Caponigro om farver
Mætning
Hvad er farveteori? Hvordan er dets sprogbrug? Og hvordan kan det bruges?
I sit essay, "Colour Theory", besvarer kunstner og forfatter John Paul Caponigro disse spørgsmål. Og ved at gøre det viser han, hvordan - med korrekt forståelse af farveteorien - professionelle, der arbejder med farver, kan skærpe deres opfattelse af farve og beskrive farven mere præcist.
En af de mest karakteristiske funktioner ved en visuel kunstners brug af farve er vedkommendes brug af mætning.
Mange fotografer får ofte spørgsmålet: "Fotograferer du i sort/hvid eller farver?" Selvom mange af dem, der stiller spørgsmålet, ikke ser det som et værdiladet spørgsmål, er det faktisk det, der er. Der er ofte en skjult antagelse om, at man ikke kan bruge begge metoder lige godt. Faktisk kan arbejde med den ene type forbedre arbejdet med den anden. Desuden antyder spørgsmålet, at sort/hvid (og gråtoner) ikke er farver, mens de faktisk er meget bestemte farve - nemlig neutrale farver. Og spørgsmålet omfatter ikke problemet med, hvordan en fotograf bruger mere mættede farver. Mærkeligt nok stilles dette spørgsmål sjældent til kunstmalere og filmproducenter. Et mere nyttigt spørgsmål kunne være: "Hvor mættet er din palet?"
Der er i store træk seks forskellige mætningsniveauer: Neutral, halv-neutral, formindsket mætning, komplet mætning, stor mætning og super-mætning.
Neutrale farver er karaktiseret af manglende mætning. Neutrale farver ligger langs den lysstyrkeryg, der samler alle nuancer. (Lige dele komplementære farver blandes til fremstilling af neutrale farver.) Ved hver eneste lysstyrkeværdi findes kun en virkelig neutral farve. Det er forholdsvis enkelt at bruge neutrale farver, da to andre farvevariabler (nuance og mætning) reduceres til de samme værdier (nul); der holdes måde med midlerne. For at fremstå lysstærke bruger neutrale billeder typisk stor kontrast i lysstyrken for at kompensere for den manglende nuance og mætning. Med et par få undtagelser præsenterer neutrale billeder normalt en radikal ændring af den måde, vi ser på. Mange mennesker forbinder det med drømmetilstande, hvad enten de drømmer i sort/hvid eller ej. Det opfattes ofte som elegant, men konservativt og behersket. Lysstyrkekomponenten i farver hjælper med til at bedømme illuminationsniveauer, rumlige forhold og omfang. Formelle kvaliteter og illuminationskvaliteter bliver meget vigtige i neutrale billeder. Neutrale billeder forbindes ofte med antikken eller tidløshed.
Halv-neutrale farver indeholder meget små mængder mætning. Værdierne trænges omkring lysstyrkeryggen inden for en lille radius. Halv-neutrale farver indeholder ikke rigtige neutrale farver. De fungerer næsten lige som neutrale farver, men med yderligere kompleksitet. Rumlige forhold kan forstærkes raffineret ved en anelse tilsætning af nuance. Der kan også opnås spillende og glansfulde farveeffekter.
Billeder med formindsket mætning bruger lave mætningsniveauer. Værdierne trænges omkring lysstyrkeryggen inden for en større radius, men de opnår ikke helt naturalistisk mætning. Selv om de ikke repræsenteres fuldstændigt, bliver mætningen af elementer inden for en komposition tydelig. På lignende måde kan den omgivende farvetemperatur antydes. Rumlige forhold kan skildres mere tydeligt ved hjælp af nuancer. Nuancer bliver vigtigere i kompositioner, selv om det muligvis ikke er det vigtigtste, afhængigt af hvordans den bevidste nedsættelse af dem håndteres. Billeder med formindsket mætning virker ofte ikke realistiske. De virker en anelse beherskede, på grænsen, hverken her eller der, men noget indimellem. Mange mennesker forbinder formindsket mætning med fortiden, især den nylige fortid.
Neutral.
Halv-neutral.
Formindsket mætning.
Komplet mætning.
Stor mætning.
Super-mætning.
Komplet mættede billeder er de mest repræsentative billeder. Farver kan bruges til at få elementer i en komposition til at se ens ud eller forskellige, afhængigt af graden af kontrast i et eller flere af dets elementer - nuance, mætning eller lysstyrke. Alle tre farveelementer kan bruges til at beskrive form, rum og lys. Ofte er lysstyrkekontrasten lavere end i neutrale og halv-neutrale paletter for at bevare et realistisk udseende. Komplet mættede paletter er relativt energiske. De bliver afgjort opfattet som værende nutidige.
Stor mætning i billeder betyder, at mætningen er stor uden at være urealistisk. Nuance bliver dominerende. Den kan kappes om at være det primære fokuspunkt med emnet, rumlige forhold eller lysets kvalitet. Meget mættede billeder er energiske. De forbindes med nutiden, er normalt udtryksfulde og sommetider ungdommelige.
Super-mættede billeder bruger ekstreme mætningsniveauer. Realistiske repræsentationer er normalt ikke formålet. Farver virker ofte urealistiske. Desuden er der en tendens til, at farverne forvrænges med abrupte overgange mellem forskellige nuancer. Nuancer bliver det vigtigste, mere end emne og rumlige forhold. Super-mættede billeder har tendens til at blive endimensionale. De er meget energiske, udtryksfulde og forbindes sommetider med ændrede bevisthedsstadier.
Du kan bruge Color Sampler Tool i Photoshop i kombination med Apples farvevælger til at oprette farvekurver og identificere mætningsniveauet i et eller flere billeder, enten dine egne eller andres. Se artiklen "Oprette en farvekurve" for at finde ud af hvordan.
For at gøre billeder i et enkelt værk ensartede kan det være en hjælp, og i nogle tilfælde nødvendigt, at begrænse brugen af mætning. Mange kunstnere bruger kun et mætningsniveau. Selvom det er utroligt vanskeligt at præsentere en stor mængde mætningsniveauer i et enkelt værk (men ikke i et enkelt billede) - f.eks. både neutrale og mættede billeder - er det muligt at præsentere billeder, der bruger flere mætningsniveauer, hvis de hører nøje sammen, som f.eks. nedsat mætning og helt mættede paletter eller helt mættede og meget mættede paletter. Efterhånden som variationen i mætningsniveau øges, bliver det vanskeligere at få separate billeder til at se ud, som om de hører sammen.
Når du tænker på Ansel Adams' fotografier, tænker du mere på neutrale billeder end på meget mættede billeder. Når du tænker på Matisses malerier, tænker du mere på super-mættede billeder end på neutrale billeder. Opfat din brug af mætning som en afgørende komponent i definitionen af en signaturstil.