Legal

VILKÅR OG BETINGELSER

GAME CENTER

NEDENSTÅENDE JURIDISK BINDENDE AFTALE ("AFTALE") REGULERER DIN BRUG AF GAME CENTER-TJENESTEN. DET ER VIGTIGT, AT DU LÆSER OG FORSTÅR DE FØLGENDE VILKÅR. VED AT TRYKKE PÅ "ACCEPTER" ACCEPTERER DU, AT DISSE VILKÅR GÆLDER FOR DIN ADGANG TIL OG BRUG AF GAME CENTER-TJENESTEN. HVIS DU ER MINDREÅRIG, SKAL DU GENNEMGÅ DENNE AFTALE SAMMEN MED DINE FORÆLDRE ELLER VÆRGE FOR AT SIKRE, AT DU OG DINE FORÆLDRE ELLER DIN VÆRGE FORSTÅR DEN.

Apple Inc. leverer Game Center-tjenesten ("Tjenesten"), som giver dig mulighed for at dyrke spilrelaterede aktiviteter, herunder, men ikke begrænset til, deltagelse i leader boards, spil med flere deltagere og tracking af resultater. Tjenesten er muligvis ikke tilgængelig i alle områder. Brug af Tjenesten kræver kompatible enheder, internetadgang and bestemt software (som eventuelt vil være underlagt gebyrer), vil eventuelt kræve periodiske opdateringer og kan blive påvirket af disse faktorers ydeevne.

For at kunne bruge Tjenesten må du ikke være afskåret fra at modtage Tjenesten i henhold til gældende lovgivning i USA eller i andre relevante jurisdiktioner, herunder det land, hvor du har din bopæl, eller hvorfra du bruger Tjenesten. Ved at acceptere denne Aftale indestår du for, at du forstår og accepterer ovenstående.

DIN KONTO

Som registreret bruger af Tjenesten kan du oprette en konto ("Konto") i overensstemmelse med nedenstående Brugsregler. Du må ikke give dine Kontooplysninger til andre. Du alene er ansvarlig for opretholdelse af din Kontos fortrolighed og sikkerhed samt for alle aktiviteter, der sker på eller via din Konto, og du er indforstået med at give Apple øjeblikkelig besked om ethvert brud på din Kontos sikkerhed. Apple er ikke ansvarlig for tab som følge af uautoriseret brug af din Konto.

Du accepterer at ville tilvejebringe korrekte og fyldestgørende oplysninger, når du registrerer dig som bruger af, og når du bruger Tjenesten, og du accepterer at ville opdatere dine oplysninger for at sikre, at de forbliver korrekte og fyldestgørende. Du accepterer, at Apple kan opbevare og bruge dine oplysninger for at vedligeholde din Konto. Du må ikke oprette en konto for nogen anden end dig selv uden denne anden persons tilladelse.

BRUGSREGLER

Du er indforstået med at bruge Tjenesten i overensstemmelse med disse brugsregler. Apple forbeholder sig ret til at ændre brugsreglerne til enhver tid.

Du er alene berettiget til at anvende Tjenesten til personlig, ikke-erhvervsmæssig brug.

Du er indforstået med, at du ikke vil, og ikke vil hjælpe andre med, at krænke, omgå, foretage reverse engineering, dekompilere, adskille eller på anden måde manipulere Tjenesten.

Du er indforstået med, at du IKKE må anvende Tjenesten til:

a. at uploade, downloade, opslå, e-maile, overføre, lagre eller på anden måde gøre noget indhold tilgængeligt, som er ulovligt, chikanerende, truende, skadeligt, skadevoldende, æreskrænkende, injurierende, fornærmeligt, voldeligt, obskønt, vulgært, krænkende for privatlivets fred, hadsk, racistisk eller etnisk anstødeligt eller på anden måde stødende,

b. at forfølge, chikanere, true eller skade andre,

c. hvis du er voksen, at anmode om personlige eller andre oplysninger fra mindreårige (enhver person under 18 år eller en anden alder, som defineres som mindreårig i henhold til lokal lovgivning), som du ikke kender personligt, herunder, men ikke begrænset til, følgende: fulde navn eller efternavn, privatadresse, postnummer, telefonnummer, billede, e-mailadresse eller navn på den mindreåriges skole, kirke, idrætshold eller venner,

d. at udgive dig for at være en anden, eller en anden enhed, end du er - du må ikke optræde som eller udgive dig for at være en anden person (herunder en kendt person), enhed, en anden deltager i Tjenesten, en ansat hos Apple eller en kommunal eller statslig leder eller på anden måde give et misvisende billede af din tilknytning til en person eller enhed, (Apple forbeholder sig ret til at afvise eller blokere ethvert øgenavn, som kan anses for at være en efterligning eller forvanskning af din identitet, eller uretmæssig anvendelse af en anden persons navn eller identitet),

e. at krænke ophavsrettigheder eller andre immaterielle rettigheder, eller afsløre forretningshemmeligheder eller fortrolige oplysninger i modstrid med en fortroligheds-, ansættelses- eller hemmeligholdelsesaftale,

f. at opslå, sende, overføre eller på anden måde gøre uopfordrede eller uautoriserede e-mailbeskeder, reklamer, salgsfremmende materiale, junk mail, spam eller kædebreve tilgængelige, herunder, men ikke begrænset til, reklamemateriale og informationsmeddelelser i store mængder,

g. at forfalske en TCP-IP packet header eller nogen anden del af header-oplysningerne i en e-mail eller et opslag fra en nyhedsgruppe, eller på anden måde indsætte oplysninger i en header, som kan vildlede modtagerne med hensyn til oprindelsen af materiale, der sendes via Tjenesten ("spoofing"),

h. at uploade, opslå, e-maile, overføre, lagre eller på anden måde gøre materiale tilgængeligt, som indeholder virus eller andre computerkoder, filer eller programmer, som har til formål at skade, påvirke eller begrænse Tjenestens normale drift (eller nogen del deraf), eller andet computersoftware eller -hardware,

i. at påvirke eller forstyrre Tjenesten (herunder skaffe dig adgang til Tjenesten ved automatiske midler, som scripts eller web crawlers), eller andre servere eller netværk, der er forbundet med Tjenesten, eller politikker, krav eller regler for netværk, der er forbundet med Tjenesten (herunder enhver uautoriseret adgang til, brug af eller overvågning af data eller trafik derpå),

j. at planlægge eller foretage nogen ulovlig aktivitet, og/eller at samle og lagre personlige oplysninger om andre brugere af Tjenesten til brug i forbindelse med nogen af ovennævnte forbudte aktiviteter,

k. at snyde eller på anden måde ændre Tjenesten eller spiloplevelsen for at opnå en fordel for en spiller i forhold til en anden.

BEHANDLING AF PERSONLIGE OPLYSNINGER

Tjenesten er underlagt Apples Politik for Behandling af Personlige Oplysninger, der findes på http://www.apple.com/dk/privacy. Som nævnt i denne Politik for Behandling af Personlige Oplysninger er de personlige oplysninger, du deler, når du bruger Tjenesten, for eksempel inviterer andre brugere til at blive medlem af Tjenesten, deltager i leader boards, aktiverer invitations- eller multiplayer-funktionen eller giver statusopdateringer, synlige for andre brugere, og de kan læse, indsamle eller bruge dem. Du er ansvarlig for de personlige oplysninger, du vælger at give. Når du spiller et spil, som understøtter multiplayer-funktionen, vil andre brugere, der har adgang til Tjenesten via det samme spil på det samme Wi-Fi-netværk, lokale netværk eller via Bluetooth, kunne se, at du er i nærheden (medmindre du slår denne funktion fra), og se dit kaldenavn og billede eller din fulde profil, hvis du har et venneforhold til sådanne brugere. Hvis du vælger at indstille din offentlige profil til "på", kan andre brugere af Tjenesten se din fulde profil, herunder dit fulde navn, din aktivitet (såsom de spil du spiller, og hvornår du har spillet dem), din score og dine resultater, og du kan blive anbefalet som en ven til andre brugere. Hvis din offentlige profil er indstillet til "fra", kan kun brugere, som du har etableret et venneforhold til, se din fulde profil, og du vil ikke blive anbefalet til andre. Alene dit kaldenavn og billede vil være synligt for brugere, som ikke er venner. Hvis du sender eller modtager en venneanmodning, deles det fulde navn tilknyttet dit Apple ID med andre brugere, som du sender venneanmodninger til eller modtager venneanmodninger fra, og Apple vil eventuelt anbefale spil, som du har spillet, til dine venner.

Se venligst http://www.apple.com/support/ hvis du ønsker at ophøre med at dele information med andre brugere og Tjenesten.

Visse dele af Tjenesten er ikke tilgængelige for børn under 13 år, som for eksempel funktioner, der tillader brugerne at give personlige oplysninger, der kan identificere dem. Sæt indstillingerne for restriktioner efter behov.

INDLÆG PÅ TJENESTEN

Tjenesten vil kunne tilbyde interaktive funktioner, der gør det muligt for dig at indlægge materiale (herunder links til tredjeparts indhold) i områder af Tjenesten, der er tilgængelige og synlige for offentligheden. Du er indforstået med, at din brug af sådanne funktioner, herunder alt materiale, du lægger ind, udelukkende sker på dit ansvar, og ikke krænker eller strider mod andres rettigheder eller udgør overtrædelse af love, medvirker til eller tilskynder til krænkelse eller anden ulovlig handlemåde, eller på anden måde er obskøn eller anstødelig. Du anerkender desuden, at du har indhentet alle de nødvendige rettigheder og licenser til at indlægge dem. Du er indforstået med at give korrekte og fyldestgørende oplysninger i forbindelse med materiale, som du lægger ind på Tjenesten. Du giver herved Apple en verdensomspændende, tidsubegrænset, royalty-fri, ikke-eksklusiv licens til at bruge sådant materiale som en del af Tjenesten og til levering eller markedsføring af Tjenesten uden nogen kompensation til eller forpligtelse over for dig. Apple forbeholder sig til enhver tid ret til efter eget skøn at undlade at udsende eller offentliggøre materiale samt til at fjerne eller redigere materiale uden varsel eller ansvar.

Apple har ret, men ikke pligt, til at overvåge alt materiale, som du lægger ind, eller som på anden måde er tilgængeligt via Tjenesten, til at undersøge enhver anmeldt eller angivelig krænkelse af denne Aftale, samt til at træffe de foranstaltninger, som Apple efter eget skøn finder hensigtsmæssige, herunder, men ikke begrænset til, opsigelse i medfør af denne Aftale eller vores Copyright Policy (http://www.apple.com/legal/copyright.html).

TREDJEPARTERS MATERIALE

Noget af indholdet og visse tjenester, der er tilgængelige via Tjenesten, kan omfatte materiale fra tredjeparter. Apple kan give links til tredjeparters websteder som en service for dig. Du er indforstået med, at Apple ikke er ansvarlig for at undersøge og vurdere indholdet eller rigtigheden, og Apple garanterer ikke og er ikke ansvarlig for eller hæfter for tredjeparters materiale eller websteder, eller for andre materialer, produkter eller tjenester fra tredjeparter. Du er indforstået med, at du ikke vil bruge tredjeparters materiale på en måde, som kan krænke eller stride mod andres rettigheder, og at Apple ikke på nogen måde er ansvarlig for din eventuelle brug heraf.

ANSTØDELIGT MATERIALE

Du er indforstået med, at du under brug af Tjenesten vil kunne støde på materiale, som du finder stødende, usømmeligt eller anstødeligt. Sådant indhold er ikke nødvendigvis angivet som havende sådant indhold. Du accepterer imidlertid, at du bruger Tjenesten på eget ansvar, og Apple er ikke ansvarlig over for dig for materiale, som måtte anses for stødende, usømmeligt eller anstødeligt. Klassificering og beskrivelser tilbydes som en service for dig, og du accepterer, at Apple ikke indestår for deres korrekthed.

IMMATERIELLE RETTIGHEDER

Du er indforstået med, at Tjenesten, herunder, men ikke begrænset til, grafik, brugergrænseflade, lydklip, videoklip, redaktionelt indhold samt de scripts og det software, der bruges til at implementere Tjenesten, indeholder ejendomsretligt beskyttede oplysninger og materiale, som ejes af Apple og/eller Apples licensgivere, og som er beskyttet af gældende immaterialret og anden lovgivning, herunder, men ikke begrænset til, ophavsret. Du er indforstået med, at du ikke vil bruge sådanne beskyttede oplysninger eller materialer på nogen som helst anden måde end i forbindelse med Tjenesten i overensstemmelse med denne Aftale. Ingen del af Tjenesten må gengives i nogen form eller på nogen måde, bortset fra hvad der udtrykkeligt er tilladt i disse vilkår. Du er indforstået med, at du ikke på nogen måde vil ændre, udleje, lease, udlåne, sælge, offentliggøre, distribuere eller udvikle afledte versioner på grundlag af Tjenesten, og du må ikke udnytte Tjenesten på nogen som helst uberettiget måde, herunder, men ikke begrænset til, uretmæssig indtrængen på eller belastning af netværkskapaciteten.

Uanset Aftalens øvrige bestemmelser forbeholder Apple og Apples licensgivere sig ret til på ethvert tidspunkt uden varsel at ændre, afbryde, fjerne eller hindre adgang til produkter, indhold eller andet materiale, der omfatter en del af Tjenesten. Apple kan under ingen omstændigheder holdes ansvarlig for at foretage sådanne ændringer. Apple kan desuden lægge begrænsninger på brugen af eller adgangen til visse funktioner eller dele af Tjenesten i alle tilfælde og uden varsel eller ansvar.

Enhver ophavsret til og i forbindelse med Tjenesten (herunder kompilering af indhold, opslag, links til andre internet-ressourcer og beskrivelser af disse ressourcer) og tilknyttet software ejes af Apple og/eller Apples licensgivere, som forbeholder sig alle rettigheder i henhold til lovgivningen og billighedsretten. BRUG AF SOFTWAREN ELLER ENHVER DEL AF TJENESTEN, BORTSET FRA BRUG AF TJENESTEN I HENHOLD TIL DENNE AFTALE, ER STRENGT FORBUDT OG UDGØR EN KRÆNKELSE AF ANDRES IMMATERIELLE RETTIGHEDER OG KAN MEDFØRE CIVILRETLIGE OG STRAFFERETLIGE SANKTIONER, HERUNDER EVENTUELT ØKONOMISK ERSTATNING, FOR OPHAVSRETSKRÆNKELSE.

Apple, Apple-logoet og andre Apple varemærker, servicemærker, grafik og logoer, som anvendes i forbindelse med Tjenesten, er varemærker eller registrerede varemærker, der tilhører Apple Inc. i USA og/eller andre lande. Andre varemærker, servicemærker, grafik og logoer, som bruges i forbindelse med Tjenesten, kan være de respektive ejeres varemærker. Du har ingen ret eller licens til nogen af de nævnte varemærker eller til på nogen måde at bruge sådanne varemærker.

OPSIGELSE

Såfremt du undlader, eller Apple har vægtige grunde til at antage, at du har undladt at overholde bestemmelserne i denne Aftale, kan Apple efter eget skøn uden varsel til dig (i) opsige denne Aftale og/eller din Konto, og/eller (ii) ophæve licensen til Tjenesten, og/eller (iii) spærre adgangen til Tjenesten (eller en del heraf).

Apple forbeholder sig ret til når som helst at ændre, afbryde eller ophøre med Tjenesten (eller en del heraf), og Apple kan ikke gøres ansvarlig over for dig eller tredjeparter, hvis Apple udnytter denne ret. Apple vil så vidt muligt på forhånd give meddelelse om enhver ændring, afbrydelse eller nedlæggelse af Tjenesten.

ANSVARSFRASKRIVELSE, ANSVARSBEGRÆNSNING

a. Apple leverer Tjenesten med rimelig omhu og dygtighed. Apple giver ikke andre løfter eller garantier med hensyn til Tjenesten og garanterer specielt ikke at:

(i) din brug af Tjenesten vil være uforstyrret eller fri for fejl. Du accepterer, at Apple til enhver tid kan fjerne Tjenesten i ikke nærmere angivne perioder eller til enhver tid kan ophæve Tjenesten af tekniske eller driftsmæssige grunde, og vil så vidt muligt underrette dig om dette,

(ii) Tjenesten ikke vil være udsat for tab, forvanskning, angreb, virus, forstyrrelser, hacking eller anden sikkerhedsindtrængen, hvilket vil udgøre Force Majeure, og Apple fraskriver sig ethvert ansvar i forbindelse hermed.

b. Bortset fra det i (d) nedenfor angivne, eller hvis du påberåber dig en gældende lovhjemlet ret til refusion eller kompensation, er Apple, Apples bestyrelsesmedlemmer, ledende medarbejdere, ansatte, tilknyttede virksomheder, repræsentanter, kontraktsparter eller licensgivere under ingen omstændigheder ansvarlige for tab eller skade forvoldt af Apple, Apples ansatte eller repræsentanter, hvis:

(i) der ikke foreligger forsømmelse af en juridisk diligenspligt, som Apple eller nogen af vores ansatte eller repræsentanter har over for dig,

(ii) det ikke er et rimeligt forudseeligt resultat af en sådan forsømmelse,

(iii) en eventuel forøgelse af tabet eller skaden skyldes din misligholdelse af et vilkår i denne Aftale,

(iv) det skyldes en beslutning fra Apples side om at fjerne eller afvise at behandle oplysninger eller indhold, om at advare dig, om at afbryde eller ophæve din adgang til Tjenesten, eller om at træffe andre foranstaltninger i forbindelse med undersøgelsen af en formodet overtrædelse eller som følge af Apples konklusion om, at der er sket overtrædelse af denne Aftale, eller

(v) det vedrører tab af indkomst, handel eller avance, eller tab af data eller forvanskning af data i forbindelse med din brug af eller manglende mulighed for at bruge Tjenesten.

c. Apple vil gøre, hvad der er rimeligt muligt for at beskytte materiale og oplysninger, som du lægger ind i forbindelse med Tjenesten, herunder mod svigagtig brug.

d. Intet i denne Aftale fjerner eller begrænser Apples ansvar for svig, grov uagtsomhed, forsætlig pligtforsømmelse eller for dødsfald og personskade.

e. Hvis du misligholder denne Aftale, er du ansvarlig over for Apple, Apples bestyrelsesmedlemmer, ledende medarbejdere, ansatte, tilknyttede virksomheder, repræsentanter, kontraktsparter og licensgivere for ethvert krav i forbindelse med din misligholdelse. Du vil også være ansvarlig for enhver foranstaltning, som Apple træffer som led i sin undersøgelse af en formodet overtrædelse af denne Aftale eller som følge af sine konklusioner eller afgørelse af, at der er sket overtrædelse af denne Aftale.

ÆNDRINGER

Apple forbeholder sig ret til når som helst at ændre denne Aftale og indføre nye eller yderligere vilkår eller betingelser for din brug af Tjenesten. Disse ændringer og yderligere vilkår og betingelser træder i kraft omgående og indarbejdes i denne Aftale. Din fortsatte brug af Tjenesten anses for accept heraf.

ØVRIGE BESTEMMELSER

Denne Aftale udgør hele aftalen mellem dig og Apple og regulerer din brug af Tjenesten, og den erstatter alle tidligere aftaler mellem dig og Apple vedrørende Tjenesten. Du kan også være omfattet af yderligere vilkår og betingelser, som gælder, når du bruger tilknyttede tjenester eller tredjeparters indhold eller software. Såfremt en del af denne Aftale findes at være ugyldig eller uden retskraft, skal denne del fortolkes på en måde, der er i overensstemmelse med gældende lovgivning, således at den så vidt det er muligt afspejler parternes oprindelige hensigt, og resten af Aftalen skal fortsat have fuld gyldighed. Apples undladelse af at håndhæve rettigheder eller bestemmelser i denne Aftale udgør ikke afkald herpå eller på andre bestemmelser. Apple er ikke ansvarlig for manglende opfyldelse af forpligtelser som følge af forhold, der ligger uden for Apples kontrol.

Tjenesten drives af Apple fra Apples kontor i USA. Du er indforstået med at overholde alle lokale, statslige, føderale og nationale love, forordninger, regler og bestemmelser, som gælder for din brug af Tjenesten. Alle transaktioner på Tjenesten reguleres af Californisk ret uden hensyn til de privatretlige regler heri. Din brug af Tjenesten kan desuden være reguleret af anden lovgivning. Du accepterer udtrykkeligt, at domstolene i staten Californien er eksklusivt værneting for ethvert krav eller enhver tvist med Apple eller vedrørende din brug af Tjenesten. Risikoen for tab og ejendomsretten til alle elektronisk leverede transaktioner overgår til køber i Californien ved elektronisk fremsendelse til modtageren. Ingen af Apples ansatte eller repræsentanter er bemyndiget til at ændre denne Aftale.

Apple kan sende dig meddelelser vedrørende Tjenesten ved at sende en e-mail til den e-mailadresse, der er anført i din Konto, eller et almindeligt brev til den postadresse, der er anført i din Konto, eller ved opslag på Tjenesten. Meddelelser træder i kraft med øjeblikkelig virkning.

Apple forbeholder sig ret til at træffe de foranstaltninger, som Apple anser for rimeligt nødvendige eller hensigtsmæssige for at håndhæve og/eller sikre overholdelse af enhver del af denne Aftale. Du er indforstået med, at Apple uden ansvar over for dig har ret til at oplyse dine Registreringsdata og/eller dine Kontooplysninger til retshåndhævende myndigheder, statslige myndigheder og/eller tredjepart, såfremt Apple med rimelighed finder dette nødvendigt eller hensigtsmæssigt for at håndhæve og/eller sikre overholdelse af enhver del af denne Aftale (herunder, men ikke begrænset til, Apples ret til at medvirke i ethvert retligt skridt vedrørende din brug af Tjenesten og/eller produkter, og/eller en tredjeparts påstand om, at din brug af Tjenesten og/eller produkter er ulovlig og/eller krænker den pågældende tredjeparts rettigheder).

Senest opdateret: 15. september 2013