Fundamental innovation.
Mac OS X Server, verdens mest brugervenlige serveroperativsystem, kombinerer en intuitiv og enkel grænseflade med et bundsolidt UNIX-fundament, så selv personer uden teknisk erfaring kan indstille og administrere en server. Siden Mac OS X Server blev frigivet, har det leveret hundredvis af nye funktioner, inklusive Open Directory, iCal Server, Podcast Producer, Wiki Server, NetBoot, NetInstall og Xgrid. Snow Leopard Server, den næste generation af Mac OS X Server, leverer nye centrale softwareteknologier og tjenester, der er designet til at sikre firmaets kommunikation, frigøre kraften i moderne hardware og lægge fundamentet til en ny bølge af fornyelser.
iCal Server 2
iCal Server, en kalender- og planlægningstjeneste baseret på åbne standarder, var den første kommercielle CalDAV-kalenderserver. Snow Leopard Server følger trop med den næste større opdatering af iCal Server, som inkluderer gruppe- og fælleskalendere, beskeder med Push-funktion, mulighed for at sende e-postinvitationer til andre, som ikke bruger iCal Server, samt et browserbaseret program, som sikrer brugernes adgang til kalendere via Internet, når de ikke sidder ved deres Mac.
Samarbejde
Leopard Server gjorde det muligt for grupper at samarbejde via Internet vha. wikier, blogs, postlister og RSS-feeds. Snow Leopard Server indeholder endnu bedre samarbejdsfunktioner med wiki- og blogskabeloner, der er optimeret til iPhone, søgning efter indhold i flere wikier og fremvisning af bilag vha. Quick Look. Desuden introduceres funktionen My Page, som giver brugerne et praktisk sted, hvor de kan få adgang til deres webprogrammer, modtage beskeder og se aktivitetsrapporter.
Ekstern adgang
Der har aldrig været større behov for sikker ekstern adgang til firmanetværket, end der er nu, hvor verden bliver stadig mere mobil. Snow Leopard Server overfører beskeder til mobile brugere uden for din firewall, og en proxy-tjeneste giver dem sikker ekstern adgang til deres e-post, adressebog, kontakter, kalendere og specielle interne websteder.
Flere kerner
“Grand Central”, som er en række nye teknologier, der er indbygget i Snow Leopard, sikrer, at Mac OS X understøtter systemer med flere kerner bedre end andre operativsystemer. Flere kerner – og ikke højere klokfrekvenser – øger ydeevnen i dagens processorer. Grand Central sikrer, at alle dele af Mac OS X kan arbejde med flere kerner, og optimerer systemet, så det kan tildele og fordele opgaver på flere kerner og processorer. Grand Central gør det også meget nemmere for udviklere at skabe programmer, som udnytter al kraften i systemer med flere kerner.
ZFS
Snow Leopard Server føjer læse- og skriveunderstøttelse til det effektive 128 bit ZFS-arkivsystem, som inkluderer avancerede funktioner som lagringsgrupper, dataredundans, automatisk fejlretning, dynamisk udvidelse af enheder og snapshots.
Podcast Producer 2
Podcast Producer 2, en komplet løsning til kodning, publicering og distribution af podcasts i høj kvalitet, indeholder en ny redigeringsfunktion til arbejdsgange, som fører dig gennem alle de vigtige trin i produktion af en god podcast. De trin inkluderer alt fra udvælgelse af videoer, overgange, titler og rulletekster samt vandmærke- og andre effekter, der kan føje oplysninger om kodningsformat og modtager – wiki, blog, iTunes U, Podcast Library – til de færdige podcasts.
Understøttelse af videokopiering fra to kilder giver brugerne mulighed for at optage både en person, der taler, og en præsentationsskærm, hvilket er ideelt til “billede-i-billede-podcasts” med forelæsninger. Podcast Producer inkluderer nu Podcast Library, som giver dig mulighed for at være vært for lokale podcasts og gøre dem tilgængelige via abonnementer på kategorier via automatiske Atom-webfeeds.
Mail Server
Posttjenesten i Mac OS X Server er baseret på åbne standarder og er den ideelle server til mindre virksomheder, som vil have deres egen postserver. Med Snow Leopard Server får den større ydeevne og bliver mere fleksibel, fordi den nu er designet til at håndtere tusindvis af forbindelser samtidig. Posttjenesterne er blevet forbedret og inkluderer nu e-postregler på serveren og automatiske svar, når en bruger f.eks. er på ferie.
Address Book Server
Med den første version af Address Book Server, som er baseret på åbne standarder, er det nemmere end nogensinde at dele kontakter på flere computere med Snow Leopard Server. Address Book Server er baseret på den kommende CardDAV-specifikation, som bruger WebDAV til udveksling af vCards, og giver brugerne mulighed for at dele personlige kontakter og gruppekontakter på flere computere samt at bruge kontaktoplysninger eksternt uden de begrænsninger og sikkerhedsproblemer, der er i forbindelse med LDAP.
64 bit
For at administrere den enorme mængde hukommelse, som nu findes i avanceret hardware, udvider Snow Leopard 64 bit teknologien i Mac OS X, så systemet understøtter fantastiske mængder hukommelse – helt op til 16 TB i teorien, hvilket er 500 gange mere end i dag. Med mere hukommelse kan serverprogrammer arbejde hurtigere, og der kan oprettes mange flere netværksforbindelser.
OpenCL
Endnu en kraftfuld Snow Leopard-teknologi, OpenCL (Open Computing Language), gør det muligt for udviklere at udnytte de mange “gigaflop” beregningskraft, som hidtil har værer begrænset til grafikprocessoren. Grafikprocessorerne nærmer sig beregningshastigheder på op til en billion beregninger pr. sekund, så de kan meget mere end blot tegne billeder. OpenCL udnytter den kraft til beregningskrævende programmer som til DNA-forskning, videokodning, signalbehandling og simulationer af fysiske og økonomiske modeller.