Hvis du vil opgradere din Mac til OS X Lion, behøver du ikke at køre hen til en butik, tage en æske med hjem og installere en hel masse diske. I stedet kan du klikke på symbolet for Mac App Store, købe Lion for 179 kr, hvorefter din Mac gør resten. Du skal bare kontrollere, at du har alt, hvad du skal bruge til at hente Lion til din Mac.
Sådan opgraderer du til OS X Lion:
-
Trin 1: Tjek, at din Mac kan bruge Lion.
Din Mac skal have en Intel Core 2 Duo-, Core i3-, Core i5-, Core i7- eller Xeon-processor for at kunne køre Lion. Find ud af, om din Mac har en af disse processorer, ved at klikke på Apple-symbolet øverst til venstre på skærmen og vælge Om denne Mac.
-
Trin 2: Tjek, at du har den nyeste version af Snow Leopard.
Opdatér til den nyeste version af OS X Snow Leopard, hvis du vil købe OS X Lion fra Mac App Store. Hvis du har Snow Leopard, skal du klikke på Apple-symbolet og vælge Softwareopdatering for at installere den nyeste version.
-
Trin 3: Hent OS X Lion fra Mac App Store.
Åbn Mac App Store fra Dock for at købe og hente det. Og følg vejledningen på skærmen for at installere Lion. Hvis du ikke har bredbåndsadgang, kan du bestille OS X Lion USB Thumb Drive fra Apple Online Store.
