Presseinformation fra Apple

App Store sætter ny rekord på nytårsdag

Kunderne købte for 240 mio. dollar, hvilket gør 1. januar 2017 til App Stores hidtil travleste dag

App-udviklerne tjente 20 mia. dollar i 2016 – en stigning på 40 % i forhold til 2015

CUPERTINO, Californien – 5. januar 2017 – Apple meddelte i dag, at App Store tog hul på 2017 med den travleste dag nogensinde. Nytårsdag kronede et rekordhøjt julesalg og et år med den højeste indtjening for udviklere nogensinde samt nye apps, der hittede. Alene i 2016 tjente udviklere over 20 mia. dollar, en stigning på over 40 procent i forhold til 2015. Siden lanceringen af App Store i 2008 har udviklere tjent over 60 mia. dollar på at lave fantastiske app-oplevelser til App Store-kunder på iPhone, iPad, Apple Watch, Apple TV og Mac. Deres store arbejde var med til at give 2017 en forrygende start, hvor salget i App Store nytårsdag blev det højeste nogensinde med en omsætning på næsten 240 mio. dollar. 

“2016 var et rekordår for App Store, som genererede 20 mia. dollar til udviklere, og 2017 har fået en forrygende start med 1. januar som App Stores største dag nogensinde,” sagde Philip Schiller, Apples Senior Vice President of Worldwide Product Marketing. “Vi vil vil gerne takke alle vores udviklere for de mange innovative apps, de har produceret – der sammen med vores produkter – i den grad er med til at forbedre folks liv.”

Kunderne slog alle rekorder denne jul med køb i App Store for over 3 mia. dollar alene i december. I selvsamme måned skrev Super Mario Run historie med over 40 mio. downloads inden for bare fire dage fra udgivelsen og blev den mest downloadede app i verden juledag og nytårsdag. 

Super Mario Run er også blandt sidste års 10 mest downloadede apps på verdensplan, med Pokémon Go øverst på listen. Pokémon Go, et populært spil fra Niantic, blev hurtigt et kulturfænomen i midten af 2016. Prisma, Reigns, Procreate, Lumino City, Sweat With Kayla og djay Pro fra nogle af Apples uafhængige udviklere var blandt de mest succesfulde apps til henholdsvis iPhone, iPad, Apple TV, Apple Watch og Mac. Der er i alt 2,2 mio. apps i App Store, en stigning på over 20 procent i forhold til sidste år. 

App Store er tilgængelig i 155 lande og giver Apples kunder adgang til millioner af apps, hvormed de kan forenkle deres liv, styrke deres interesser og være i kontakt med folk fra hele verden. App Stores største markeder er USA, Kina, Japan og Storbritannien, med Kina, der år efter år oplever rekordhøj stigning på utrolige 90 procent. App Stores globale indflydelse var synlig i det forgange år med to kampagner – Apps for Earth og Spil til (RED). I samarbejde med Verdensnaturfonden og (RED) fik kunderne mulighed for at gøre en forskel, hvor de kunne være med til at beskytte liv på Jorden og støtte kampen mod aids. Det særlige indhold, som de deltagende udviklere udarbejdede i deres respektive kampagner, var i fællesskab med til at indsamle over 17 mio. dollar til de to organisationer. 

Med introduktionen af iMessage-apps og SiriKit i iOS 10 skabte udviklerne spændende nye typer app-oplevelser. iPhone- og iPad-kunderne har nu adgang til over 21.000 iMessage-apps, hvor de kan sende klistermærker og kommunikere med vennerne. Og for første gang nogensinde kan brugerne bede Siri om at bestille en vogn, foretage betalinger, ringe tilbage og meget mere.

Eftersom det blev muligt at bruge abonnement i alle 25 app-kategorier i efteråret, herunder Spil og Børn, kan kunderne abonnere på populære tjenester fra over 20.000 apps – med Netflix, HBO Now, Line, Tinder og MLB.com At Bat blandt de mest populære sidste år. Takket være iPhone- og iPad-kunderne voksede App Stores omsætning fra abonnementer markant i 2016 til 2,7 mia. dollar, en stigning på 74 procent fra 2015. 

Apple revolutionerede markedet for personlige teknologiprodukter med lanceringen af Macintosh-computeren i 1984. I dag er Apple verdensførende inden for innovation med iPhone, iPad, Mac, Apple Watch og Apple TV. Apples fire softwareplatforme – iOS, macOS, watchOS og tvOS – giver problemfrie oplevelser på tværs af alle Apple-enheder og styrker brugerne gennem banebrydende tjenester som App Store, Apple Music, Apple Pay og iCloud. Apples over 100.000 medarbejdere brænder for at skabe de bedste produkter i verden – og for at gøre verden til et bedre sted.

Pressekontakt:
Erik Yström
Apple
eriky@apple.com
+46 (0)8-703 30 48

Martin Lund Nielsen
martin@kudos.dk
 

© 2017 Apple Inc. Alle rettigheder forbeholdes. Apple, Apple-logoet, App Store, iPhone, iPad, Apple Watch, Apple TV, Mac, iMessage og Siri er varemærker tilhørende Apple. Andre firma- og produktnavne kan være varemærker tilhørende deres respektive ejere.

Apple Media Helpline 33 42 22 36