Presseinformation fra Apple

Gratis Hour of Code-workshops 5. til 11. december i alle Apple Stores

Swift Playgrounds får Hour of Code-udfordring og nye lektioner

CUPERTINO, Californien – 17. november 2016 – I dag åbnede Apple tilmeldingen til Hour of Code-workshops i samtlige 487 Apple Retail Stores i verden. De finder sted fra 5. til 11. december og er en del af Computer Science Education Week. Hour of Code-workshops er blandt de mest populære arrangementer i Apple Store og giver mulighed for at lære grundlæggende datalogi med vejledninger i programmering fra Code.org. Apple og Code.org har et fælles mål om at give alle elever mulighed for at lære at programmere.
 
“Hour of Code er en virkeliggørelse af vores vision for Apple-butikkerne om at være et sted, hvor mennesker kan mødes, lære nye ting og have det sjovt sammen,” sagde Angela Ahrendts, Apples senior vice president of Retail. “Vi er stolte over at præsentere Swift Playgrounds-appen på vores workshops og beærede over igen at samarbejde med Code.org om dette vigtige initiativ. Hour of Code er et af årets største højdepunkter for både vores medarbejde og de familier, der besøger vores butikker.” 
 
“Siden vi introducerede Hour of Code i 2013 har Apple hvert år øget sin deltagelse og fundet nye måder at præsentere programmering til et stigende antal børn på,” sagde Hadi Partovi, grundlægger og CEO for Code.org. “Den globale gennemslagskraft, som Apple har i kraft af sine butikker og dygtige medarbejdere, har gjort en forskel for tusindvis af børn, og med introduktionen af Hour of Code i Swift Playgrounds kan vi give endnu flere børn et indblik i kodningens verden.” 
 
Swift Playgrounds
I år vil Hour of Code-arrangementerne i mange Apple-butikker indeholde en introduktion til den nye og gratis Swift Playgrounds-app til iPad, der gør kodning levende. Swift Playgrounds har en interaktiv grænseflade, der opmuntrer nybegyndere til at udforske, hvordan det er at arbejde med Swift – programmeringssproget fra Apple, der er nemt at lære, og som bruges af professionelle udviklere til at lave apps og programmer i verdensklasse.
 
“Kodning er et sprog som så mange andre. Jo tidligere man stifter bekendtskab med det, desto hurtigere lærer man at beherske det,” sagde Craig Federighi, Apples senior vice president of Software Engineering. “Uanset om man befinder sig i en Apple Store, i et klasseværelse eller derhjemme med en iPad, så gør Swift Playgrounds rigtige kodningskoncepter spændende og giver den næste generation de færdigheder, som de skal bruge til at udtrykke deres kreativitet.”
 
En ny Hour of Code-udfordring i Swift Playgrounds gør det nemt for alle og enhver at arrangere deres egen kodningsevent af en times varighed. Og til alle dem, der gerne vil bygge videre på deres kodningsfærdigheder på iPad, har Swift Playgrounds tilføjet et nyt sæt lektioner – Learn to Code 3 – med medfølgende Teacher Guide.
 
Hour of Code for undervisere 
Udover workshops i butikkerne har Apple udviklet en serie værktøjer, der udbreder Hour of Code til bl.a. skoler og indeholder en gratis vejledning til undervisere med idéer til lektioner, gruppeaktiviteter m.m. Apple Teacher er et gratis og professionelt undervisningsprogram, man kan følge i sit eget tempo, og som hjælper lærere i USA – og det har nu fået nye materialer, badges og virtuelle skulderklap, der gør det nemt at lære og undervise i kodning med Swift Playgrounds på iPad.
 
Apple arbejder i forvejen sammen med 114 underpriviligerede skoler og har sat 100 millioner dollars af til sin indsats for at forsyne dem med teknologi, tjenester og support. I forlængelse af dette initiativ donerer Apple nu materialer og ressourcer til ConnectED-skoler rundt omkring i USA, så de kan arrangere deres egne Hour of Code-workshops.
 
Apple revolutionerede markedet for personlige teknologiprodukter med lanceringen af Macintosh-computeren i 1984. I dag er Apple verdensførende inden for innovation med iPhone, iPad, Mac, Apple Watch og Apple TV. Apples fire softwareplatforme – iOS, macOS, watchOS og tvOS – giver problemfrie oplevelser på tværs af alle Apple-enheder og styrker brugerne gennem banebrydende tjenester som App Store, Apple Music, Apple Pay og iCloud. Apples over 100.000 medarbejdere brænder for at skabe de bedste produkter i verden – og for at gøre verden til et bedre sted.
 
Pressekontakt:
Erik Yström
eriky@apple.com
+46 (0)8-703 30 48
 
Martin Lund Nielsen
martin@kudos.dk


© 2016 Apple Inc. Alle rettigheder forbeholdes. Apple, Apple-logoet, Apple Store, Swift Playgrounds, iPad og Swift er varemærker tilhørende Apple. Andre firma- og produktnavne kan være varemærker tilhørende deres respektive ejere.

Apple Media Helpline 33 42 22 36