OS X indeholder effektive forsvarsmekanismer, der sikrer din Mac mod pc-vira og anden skadelig software uden konstant at afbryde dig med advarsler og scanninger.
Forsvar mod vira og anden ondsindet software.
OS X har et system med flere forsvarslag mod vira og anden ondsindet software – og du behøver praktisk talt ikke foretage dig noget. F.eks. forhindrer en teknik, der hedder “sandboxing”, hackere i at ødelægge dine programmer ved at begrænse de handlinger, programmer kan udføre på din Mac, hvilke arkiver de kan få adgang til, og hvilke andre programmer, de kan starte. Andre automatiske sikkerhedsfunktioner inkluderer Library Randomisation, som forhindrer ondsindede kommandoer i at finde deres mål, samt “Execute Disable” (udførelse slået fra), som beskytter hukommelsen i Mac mod angreb.
Sikkerhed på et helt nyt niveau.
Med FileVault 2 er dine data i sikkerhed – selvom de falder i de forkerte hænder. FileVault 2 krypterer hele disken i din Mac og beskytter dine data med XTS-AESW 128-kryptering. Den første kryptering går hurtigt og forstyrrer dig ikke. Udskiftelige diske kan også krypteres, så du nemt kan sikre dine Time Machine-sikkerhedskopier eller andre eksterne diske. Vil du starte forfra eller give din Mac til andre? FileVault 2 gør det nemt at fjerne data fra din Mac. Med en hurtig sletning fjernes krypteringsnøglen fra din Mac – så dataene bliver helt utilgængelige – og derefter fjernes alle dataene fra disken.
Altid på vagt.
Uskyldigt udseende arkiver, der er hentet fra internettet, kan indeholde farlig eller ondsindet software i forklædning. Derfor scannes arkiver, som du har hentet vha. Safari, Mail og iChat, for at kontrollere, om de indeholder programmer. Hvis de gør det, viser OS X en meddelelse og advarer dig den første gang, du åbner et. Du bestemmer, om du vil åbne programmet eller annullere forsøget. Og hvis et arkiv indeholder software, der indentificeres som skadelig, tilbyder OS X at flytte det til papirkurven.
Hold dig up-to-date. Helt automatisk.
Når der opstår en potentiel sikkerhedsrisiko, svarer Apple ved at levere softwareopdateringer og sikkerhedsforbedringer, der kan hentes automatisk og installeres med et klik. Apple samarbejder med mange organisationer, inklusive Forum of Incident Response and Security Teams (FIRST) og FreeBSD Security, om at finde og hurtigt rette sårbarheder i styresystemet. Derudover arbejder Apple tæt sammen med organisationer som f.eks. Computer Emergency Response Team Coordination Center (CERT/CC).
Nem at tilpasse.
Med OS X er det nemt at tilpasse og bruge sikkerhedsfunktioner. F.eks. involverer indstilling af sikker arkivdeling en hurtig tur til Systemindstillinger. Med FileVault 2 kan du kryptere alle arkiverne i din hjemmemappe med nogle få klik og en adgangskode, som du vælger. Du skal bare slå firewallen til med et klik på en knap for at forbedre databeskyttelsen.
Beskyt dit privatliv.
Systemindstillinger giver dig nu mulighed for at beskytte dine personlige oplysninger, når du deler lokalitetsoplysninger og diagnostiske oplysninger. Og i Safari kan du begrænse eller blokere cookies og begrænse websteders adgang til lokalitetstjenester.
Brug børnesikring.
Forældre ønsker, at deres børn får en sikker og glad oplevelse med computeren. OS X holder øje med dem, når du ikke kan. Med nogle enkle indstillinger i Børnesikring kan du administrere, overvåge og kontrollere den tid, som dine børn tilbringer foran Mac'en, hvilke websteder de besøger, og hvilke personer de chatter med.
Ingen “phishing”.
“Phishing” er en slags angreb, hvor internettyve prøver et få fat i følsomme oplysninger, f.eks. brugernavne, adgangskoder og kreditkortoplysninger, vha. falske websteder, der ser ud som lovlige firmaers websteder. “Antiphishing”-teknologien i Safari beskytter dig mod den slags tyveri ved at registrere disse falske websteder. Hvis du prøver at besøge et mistænkeligt websted, slår Safari siden fra og viser en advarsel om dens mistænkelige natur.
Sikker surf.
OS X gør det nemt at være sikker på internettet, uanset om du kontrollerer din bankkonto, sender fortrolig email eller deler arkiver med venner og kolleger. Funktioner som f.eks. en adgangskodeassistent hjælper dig med at definere mere effektive adgangskoder for at gøre livet svært for identitetstyve, mens indbyggede krypteringsteknologier beskytter dine private oplysninger og kommunikation.
Sikkerhed uden besvær.
OS X sinker dig ikke med konstante sikkerhedsadvarsler og virusscanninger. Alle Mac'er leveres med en sikker konfiguration, så du behøver ikke at bekymre dig om at skulle forstå nogle komplekse indstillinger. Tænd bare for din Mac, og begynd at arbejde. Når der er noget, du skal være opmærksom på, bliver du gjort opmærksom på det. Og hvis du vil ændre sikkerhedskonfigurationen, skal du bare åbne Systemindstillinger og foretage de nødvendige justeringer.
