Spørg Siri, Diktering og anonymitet

Apple opbevarer transskriptioner af dine interaktioner med Siri og gennemgår muligvis et udvalg af disse transskriptioner. Siri kan f.eks. også sende oplysninger om det, du siger, om indstilling af Siri, om kontakter og lokalitet til Apple med henblik på behandling af din anmodning. Disse data er ikke forbundet med dit Apple-id.
 

Siri er udviklet til at beskytte dine oplysninger og give dig mulighed for at vælge, hvad du vil dele.

Spørg Siri, Diktering og anonymitet beskriver standardvirkemåden af Siri og Diktering. Der indsamles, opbevares og gennemgås yderligere data, hvis du vælger at dele oplysninger med Gør Siri og Diktering bedre. Du kan få flere oplysninger på www.apple.com/dk/legal/privacy/data/da/improve-siri-dictation.

Når du laver anmodninger, sender Siri visse data om dig til Apple til behandling for at kunne svare på dine anmodninger

Når du bruger Siri, angives der i Siri-indstillinger, om det, du siger, behandles på enheden og ikke på Siri-servere. Ellers sendes det, du siger, til behandling på Siri-servere. I alle tilfælde sendes transskriptioner af dine interaktioner til Apple til behandling af dine anmodninger.

Når du bruger Diktering, angives der i tastaturindstillinger, om det, du siger, og transskriptioner af diktering af generel tekst (f.eks. oprettelse af beskeder og noter, men ikke tekst dikteret i et søgefelt) behandles på enheden og ikke på Siri-servere. Ellers sendes det, du dikterer, til behandling på serveren.

Når du bruger Siri og Diktering, sender din enhed andre Siri-data til Apple, f.eks.:

  • Kontaktnavne, kaldenavne og forhold (f.eks. “min far”), hvis du opretter dem i dine kontakter
  • Tiltaleform (hvis indstillet i indstillingerne til Sprog & område)
  • Musik og podcasts, du kan lide
  • Navnene på dine og dine familiedelingsmedlemmers enheder
  • Navnene på tilbehør, hjem, scener, medlemmer i et delt hjem i appen Hjem og brugerprofiler på Apple TV
  • Mærker på emner, f.eks. personers navne i Fotos, navne på alarmer og navne på lister med påmindelser
  • Navnene på apps, der er installeret på din enhed, og genveje tilføjet gennem Siri

Siri-data, som også inkluderer computergenererede transskriptioner af dine anmodninger til Siri, bruges til at hjælpe Siri og Diktering på din iOS-enhed og på Apple Watch-enheder, HomePod-enheder eller understøttet HomeKit-tilbehør, der er indstillet med din iOS-enhed, med bedre at forstå og genkende, hvad du siger.

Siri-data, herunder dine anmodninger til Siri, er tilknyttet et vilkårligt, enhedsgenereret id. Dette vilkårlige id er ikke knyttet til dit Apple-id, din e-mailadresse eller andre data, Apple kan have fra din brug af andre Apple-tjenester.

Siri-data bruges ikke til at opbygge en markedsføringsprofil og sælges aldrig til nogen.

Hvis Lokalitetstjenester er slået til, sendes enhedens lokalitet på det tidspunkt, hvor du sender en anmodning, også til Apple for at hjælpe Siri og Diktering med at forbedre nøjagtigheden af funktionens svar på dine anmodninger. Apple bruger muligvis IP-adressen til din internetforbindelse for at få din omtrentlige lokalitet ved at matche den med et geografisk område for at kunne levere relevante svar.

Kun et minimum af data opbevares på Siri-servere

Når du bruger Siri, opbevarer Apple transskriptioner af dine interaktioner med Siri og gennemgår muligvis et udvalg af disse transskriptioner med henblik på at udvikle og forbedre Siri og Diktering og andre funktioner til behandling af sprog, som f.eks. Stemmekontrol.

Når du bruger Diktering, angives der i tastaturindstillinger, om det, du siger, og transskriptioner af diktering af generel tekst (f.eks. oprettelse af beskeder og noter, men ikke tekst dikteret i et søgefelt) behandles på enheden og ikke sendes eller opbevares på Siri-servere som standard. Ellers opbevarer Apple transskriptioner af det, du dikterer, og gennemgår muligvis et udvalg af disse transskriptioner med henblik på at udvikle og forbedre Siri, Diktering og andre funktioner til behandling af sprog, som f.eks. Stemmekontrol.

Din anmodningshistorik er tilknyttet det vilkårlige id i op til seks måneder. Din anmodningshistorik kan indeholde transskriptioner, lyd fra brugere, der har valgt at dele oplysninger med Gør Siri og Diktering bedre, Siri-data og relaterede anmodningsdata, f.eks. specifikationer for enheden, enhedskonfiguration, statistik over ydeevne og omtrentlig lokalitet for din enhed, da anmodningen blev foretaget. Efter seks måneder fjernes tilknytningen mellem det vilkårlige id og din anmodningshistorik, og oplysningerne opbevares muligvis i op til to år for at hjælpe Apple med at udvikle og forbedre Siri, Diktering og andre funktioner til behandling af sprog, f.eks. Stemmekontrol. Det lille udpluk af anmodninger, der er blevet gennemgået, opbevares muligvis længere end to år uden det vilkårlige id med henblik på løbende forbedring af Siri.

Hvis du vælger at give tredjepartsapps lov til at integrere med Brug med Spørg Siri, kan nogle data fra disse apps blive sendt til Apple for at hjælpe Siri med at forstå din anmodning, og dele af din anmodning vil blive delt med appen for at hjælpe med at afgive et svar eller udføre en handling (f.eks. sende en besked eller bestille et lift). Når Siri interagerer med en app fra en tredjepart på dine vegne, er du underlagt vilkårene og betingelserne samt anonymitetspolitikken for appen. Hvis du vælger at give appen lov til at bruge Siri til transskriptioner, bliver stemmedata, der transskriberes, muligvis sendt til Apple.

Dine Siri-indstillinger synkroniseres på alle dine Apple-enheder ved hjælp af end-to-end-kryptering, hvis du bruger iCloud. Hvis du har indstillet Siri, vil et lille udvalg af dine anmodninger også blive synkroniseret med end-to-end-kryptering for at forbedre den personlige genkendelse af Siri på hver enhed. De tilpassede modeller til talegenkendelse og interaktioner med Siri og Diktering, som du har foretaget på enheden, udnytter muligvis dine oplysninger på enheden for at forbedre nøjagtigheden og modellens ydeevne. Status for dine tidtagninger, alarmer og delte medier i nærheden, om du er tilmeldt personlige anmodninger på HomePod, status for telefonopkald fra din enhed og afstanden til enheden deles muligvis lokalt med dine Apple-enheder i nærheden, så andre personer kan betjene funktionerne vha. dine enheder i nærheden, der har Siri slået til.

Du har valget og kontrollen

Du kan altid slå Spørg Siri eller Diktering fra. Du kan slå Spørg Siri fra ved at gå til Indstillinger > Siri & søgning > “Lyt efter” og trykke for at slå “Lyt efter” fra. Gå så til Indstillinger > Siri & søgning, og tryk for at slå “Tryk på Hjem for Siri” eller “Tryk på sideknappen for Siri” fra. Du kan slå Diktering fra ved at gå til Indstillinger > Generelt > Tastatur og trykke ud for Slå Diktering til for at slå det fra. Hvis du slår både Spørg Siri og Diktering fra, sletter Apple Siri-data, der er tilknyttet det vilkårlige id.

Du kan slette anmodningshistorik, der er tilknyttet et vilkårligt id og opbevares i seks måneder, ved at gå til Indstillinger > Siri & søgning > Historik for Siri og Diktering og trykke på Slet historik for Siri og Diktering.

Du kan styre, hvilke apps der kan integreres med Brug med Spørg Siri, ved at gå til Indstillinger > Siri & søgning > [appnavn] > Brug med Spørg Siri.

Du kan slå Lokalitetstjenester for Siri fra ved at gå til Indstillinger > Anonymitet & sikkerhed > Lokalitetstjenester, trykke på Siri og Diktering og derefter trykke på Aldrig.

Hvis du ikke vil have, at Siri-tilpasningen bliver synkroniseret på alle dine enheder, kan du slå Siri fra ved at gå til Indstillinger > [dit navn] > iCloud og trykke for at slå Siri fra.

Du kan også begrænse muligheden for at bruge Siri og Diktering helt ved at gå til Indstillinger > Skærmtid > Indhold og anonymitet > Tilladte apps og trykke på Siri og Diktering.

Du kan styre, hvilke apps der bruger Siri til transskription, under Indstillinger > Anonymitet & sikkerhed > Talegenkendelse.

Ved at bruge Siri eller Diktering erklærer du dig indforstået med, at Apple, dets datterselskaber og agenter sender, indsamler, vedligeholder, behandler og benytter disse oplysninger med henblik på at levere og forbedre Siri og dikteringsfunktioner i Apple-produkter og ‑tjenester. Apple vil muligvis behandle og opbevare disse oplysninger hos pålidelige tredjepartsudbydere af tjenester. Oplysninger indsamlet af Apple vil altid blive behandlet i overensstemmelse med Apples anonymitetspolitik, som kan læses på www.apple.com/dk/privacy

Udgivelsesdato: 18. september 2023