Presseinformation fra Apple

Apple Music Festival lyser London op med spektakulære optrædener over 10 aftener i september

Alicia Keys, Bastille, Britney Spears, Calvin Harris, Chance the Rapper, Elton John, Michael Bublé, OneRepublic, Robbie Williams og The 1975 er hovednavne til festivalens 10-års jubilæum

LONDON – 25. august 2016 – Apple meddelte i dag, at Apple Music Festival igen afholdes i Londons legendariske koncertsal Roundhouse til september. Det er 10. gang, festivalen løber af stablen med livemusik, som er eksklusivt udvalgt af Apple Music til fans i hele verden.

Det komplette line-up af kunstnere blev annonceret i dag af Julie Adenuga, Londons stemme på Beats 1 – en Apple Music-radiostation, der hylder den bedste nye musik hver dag. Apple Music giver fansene mulighed for at komme endnu tættere på deres yndlingskunstnere under Apple Music Festival med eksklusive spillelister, nyt om kunstnerne og backstage-interviews i løbet af september måned. De 10 storslåede aftener med liveoptrædener vil blive vist live og on-demand for Apple Music-abonnenter i 100 lande på iPhone, iPad, iPod touch, Mac, PC, Apple TV og Android-enheder.

“I løbet af det seneste årti har festivalen kunnet præsentere de største og bedste kunstnere fra hele verden i London og hjemme i stuerne hos millioner af musikelskere,” sagde Oliver Schusser, Apples vice president of International Content. “Dette års Apple Music Festival bygger videre på denne fantastiske tradition, og vi er meget begejstrede for at have endnu en spektakulær samling af navne til vores 10-års jubilæum.”

Kunstnere, som skal optræde på den kommende Apple Music Festival, delte deres begejstring:

“Jeg elsker London og at optræde i Roundhouse! Jeg glæder mig til at se jer der. Det bliver magisk!!” - Alicia Keys

“Vi glæder os vildt meget til at spille på Apple Music Festival af mange grunde, men primært fordi det bliver vores første rigtige London-optræden, efter udgivelsen af vores nye album ‘Wild World’.” “Roundhouse er et smukt spillested, og det ligger i vores hjemby, så jeg kunne ikke forestille mig et bedre sted at spille en flok nye numre for første gang.” - Bastille

“Jeg glæder mig rigtig meget til at komme tilbage til London, fordi det er et helt særligt sted for mig. Og jeg ser virkelig frem til at optræde på Apple Music Festival. Det er også deres 10-års fødselsdag! Det bliver en fantastisk fest.” - Britney Spears

“Jeg er rigtig glad for at være et af hovednavnene på dettes års Apple Music Festival i Roundhouse i London, og fordi hele verden kan se med live på Apple Music.” - Calvin Harris

“Jeg glæder mig meget til at spille i Roundhouse. Jeg elsker London, og jeg glæder mig til at dele denne fantastiske oplevelse på Apple Music Festival med mine fans.” - Elton John

“Vi ser meget frem til at vende tilbage til det ikoniske Roundhouse i år for at spille på en af vores yndlingsfestivaler, Apple Music Festival, og optræde med nye numre for vores fans!” - OneRepublic

“Vi ser virkelig frem til at være en del af dette års Apple Music Festival. Det var fantastisk at spille i Roundhouse på festivalen i 2013, og vi er glade for at være tilbage igen i år.” - The 1975

Apple Music Festival finder sted fra 18. til 30. september. Fans bosat i Storbritannien kan deltage i en lodtrækning om at vinde billetter på Apple Music samt gennem udvalgte mediepartnere.

Apple Music er en enkelt, intuitiv app, som kombinerer alle de optimale måder at høre og bruge musik på – alt sammen på ét sted. Over 15 millioner betalende abonnenter lytter allerede til spillelister, som er håndplukket ud fra den musik, de elsker. De hører samtidig ny musik før alle andre og opdager hele tiden nye kunstnere.

Nyheder og yderligere oplysninger kan findes på www.applemusicfestival.com, og du kan dele din mening med hashtagget #AMF10 i Apple Musics officielle kanaler på de sociale medier.

Apple revolutionerede markedet for personlige teknologiprodukter med lanceringen af Macintosh-computeren i 1984. I dag er Apple verdensførende inden for innovation med iPhone, iPad, Mac, Apple Watch og Apple TV. Apples fire softwareplatforme – iOS, macOS, watchOS og tvOS – giver problemfrie overgange mellem alle Apple-enheder og styrker brugerne gennem banebrydende tjenester som App Store, Apple Music, Apple Pay og iCloud. Apples 100.000 medarbejdere brænder for at skabe de bedste produkter i verden – og for at gøre verden til et bedre sted.

Pressekontakt:
Erik Yström
Apple
eriky@apple.com
+46 (0)8-703 30 48

Martin Lund Nielsen
martin@kudos.dk
 

© 2016 Apple Inc. Alle rettigheder forbeholdes. Apple, Apple-logoet, Apple Music, Beats 1, iPhone, iPad, iPod touch, Mac og Apple TV er varemærker tilhørende Apple. Andre firma- og produktnavne er varemærker tilhørende deres respektive ejere.

Apple Media Helpline 33 42 22 36