Presseinformation fra Apple

Apple og Donate Life America gør det muligt at registrere sig som organdonor på iPhone i USA

Cupertino, Californien og Richmond, Virginia – 5. juli 2016 — Apple og Donate Life America meddelte i dag, at for første gang nogensinde kan iPhone-brugere nu registrere sig som organ-, øjen- eller vævsdonor direkte i appen Sundhed, når iOS 10 lanceres. Via en enkel registreringsproces kan iPhone-brugerne få mere at vide om organdonation og registrere sig med blot nogle få tryk. Alle registreringer, der sker på iPhone, sendes direkte til National Donate Life Registry, der forvaltes af Donate Life America. Muligheden for, at amerikanerne hurtigt og nemt kan registrere sig som donor på nationalt plan, betyder, at de “bærer” beslutningen med sig, uanset hvor de går.

“I gennemsnit dør der hver time i USA én person, der venter på en organtransplantation, fordi efterspørgslen på livsvigtige transplantationer langt overstiger udbuddet af organer – og én donor kan redde helt op til otte liv,” sagde David Fleming, President & CEO for Donate Life America. “Ved at samarbejde med Apple om at indarbejde National Donate Life Registry i appen Sundhed på iPhone gør vi det nemmere for amerikanerne at få information om organ-, øjen- og vævsdonation og hurtigt registrere sig som donor. Det er et kæmpe skridt i den rigtige retning, og i den sidste ende vil det være med til at redde liv.”

I dag venter over 120.000 amerikanere på en livsvigtig transplantation – og hvert 10. minut kommer der endnu en person på ventelisten for transplantationer på nationalt plan. Hver organdonor kan redde helt op til otte liv og gøre mange fleres liv bedre ved at donere væv eller øjne. Hvis man ikke er registreret som donor, ligger beslutningen om donation hos de pårørende, og det er ofte i den værst tænkelige situation efter det pludselige og uventede tab af en nærtstående.

“Det har altid været Apples mission at lave produkter, der kan ændre folks liv. Med den opdaterede version af appen Sundhed oplyser vi og skaber opmærksomhed om organdonation og gør det nemmere end nogensinde før at registrere sig. Det er en enkel proces, der kun tager få sekunder, og som kan være med til at redde op til otte liv,” sagde Jeff Williams, Apples chief operating officer. “Vi glæder os sammen med Donate Life America til at kunne tilbyde iPhone-brugere i USA denne nye funktion med lanceringen af iOS 10.”

Appen Sundhed på iPhone giver et fuldstændigt overblik over dine sundheds- og fitness-data samlet på ét sted. Nødinfo, som er en del af appen, er tilgængelig fra låseskærmen på iPhone. I tilfælde af en ulykke kan den give vigtige helbredsoplysninger til de første, der ankommer til ulykkesstedet. Nødinfo kan vise kategorier som sygdomstilstande, allergier, ordineret medicin, blodtype og kontaktpersoner ved nødstilfælde. Og med iOS 10 bliver det med Nødinfo muligt at registrere sig som organ-, øjen- og vævsdonor hos Donate Life America.

Tilgængelighed
Preview-versionen af iOS 10 for udviklere er i øjeblikket tilgængelig for medlemmer af Apples iOS Developer Program på developer.apple.com, og i denne måned bliver en offentlig betasoftware-ordning tilgængelig for iOS-brugere på beta.apple.com. iOS 10 kommer til efteråret som en gratis softwareopdatering. Få mere at vide på apple.com/dk/ios/ios10-preview.

Donate Life America er en 501(c)3-nonprofit sammenslutning af organisationer og teams på nationalt og delstatsniveau i USA, som har til formål at øge organ-, øjen- og vævsdonation. Donate Life America forvalter det nationale brand for donation USA, Donate Life. Organisationen hjælper teams i delstater og nationale partnere med at tilbyde velfungerende donorregistre, herunder administrationen af National Donate Life Registry, udvikle og gennemføre effektive donoroplysningskampagner på forskellige medier samt inspirere den amerikanske offentlighed til at lade sig registrere sig som organ-, øjen- og vævsdonorer. Få mere at vide på DonateLife.net.

Apple revolutionerede markedet for personlige teknologiprodukter med lanceringen af Macintosh-computeren i 1984. I dag er Apple verdensførende inden for innovation med iPhone, iPad, Mac, Apple Watch og Apple TV. Apples fire softwareplatforme – iOS, macOS, watchOS og tvOS – giver problemfrie overgange mellem alle Apple-enheder og styrker brugerne gennem banebrydende tjenester som App Store, Apple Music, Apple Pay og iCloud. Apples 100.000 medarbejdere brænder for at skabe de bedste produkter i verden – og for at gøre verden til et bedre sted.

Pressekontakt:
Erik Yström
Apple
eriky@apple.com
+46 (0)8-703 30 48

Martin Lund Nielsen
martin@kudos.dk
 

© 2016 Apple Inc. Alle rettigheder forbeholdes. Apple, Apple-logoet og iPhone er varemærker tilhørende Apple. Andre firma- og produktnavne er varemærker tilhørende deres respektive ejere.

Apple Media Helpline 33 42 22 36