Presseinformation fra Apple

Apples App Store registrerer historisk rekord: 50 milliarder overførsler

CUPERTINO, Californien – 16. maj 2013 – Apple har i dag meddelt, at der er hentet over 50 milliarder apps* fra den revolutionerende App Store. Kunder henter mere end 800 apps pr. sekund med en hastighed på over to milliarder apps pr. måned i App Store. App nr. 50 milliarder var Say the Same Thing af Space Inch, LLC, som blev hentet af Brandon Ashmore fra Mentor, Ohio, der nu har modtaget et App Store-gavekort på USD 10.000 for at fejre denne historiske milepæl.

“Apple vil gerne takke vores fantastiske kunder og udviklere, fordi de nu har hentet hele 50 milliarder apps”, sagde Eddy Cue, Apples senior vice president of Internet Software and Services. “App Store har betydet en komplet omvæltning mht. hvordan mobile enheder bruges og skabt et blomstrende økosystem for apps, som har udbetalt mere end ni milliarder amerikanske dollar til udviklere. Vi er simpelthen ekstatiske over, at vi har passeret denne milepæl på mindre end fem år”.

App Store åbnede i juli 2008 med 500 apps. Siden introduktionen har Apples utrolige udviklersamfund skabt en app til næsten alle mulige tænkelige formål på en iPhone, iPad og iPod touch.

“Vi blev fuldstændig taget på sengen over vores succes med App Store tilbage i 2008”, sagde Rich Riley, CEO for Shazam. “Og næsten fem år senere er vi stadig forundrede over, hvor meget folk elsker at bruge Shazam på deres iPhone eller iPad. Med App Store kan vi uden videre forsyne brugere med opdateringer, der giver dem fantastiske nye funktioner, samtidig med at det er nemt for nyere brugere selv at opdage og hente Shazam”.

“Vi grundlagde vores firma i 2008 som tre venner, der fokuserede på at skabe fantastiske apps til uddannelse til vores børn”, sagde Caroline Hu Flexer, medstifter af Duck Duck Moose. “App Store bragte ‘Wheels on the Bus’ ud i verden i den helt store skala. Seksten apps senere, med en fanbase på millioner af forældre, børn og lærere og et blomstrende selskab med 20 fuldtidsansatte, kunne vi ikke være mere tilfredse med vores succes”.

“App Store har bidraget væsentligt med at overføre vores apps til millioner af iOS-brugere og har ændret vores virksomhed”, sagde Elizabeth Francis, Chief Marketing Officer for Gilt.com. “Med vores apps kan vores medlemmer få adgang til deres yndlingsvarer på Gilt hver dag, til hver en tid og overalt. App Store-kunder har vist sig at være en loyal indkøbsbase og har været med til at gøre Gilt til det globalt anerkendte mærke, som det er i dag”.

Den revolutionerende App Store har mere end 850.000 apps til iPhone-, iPad- og iPod touch-brugere i 155 lande i hele verden og mere end 350.000 originale iPad-apps. App Store-kunder kan vælge mellem en utrolig række af apps i 23 kategorier, inklusive aviser og tidsskrifter i Bladkiosk, spil, erhverv, nyheder, sport, sundhed og fitness og rejser.

*50 mia. separate overførsler, ekskl. genoverførsler og opdateringer.

Apple designer Mac-computerne, der er verdens bedste personlige computere, sammen med OS X, iLife, iWork og professionel software. Apple er førende inden for den digitale musikrevolution med iPod-modellerne og iTunes Store på internettet. Apple har genopfundet mobiltelefonen med den revolutionerende iPhone og App Store og definerer fremtiden for mobile medie- og computerenheder med iPad.

Pressekontakt:
Petter Ahrnstedt
Apple
ahrnstedt.p@apple.com
+46 08-703 3056

Christina Vedel
christina@pencilpr.dk
31319106

© 2013 Apple Inc. Alle rettigheder forbeholdes. Apple, Apple-logoet, Mac, Mac OS, Macintosh, App Store, iPhone, iPad og iPod touch er varemærker tilhørende Apple. Andre firma- og produktnavne er varemærker tilhørende deres respektive ejere.

Apple Media Helpline 33 42 22 36