Vi føler os ikke begrænset til en bestemt stil og vil gerne udforske tingene fra et konceptuelt synspunkt

D-Fuse: Cold fusion

Musikere optræder ved koncerter, og kunstnere udstiller deres værker i gallerier. Sådan er det bare, og det er den vedtagne måde at præsentere kunstneriske udfoldelser på. Men London-studiet D-Fuse er ved at nedbryde disse konventioner. De blander liveoptrædender med ferniseringer og improvisation med omhyggeligt udformet kunst for at skabe eksplosive forestillinger og imponerende udstillinger. "Vi føler os ikke begrænset til en bestemt stil og vil gerne udforske tingene fra et konceptuelt synspunkt", siger Keri Elmsly, producer hos D-Fuse. "Man kan sige, at vores værker drives af et grafisk udtryk, men også har en fantastisk filmisk energi".

D-Fuse begrænser ikke sig selv til en enkelt grafisk stil eller kunstnerisk moderetning. Firmaet har designet og fremstillet albumomslag, trykte annoncer, tv-reklamer, kunstinstallationer, dvd'er og VJ-show. De blander medierne - video, grafikanimation, stillbilleder og musik. Og de gør det med Mac'er. "Apple-computere gør dig fri af begrænsningerne", siger Elmsly. "Teknologien har udviklet sig så hurtigt i de sidste seks til syv år, at vi har været i stand til at udvide vores legeplads og udtrykke vores kreative ideer, som vi har haft lyst til".

D-Fuse

Holdet bag D-Fuse har arbejdet med BMW, Nike, Beck, Nokia Trends, The London Symphony Orchestra, Fujitsu og mange andre musikere, firmaer og museer. Deres seneste projekt, en bog på 200 sider med titlen "VJ: Audio-Visual Art and VJ Culture", er en omfattende samling af lyd-/videoteknikker og historier bundet sammen i en enkelt paperback-udgivelse. Det er en oversigt over VJ-kulturen og dens metoder samt en detaljeret gør-det-selv-vejledning med udgangspunkt i D-Fuse og andre kunstneriske projekter samt de højteknologiske metoder, der ligger bag projekterne. Bogen er på en måde det store værk fra D-Fuse. Den er også drivkraften i en digital medierevolution, en angrebsplan for kunstnere i hele verden. "Det er en bog om den audiovisuelle kultur", sige Mike Faulkner, kunstner og medstifter af D-Fuse. "Omkring 130 kunstnere blev interviewet, og vi diskuterer historien bag VJ-bevægelsen, samplingkulturen og forskellige kunstneriske metoder. Bogen forklarer alt, hvad vi gør".

Bryder grænser

Når man prøver at forstå, hvad D-Fuse gør, er det en hjælp at tænke på, hvordan studiet har en tendens til at presse teknologien til det yderste. Eksempel: En af studiets dvd'er, Becks "Guero", er så avanceret, at den kan give de enkleste dvd-afspillere spastiske lammelser. "Det er en teknisk udfordrende dvd, og pladeselskabet var klar over, at den ville ødelægge nogle dvd-afspillere", siger Elmsly.

Seerne kan vælge, hvordan de vil se dvd'en, som giver adgang til omkring 106 forskellige funktioner. "Vi fik frihed til at fortolke Becks musik, som vi ville", siger Elmsly. "Det var en helt fantastisk kreativ proces for os. Vi fik musikken leveret fra Beck; vi sendte råoptagelser af film tilbage til ham. Han bakkede os meget op og ændrede ingenting".

D-Fuse klippede alt det visuelle materiale sammen til "Guero" med Final Cut Pro. "Final Cut er faktisk vores vigtigste værktøj", siger Faulkner. "Det er et så logisk program - det er nærmest ligesom at svømme eller løbe. Det har også skjulte talenter. Vi kan blande grafikanimation fra Adobe After Effects, stillbilleder fra Photoshop og lyd fra Logic. Dets funktioner er simpelthen fantastiske".

Det krævede megen arbejdskraft at producere "Guero", og det var vanskeligt, men den type arbejde er ikke noget nyt for holdet. De udgav den første dvd med titlen "D-Tonate" i 2004. Det var en blanding af grafikanimation, video og stillbilleder baseret på delte medier. D-Fuse fremstillede en serie video- og grafikklip og sendte dem til nogle af deres musikalske yndlingskunstnere som Ken Ishii, Scanner, Funkstorung og Kid 606. Musikerne indspillede musik til det visuelle materiale fra D-Fuse, hvorefter D-Fuse satte det hele sammen til en dvd. Det var forløberen for "Guero", og den havde flere lag, som seerne havde fri adgang til, så de fik en slags liveoptræden hjemme i stuerne. Dvd'en var en god repræsentant for D-Fuses liveoptræden, der trodser enhver beskrivelse.

 
 
 
 

Find et produkt

Køb på nettet. Eller ring til 80 24 08 35

Find en Apple-forhandler: