En mere dybtgående udforskning.

På vores planet findes der mest liv i havene. Og alligevel er størstedelen af disse områder stadig ukendte. Der er utallige arter – og i visse tilfælde hele økosystemer – der endnu ikke er blevet opdaget. Så en gruppe marinbiologer har udviklet en måde at komme endnu dybere ned i deres forskning ved at tage en iPad med ned under havets overflade.

75 %

af verdens koralrev trues af naturlige og menneskeskabte belastninger.

Kilde: National Oceanic and Atmospheric Administration, 10. dec., 2013

Forurening, overfiskeri og de globale klimaforandringer er blot nogle af de problemer, der plager verdenshavene.

Og når et vandmiljø viser de første tegn på belastning, svinder antallet af fisk og andre organismer i koralrevene ind. Derfor er dr. Michael Berumens og hans teams arbejde så vigtigt. Berumen, marinbiolog og professor ved King Abdullah University of Science and Technology, tager på dykkerekspeditioner i hele verden for at indsamle data om rev og deres dyreliv. Simpel information om antal fisk i et rev kan fortælle en dybere historie om et havs tilstand. Og kan hjælpe med at bevare det.

“Vi ved meget om livet på land. Men vi er kun lige begyndt at komme til bunds med havene.”

Dr. Michael Berumen

Dr. Berumen og hans team brugte tavler, vandtæt papir og blyanter til at skrive deres opdagelser ned.

Uanset hvad de gjorde, var Berumen og hans team begrænset af deres værktøjer. De købte tavler, vandtæt papir og almindelige blyanter til at registrere deres fund – talte tusindvis af fisk på papiret. Og bagefter skulle oplysningerne indtastes manuelt på en computer – en proces, der ikke bare var utrolig tidskrævende, men også gav risiko for fejl.

“Vi var nødt til at indtaste dataene med det samme, før vi glemte, hvad vi havde skrevet”, forklarer Berumen, “og vi kunne ofte slet ikke læse vores egen håndskrift. Vi brugte mere tid på at indtaste data end på at dykke. Efter endnu en tur, hvor jeg brugte masser af timer på at transskribere noter, tænkte jeg: Det er vanvittigt, det her.” Fordi Berumen i forvejen brugte sin iPad meget, besluttede han at finde på en måde, han også kunne bruge den på i sit arbejde under vandet.

“iPad var det oplagte valg. Let at bruge, og styresystemet er stabilt. Det er det, man har brug for, når man er under vandet og indsamler vigtige data.”

Berumen og hans team udviklede iDive-undervandsetuiet, så iPad kunne komme med ned i dybet.* Etuiet er konstrueret af gummi, forskellige typer polykarbonat og trykstøbte metaller. Nede i dybet, hvor Berumen og hans team ofte udfører undersøgelser, er der omkring fem atmosfærers tryk på enheden. iDive-undervandsetuiet fungerer som en ventil på et iltapparat og tilføjer eller udleder automatisk luft for at justere det interne tryk. På den måde virker funktioner i iPad – inkl. Multi‑Touch-skærmen, kameraet og endda Bluetooth-forbindelser – dybt nede i havet.

“Havet er stadig stort og ukendt. Men vha. iPad med iDive-undervandsetuiet bliver det nemmere at undersøge.”

Teamet har også udviklet en app, der har ændret den måde, de indsamler data på. Nu indlæser de på forhånd billeder af forskellige fiskearter – og tæller dem ved at trykke på billederne i stedet for at skrive på papir. Når de katalogiserer op til 100 arter på et enkelt dyk, gør det en kæmpe forskel i forenklingen af deres datasamling. Hvis de finder en ny art, kan de bruge kameraet i iPad til at tage et billede af den. Og når de er oppe på landjorden igen, overfører videnskabsmændene alle dataene på sekunder. Det sparer vigtig tid. Og de oplysninger, de indsamler, er meget mere præcise.

“Jeg er spændt på at se, hvordan andre kan udnytte denne teknologi.”

Når mængden af fisk svinder ind, kan det betyde, at et område står over for miljømæssige belastninger, mens nye arter kan vise, at et rev vokser. De data, som Berumen og hans team indsamler med iPad, giver os vigtige oplysninger og vejledning til, hvordan verdens havområder kan bevares.

Og Berumen ser store muligheder i, at alle nu kan bruge iPad under vandet. “Vi ved, at iDive kan bruges på mange måder, men der vil være endnu flere end dem, vi kan forestille os,” siger han. Sikkerheden bliver forbedret, når dykkere bruger iPad til at kommunikere med andre dykkere eller båden. Kommercielle dykkere kan se en film eller læse en bog, mens de venter i dekompressionstanken. Fremtidige apps vil måske være med til at afpudse dykkerfærdigheder eller tillade “lægmandsundersøgelser”, hvor alle kan tælle arter og bidrage med deres data til videnskaben. “Eller måske er der nogen, der bare har lyst til at dokumentere deres bryllupsrejse på dybt vand,” siger Berumen. “Der er uanede muligheder for brug af iPad under vandet, alt fra sikkerhed til forskning, kommunikation og fornøjelser.”

“71 % af jorden er dækket af vand. Og nu kan iPad komme ned i det. Det vil give os flere undervandsmuligheder, end vi nogensinde havde drømt om.”

Tilbage til overfladen