macOS Sierra

Hvad kan din Mac nu? Prøv at spørge den.

Siri gør sin debut på Mac – med nye funktioner, der er udviklet specielt til computeren. Og det er ikke den eneste måde, din Mac er blevet klogere på. macOS Sierra hjælper dig til at genopdage dine bedste billeder, arbejde mere flydende på tværs af dine enheder og frigøre værdifuld lagerplads. Din Mac gør altså endnu mere for dig – så du kan gøre endnu mere på din Mac.

Opgradér nu

Siri

Siri kan fantastiske nye ting på en Mac. Ligesom dig.

Så er der store nyheder. Uanset hvad du arbejder på, er din intelligente personlige assistent altid kun et klik væk. Du får alle Siris nyttige iOS-funktioner på din Mac – sammen med nogle helt nye måder, der kan hjælpe dig med at klare de ting, som du bruger din computer til hver dag.

Bed Siri om at gøre sit, mens du gør dit.

Siri på Mac handler om multitasking. Derfor kan du arbejde på én ting som f.eks. at lægge sidste hånd på et dokument og samtidig bede Siri om at sende en besked til din kollega om, at det er lige på trapperne – uden at du behøver at stoppe arbejdet.

Lad Siri finde dine filer for dig.

At arbejde med filer er en stor del af det at bruge en Mac. Og Siri klarer det lynhurtigt. Har du glemt, hvor du gemte den der rapport? Bed Siri om at søge efter de dokumenter, du har åbnet i løbet af ugen, og forfin så resultaterne – så du f.eks. kun ser dem, hvor "årlig" indgår i filnavnet.

Gem Siris svar, hvor du altid kan finde dem.

Du kan fastgøre Twitter-feeds, noter, lister med filer tilknyttet dit store projekt og meget andet – direkte i dit Meddelelsescenter. Det hele bliver opdateret løbende, så du altid ved, hvor du kan finde populære emner, huskelister eller de vigtigste dokumenter.

Søg. Træk. Slip.

Du kan søge efter billeder og information – bare ved at spørge. Herefter kan du trække resultatet direkte hen til et vindue på dit skrivebord og slippe det dér. Find et billede på nettet, og træk det over i et Pages-dokument. Eller træk en placering fra Kort direkte over i en invitation.

Kan du næsten forlange mere af Siri? Absolut.

“Vis PDF'er i min mappe med Overførsler”

“Hvor meget ledig plads har jeg på min Mac?”

“Spil de 40 bedste jazzsange”

“Hvordan er vejret på Mols?”

“Vis mig alle de filer, jeg delte med Cecilie i sidste uge”

“Søg på nettet efter billeder af Eiffeltårnet”

“Find information om Mount Whitney”

“Find tweets fra José Bautista”

“FaceTime Anne Sofie”

“Tilføj Laura til mit møde kl. 10”

“Skriv til Lars, vil du hente pizza?”

“Find billeder, jeg har taget derhjemme”

“Hvad er klokken i Monterrey, Mexico?”

Universel udklipsholder

Kopiér på én enhed. Sæt ind på en anden.

Kopiér billeder, video og tekst fra en app på din iPhone. Og sæt det så ind i et andet program på en Mac i nærheden – eller den anden vej rundt. Der er ingen ekstra trin. Du skal bare kopiere og sætte ind, som du plejer. Fandt du en lækker opskrift, mens du surfede på din Mac? Sæt ingredienserne direkte ind i en indkøbsliste på din iPhone.

Auto-login med Apple Watch

Så er du logget ind, inden du får sat dig ned.

Log automatisk på din Mac, når du har dit Apple Watch på. Ikke noget med at skulle indtaste din adgangskode. Tager du et hurtigt opkald eller går væk et øjeblik, kan du gå i gang med arbejdet med det samme, du er tilbage.

iCloud Drive

Dit skrivebord og din Dokumenter-mappe. Tilgængelige på alle dine enheder.

Få adgang til filerne på din Macs skrivebord – lige på din iPhone. De fleste gemmer filer på skrivebordet eller i Dokumenter-mappen, og nu kan de to automatisk blive gemt og opdateret i iCloud Drive. På den måde har du altid adgang til dem fra dine iOS-enheder og endda også fra en anden Mac.

Optimeret lagring

Når du har brug for mere plads, kan din Mac finde det.

Er lagerpladsen fyldt op? Ikke noget problem. macOS Sierra kan hjælpe med at frigøre plads ved automatisk at gemme de filer, du sjældent bruger, i iCloud, så du kan åbne dem, når du skal bruge dem. Systemet kan også hjælpe dig med at finde og fjerne gamle filer, du ikke bruger længere. De filer, du har brugt for nylig, bliver liggende på din Mac – samtidig med at der altid er plads til nye.

Filer, du sjældent bruger, er gemt i iCloud. Indtil du skal bruge dem.

Når du har brug for mere plads, sørger Optimeret lagring for at frigøre pladsen ved at gemme sjældent brugte filer, bilag fra mails, billeder, tidligere sete iTunes-film osv. i skyen. Du finder nemt hver eneste fil – lige der, hvor du gemte den. Bare åbn filen, og download originalen, så er den klar til dig. Filer, du har brugt for nylig, bliver på din Mac sammen med optimerede versioner af dine billeder, så du kan arbejde offline.

Slip nemt af med kopier og overflødige filer.

macOS Sierra kan sørge for, at der ikke ligger unødvendige filer og fylder på din Mac. Det opfordrer dig til at slette brugte installationsprogrammer og fjerner kopier af overførsler, caches, logs og andre overflødige ting. Du kan også nemt finde og slette store programmer og filer eller ting, du ganske enkelt ikke bruger – så du kan være fri for rod. Systemet kan tilmed tage skraldet for dig og slette de emner, der har ligget i papirkurven i 30 dage.

Fotos

Genopdag dine minder på smukke nye måder.

Du har sikkert taget en masse gode billeder af stort og småt igennem årene. Nu kan du genopleve dem alle sammen og få Fotos til at forvandle dem til fine oplevelser, kaldet Minder. En række stærke nye teknologier leverer endnu bedre ansigtsgenkendelse, viser alle dine billeder på et verdenskort og giver dig endda mulighed for at søge i dine billeder ud fra bestemte genstande eller motiverne på dem.

Beskeder

Sæt gang i snakken.

Udtryk dig på sjove nye måder. Send en kæmpe emoji. Svar tilbage med et stort hjerte eller en thumbs-up på en vens beskedboble. Og afspil videoer, og se previews på links – direkte i samtaletråden.

iTunes

Nu med en spritny Apple Music-oplevelse.

iTunes' Apple Music har fået et friskt nyt design, som gør det endnu lettere at finde dine yndlingssange og opdage nye. I den moderniserede "Til dig" er det nemmere at opdage ny musik og spillelister, som vi tror er lige noget for dig – alt sammen takket være ekspertkuratering og avanceret maskinlæring. Den nye Browse-sektion giver alle mulighed for at se det, der er tilgængeligt i Apple Music, lige fra eksklusive nye udgivelser til spillelister og hitlister. Og i den nye og forbedrede MiniPlayer kan du nu også se teksterne til det nummer, du lytter til. 2, 3, 4 – syng!

Læs mere om Apple Music

Faner

Få alle dine dokumenter ind på rad og række.

Træt af at have skærmen proppet med vinduer? Med "Faner" er det nemt at rydde op. De virker på samme måde som i Safari, men nu fungerer de også i de fleste programmer på din Mac og i mange tredjepartsprogrammer. Bare opdater til macOS Sierra, så er dine programmer klar til start. Skift mellem forskellige Pages-dokumenter på fuld skærm. Og se på et hav af destinationer i Kort uden at fare vild.

Billede i billede

Hold ét øje på det, du ser – og det andet på det, du laver.

Nu kan du lægge et vindue med en Safari- eller iTunes-video oven på dit skrivebord eller et program i fuld skærm. Afspil videoen i et hvilket som helst hjørne af skrivebordet, og juster størrelsen for at se mere eller mindre af det, der er bagved. Så kan du følge med i din yndlingsserie, samtidig med at du følger med i indbakken. Eller se den vigtige kamp i slutspillet, mens du selv kæmper i et spil.

Det er nemt at opgradere til macOS Sierra.

Når du opgraderer til macOS Sierra, får du nye funktioner, som gør det endnu mere effektivt og fornøjeligt at bruge din Mac. Du får også alle de seneste opdateringer inden for sikkerhed og ydeevne. macOS kan hentes gratis i Mac App Store. Ganske nemt.

Læs mere om opgradering til macOS Sierra