shiftcontrol: Automobilitet
Jørgen Skogmo og Patrik Svensson er på farten - og det er deres arbejde også. Deres designstudie i København, shiftcontrol, fremstiller computermedierede interaktive oplevelser, der genereres i realtid. De vises frem så forskellige steder som i hightech-installationer og dyre modebutikker efter bestilling fra kunder som det italienske designfirma Prada og dansk tv.
For shiftcontrol handler det først og fremmest om bevægelse, så deres portfolio indeholder naturligvis arbejde i forbindelse med biler. For nylig har firmaet udviklet et avanceret projekt til visualisering af information til Volkswagens besøgscenter, der hedder Autostadt og ligger i nærheden af firmaets hovedsæde i Wolfsburg, Tyskland, hvor den første VW blev fremstillet.
Tætte partnerskaber
Tætte partnerskaber og kreativ brug af teknologi var afgørende for, at det lykkedes shiftcontrol at opnå de avancerede effekter, der vises i Autostadt. Skogmo og Svensson arbejdede tæt sammen med holdet bag Mac OS X-spilteknologien og -udviklingsværktøjet Unity, som er deres foretrukne platform til interaktive medier, og med Markus Schaefer fra det schweiziske firma Hosoya Schaefer Architects, deres foretrukne partner til avancerede koncepter. Det schweiziske grafiske designfirma Büro Destruct bidrog også med visuel ekspertise.
© Hosoya Schaefer Architects / shiftcontrol
For Skogmo begyndte projektet, da Schaefer inviterede shiftcontrol til at samarbejde om Volkswagen-opgaven. "Vi hjalp til med at udvikle interaktionsmodellen og skærmlayoutet", fortæller han. "Min baggrund som geograf og cykelbud i kombination med Markus' stærke evner inden for konceptualisering og forskning gjorde det muligt for os at betragte biltemaet fra mange vinkler. Vi arbejdede som et team og slog bro over den sædvanlige afgrund mellem designer og programmør, og det blev et projekt, som bidrog til at skabe en identitet for vores firmaer."
Global mobilitet
Skogmo og Svensson er afhængige af et solidt værktøjssæt. I dette tilfælde omfatter værktøjerne, som gør det muligt at fremstille og vise de algoritmestyrede animationer og interaktive installationer med sensorinput, en række Apple Cinema Displays og Mac-computere med en alenlang liste over software.
Skogmo fortæller, at Autostadt-projektet "Mobiglobe: Visualization of Global Mobility", som afvikles på ti Mac-computere i Volkswagen-pavillionen, er shiftcontrols hidtil største projekt. Gæsterne interagerer i realtid med berøringsfølsomme skærme på fire stationer og kan vælge mellem hele 48 emner.
Selve stedet er har stor betydning; Skogmo kalder Autostadt for "bilernes Disneyland". Ud over de enkelte Volkswagen-mærkers pavilloner rummer Autostadt et museum, et besøgscenter med rundvisninger på den enorme fabrik og med udlevering af biler til tyske kunder samt en biograf. Autostadt er desuden hjemsted for verdens største glasdøre og verdens længste streg (omkring 6 km lang).
Information på smukkeste vis
Mobiglobe er så indholdsmættet, at man iflg. Skogmo "kan stå og kigge på det i timevis". I lighed med Edward Tuftes eksempler på informationsdesign bruger Mobilglobe komplekse ideer og gør dem smukke. "Det er et stort skridt fremad i sammenligning med den aktuelle generation af installationer i Autostadt" siger Skogmo. "De fleste af de andre er da flotte- det er god underholdning - men mængden af indhold er begrænset".
Som en kontrast, fortæller Skogmo, "beskriver Mobiglobe, hvordan bilers og personers evne til at være mobile afhænger af en række tjenester - og hvordan den personlige frihed får en række konsekvenser". De 48 emner er organiseret i 3 kapitler - kultur, økonomi og system - og 12 temaer fra bilens udvikling til genbrug i nutidens bilindustri.
Hvert tema udforskes derefter med udgangspunkt i den enkelte bil, lokalområdet, verden - og selve tiden. "Igennem hele projektet", supplerer Schaefer, prøver vi at vise forbindelsen mellem individuelle oplevelser og globale konsekvenser".
Mærkelige og komplekse data
På trods af deres fejende flotte visioner tager partnerne ikke sig selv alt for alvorligt. "Installationen omfatter alle disse mærkelige og komplekse data fra mange forskellige områder - det er Markus' specialitet", fortæller Skogmo. "Men takket være den måde, de vises på, giver de mening og er nemme at forstå og lære af".