Presseinformation fra Apple

Apple overtager Beats Music og Beats Electronics

CUPERTINO, Californien – 28. maj 2014 – Apple® annoncerede i dag købet af den anmelderroste, abonnementstjeneste Beats Music, der giver adgang til musik online via streaming, og Beats Electronics, der fremstiller de populære Beats-hovedtelefoner og -højttalere samt avanceret audiosoftware. Som led i overtagelsen slutter de to grundlæggere, Jimmy Iovine og Dr. Dre, sig til Apples medarbejderstab. Apple køber de to virksomheder til en samlet pris på 3 milliarder dollars med en købspris på ca. 2,6 milliarder samt ca. 400 millioner dollars, der udbetales over tid.

“Musik er en utrolig vigtig del af alle menneskers liv og har en særlig plads i Apples hjerte,” udtaler Apples CEO, Tim Cook. “Det er derfor, vi altid har investeret i musik og samler disse ekstraordinære teams, så vi kan fortsætte med at skabe de mest innovative musikprodukter og -tjenester i verden.”

“Inderst inde har jeg altid vidst, at Beats hørte hjemme hos Apple,” siger Jimmy Iovine. “Da vi grundlagde virksomheden, var ideen inspireret af Apples enestående evne til at kombinere kultur og teknologi. Apples store engagement over for musikelskere, kunstnere, sangskrivere og musikbranchen er noget ganske særligt.”

Gennem flere årtier har Jimmy Iovine været foregangsmand for nytænkning inden for musikbranchen, og i mere end et årti har han været en yderst vigtig samarbejdspartner for Apple og iTunes®. Hans samarbejde med nogle af de mest succesrige kunstnere i iTunes Store® gennem tiderne – bl.a. som producer – har været med til at gøre Apples musikbutik til verdens mest populære. Jimmy Iovine og Dr. Dre er ægte lydpionerer, kunstnere og iværksættere.

Beats Electronics har ført energien, følelserne og begejstringen ved musikafspilning i lydstudiet tilbage til selve lytteoplevelsen og givet en helt ny generation adgang til lydunderholdning af højeste kvalitet. Beats Music blev udviklet af et team bestående af folk, som alle har dedikeret deres liv og karriere til musik, og virksomheden giver musikelskere en utrolig lytteoplevelse med velvalgt musik.

“Musik er en essentiel del af Apples DNA og vil altid være det,” understreger Eddy Cue, der er Apples ledende vicedirektør for Internet Software and Services. “Med Beats ombord bliver vores musiktilbud endnu bedre, lige fra gratis streaming med iTunes Radio til en abonnementstjeneste i verdensklasse via Beats, og så selvfølgelig muligheden for at købe musik i iTunes Store, som vores glade kunder har gjort i årevis.”

Siden virksomhedens lancering for bare fem år siden er Beats' varemærke med det karakteristiske “b” blevet førstevalget inden for både musik- og sportsverdenen. Derudover et det også førende på markedet for kvalitetshovedtelefoner. Superstjerner som Lady Gaga, Lil Wayne og Nicki Minaj har designet deres egne, specielle hovedtelefoner og højttalere for Beats. Og modedesignere og gadekunstnere som Alexander Wang, Futura og Snarkitecture har i samarbejde med virksomheden skabt eksklusive sortimenter i begrænset antal, mens berømte sportsstjerner som bl.a. LeBron James, Serena Williams og Neymar bruger Beats som en vigtig del af deres træning og spillerutiner. Beats er hurtigt blevet en del af amerikansk populærkultur, og opkøbet betyder, at Beats' produktsortiment nu vil blive udbudt i mange flere lande via Apple Online Store, Apples forhandlere og udvalgte autoriserede Apple-forhandlere.

Apple forventer, at købet afsluttes i fjerde kvartal af dette regnskabsår i henhold til de lovmæssige godkendelser.

Beats Electronics (Beats) blev formelt grundlagt i 2008 som hjertebarn af den legendariske musiker og producer Dr. Dre i samarbejde med Jimmy Iovine, direktør for Interscope Geffen A&M Records. Virksomheden står bl.a. bag produktsortimentet “Beats by Dr. Dre” med hovedtelefoner, øretelefoner og højttalere rettet mod kvalitetsbevidste forbrugere samt den patentbeskyttede softwareteknologi Beats Audio og abonnementstjenesten Beats Music, der giver adgang til musik online via streaming. Gennem disse produkter og tjenester har Beats på effektiv vis ført energien, følelserne og begejstringen ved musikafspilning i lydstudiet tilbage til selve lytteoplevelsen og givet en helt ny generation adgang til lydunderholdning af højeste kvalitet.

Beats Music er en abonnementsbaseret musiktjeneste, der fungerer via streaming og fokuserer på at give hver eneste bruger en personlig musikoplevelse gennem en unik kombination af digital innovation og passion for musik. Beats Music programmeres af et betroet team af anerkendte musikeksperter med over 300 års samlet erfaring på tværs af alle genrer. De kan derfor levere den helt rigtige musik til enhver situation, på ethvert tidspunkt, for enhver musiksmag – og skræddersyet til den enkelte brugers præferencer. Resultatet er en digital musiktjeneste, der også tager hensyn til kunstnerne og gør andet og mere end blot at give adgang til musikoplevelser: den skaber også en følelsesmæssig forbindelse.

Apple designer Mac-computerne, der er verdens bedste personlige computere, sammen med OS X, iLife, iWork og professionel software. Apple er førende inden for den digitale musikrevolution med iPod-modellerne og iTunes Store på internettet. Apple har genopfundet mobiltelefonen med den revolutionerende iPhone og App Store og definerer fremtiden for mobile medie- og computerenheder med iPad.

Pressekontakt:
Adam Howorth
Apple
adamh@apple.com
+44 (0) 20 7184 1202

Christina Vedel
christina@pencilpr.dk
31319106

© 2014 Apple Inc. Alle rettigheder forbeholdes. Apple, Apple-logoet, Mac, Mac OS, Macintosh, iTunes og iTunes Store er varemærker tilhørende Apple. Andre firma- og produktnavne er varemærker tilhørende deres respektive ejere.

Apple Media Helpline 33 42 22 36