Presseinformation fra Apple

Apple annoncerer miljømæssige fremskridt i Kina og roser leverandør for at gå over til bæredygtig energi

Lens Technology er den første leverandør, som forpligter sig til at bruge 100 % vedvarende energi i hele sin Apple-produktion

Alle 14 samlefabrikker i Kina er nu en del af et “nul-affalds”-initiativ

BEIJING – 17. august 2016 – Apple meddelte i dag, at Lens Technology, som er en af Apples største leverandører i Kina, har indgået en markant forpligtelse til udelukkende at bruge vedvarende energi i fremstillingen af alt, de leverer til Apple. Denne skelsættende indsats er sammen med et “nul affald”-initiativ på alle samlefabrikker endnu et fremskridt i Apples bestræbelser på at hjælpe producenterne i Kina med at reducere deres CO2-udledning og mindske spild. Målet er at medvirke til at sætte skub i Kinas overgang til en ny, grøn økonomi.

Lens Technology har sat sig for at drive hele sin glasproduktion til Apple med 100 % vedvarende energi ved udgangen af 2018. Det er samtidig en del af Apples brancheførende initiativ for at fremme bæredygtig energi i forsyningskæden, som blev lanceret sidste år. Lens er den første leverandør, der forpligter sig til at bruge grøn energi i hele sin Apple-produktion. Producenten vil nå sin målsætning via en banebrydende aftale om køb af energi fra vindprojekter i lokalområdet.

Apple samarbejder med leverandørerne om at ændre miljøpåvirkningen i Kina og er stolt over at kunne meddele, at alle selskabets 14 samlefabrikker i landet nu overholder “Zero Waste to Landfill”-standarden fra den amerikanske sikkerheds- og certificeringsorganisation UL. Denne UL-standard garanterer, at alt affald fra produktionen bliver genanvendt, genbrugt, komposteret eller omdannet til energi, når det er nødvendigt. Siden initiativet blev lanceret i januar 2015, har fabrikkerne forhindret mere end 140.000 tons affald i at havne på lossepladsen.

“Vi vil vise verden, at ansvarlig produktion kan lade sig gøre, og at vi arbejder sammen med vores leverandører om at mindske miljøpåvirkningen i Kina,” udtalte Lisa Jackson, Vice President of Environment, Policy and Social Initiatives hos Apple. “Vi vil gerne gratulere Lens for deres stærke tiltag, og ved at dele de erfaringer, vi har fået gennem vores overgang til bæredygtig energi, håber vi, at vores leverandører vil fortsætte med at benytte sig af grønne energiinitiativer, så Kina kommer nærmere sine mål om grøn produktion.”

“Vores aftale om køb af energi er den første af sin slags i det sydlige Kina, og vi håber, at den vil stå som et eksempel for andre virksomheder, der gerne vil gå over til grønnere og billigere energikilder,” sagde Zhou Qunfei, CEO hos Lens Technology. “Det glæder os, at vi er den første leverandør, som forpligter sig til at bruge vedvarende energi i hele vores Apple-produktion. Og vi er stolte af, at vores fabrikker i Changsha får energi fra lokale vindmølleanlæg i Hunan-provinsen.”

Lens’ produktion til Apple omfatter i øjeblikket to fabrikker i Changsha i Hunan-provinsen. I 2018 vil vindkraft stå for 100 % af den energi, der bruges til at fremstille Apple-produkter på Lens’ fabrikker. Derved reducerer man CO2-udledningen med næsten 450.000 tons om året, hvad der svarer til energiforbruget i 380.000 kinesiske husstande.

Gennem initiativet for vedvarende energi vil Apple indgå aftaler med leverandører i Kina om at installere anlæg, der skal producere mere end 2 gigawatt grøn energi i de kommende år. Det vil reducere landets udledning af drivhusgasser med mere end 20 millioner tons fra nu og frem til 2020. I oktober begyndte elektronikproducenten Foxconn at bygge solenergianlæg, i første omgang i Hunan-provinsen, som skal have en kapacitet på 400 megawatt ved udgangen af 2018. Selskabet er nu godt på vej til at have bygget anlæg til de første 80 megawatt i forbindelse med dette initiativ.

Tidligere i år var Foxconns samlefabrikker i Guanlan og Taiyuan de første i Kina, der fik UL-certificeringen “Zero Waste to Landfill”. Med den seneste tilføjelse af 12 produktionsanlæg opfylder alle Apples samlefabrikker i Kina nu “nul affald”-initiativets præmisser.

“Vi har stor respekt for innovative virksomheder som Apple, der går forrest for aktivt at reducere fabriksproduktionens påvirkning af miljøet,” sagde UL’s President og CEO Keith Williams. “At opnå “nul affald” kræver en omfattende indsats med tæt koordination på tværs af alle facetter af en virksomheds aktiviteter, især når der er tale om et globalt initiativ.”

Apple har taget markante skridt for at beskytte miljøet ved at skifte fra fossile brændstoffer til grøn energi. I dag driver virksomheden 100 procent af sine aktiviteter i Kina og USA – og mere end 93 procent af sine globale aktiviteter – med vedvarende energi.

Læs mere om Apples indsats for miljøet på www.apple.com/dk/environment.

Apple revolutionerede markedet for personlige teknologiprodukter med lanceringen af Macintosh-computeren i 1984. I dag er Apple verdensførende inden for innovation med iPhone, iPad, Mac, Apple Watch og Apple TV. Apples fire softwareplatforme – iOS, macOS, watchOS og tvOS – giver problemfrie overgange mellem alle Apple-enheder og styrker brugerne gennem banebrydende tjenester som App Store, Apple Music, Apple Pay og iCloud. Apples 100.000 medarbejdere brænder for at skabe de bedste produkter i verden – og for at gøre verden til et bedre sted.

Pressekontakt:
Erik Yström
Apple
eriky@apple.com
+46 (0)8-703 30 48

Martin Lund Nielsen
martin@kudos.dk

© 2016 Apple Inc. Alle rettigheder forbeholdes. Apple og Apple-logoet er varemærker tilhørende Apple. Andre firma- og produktnavne er varemærker tilhørende deres respektive ejere.

Apple Media Helpline 33 42 22 36