem jer. iChat virker med AIM (verdens støste IM-udbyder i USA), MobileMe, Google Talk og Jabber. Med iChat kan du kommunikere med venner på en Mac- eller Windows-computer.

Takket være funktioner, der arbejder med en høj video- og billedfrekvens, er iChat ideel til personer, der kommunikerer med tegnsprog, og det er en god måde at udnytte HOVR-tjenester på, f.eks. HOVRS.com. Deltagere kan tydeligt se finger- og håndbevægelser hos alle, der deltager i chatten. Det giver dig mulighed for at kommunikere på afstand med de samme følelsesudtryk, som du ville bruge, hvis I befandt jer i samme lokale.

Open- og closed-captioning.

CC

Mac OS X understøtter open- og closed-captioning i QuickTime Player og Dvd-afspiller. Du kan indstille QuickTime Player og Dvd-afspiller til at vise open- og closed-captioning med en enkel totrins handling. Hvis du har hentet caption-indhold fra iTunes Store, kan du afspille det med captions på iPhone, iPod classic, iPod nano (4. generation), iPod touch og Apple TV, i QuickTime Player (til Mac og Windows) og i iTunes (til Mac og Windows).

Advarsler og lyd.

Hvis du vil have besked om, at systemet eller et program kræver din opmærksomhed, kan du i Mac OS X indstille hele skærmen til at blinke i stedet for at afspille en tone som advarsel. Og hvis du har nedsat hørelse på det ene øre, kan du bruge en indstilling til at dirigere lyden fra både højre og venstre kanal ind i både højttaler og øretelefoner, så du hele tiden kan høre begge kanaler.

Fysiske og motoriske færdigheder

Mac OS X indeholder funktioner, der kan hjælpe dig med at navigere i computeren, også selv om du har svært ved at bruge tastaturet, musen og pegefeltet.

Nemmere navigation vha. tastatur og mus.

Med Klæbetaster kan du skrive tastkombinationer – f.eks. Kommando-Q (Slut) eller Skift-Alternativ-8 (for at skrive °-symbolet) – ved at trykke på dem i rækkefølge i stedet for samtidig. Langsomme taster hjælper dig med at undgå trykfejl og forhindrer, at du ved et uheld kommer til at trykke flere gange på en tast. Og Mustaster sikrer, at du kan kontrollere markøren vha. tasterne på en numerisk blok i stedet for med musen. Hvis du synes, at det er nemmere at bruge en pegeenhed end et tastatur, kan du skrive tekst vha. et skærmbaseret tastatur. Det flyder oven over andre programmer, så det ikke forsvinder for dig, og det kan vises i stort eller lille format.

Automatisere almindelige opgaver.

Hvis du ofte udfører komplekse rutineopgaver, f.eks. omdøber arkiver eller ændrer størrelse på billeder, kan du indstille Automator til at gøre det for dig, så du undgår talløse tastanslag og klik med musen. Du skal blot fortælle Automator, hvilke handlinger du vil udføre og i hvilken rækkefølge, ved at trække dem til en arbejdsgang, hvorefter Automator udfører dine opgaver lige så tit, du ønsker. Eller du kan optage dine handlinger med Automator, mens du udfører dem, og arkivere dem til senere brug.

Tilpas din indtastningsmetode.

Mac OS X understøtter USB-standarden og derfor kan du bruge dit yndlingstastatur eller din yndlingsmus med din Mac, selv om det/den er udviklet til en pc. Du kan også tilslutte andre indtastningsenheder, der simulerer indtastning med standardmus og -tastaturer. Og du kan endda tilpasse dit tastaturlayout – QWERTY, Dvorak eller andre – og oprette dine egne tastaturgenveje, så de virker, ligesom du vil have det.

Få mere at vide om Tilgængelighed i Mac OS X.