Med OS X Mountain Lion kommer der en masse fantastiske funktioner fra iPhone, iPad og iPod touch til Mac. Du kan sende beskeder med iMessage. Få din Mac med i Game Center. Få meddelelser. Og meget mere. Og med iCloud arbejder Mac endnu bedre sammen med dine iOS-enheder. Se videoen
iCloud er det, der får Mac, iPad, iPhone og iPod touch til at arbejde sammen.1 Det holder email, kalendere, kontakter, påmindelser, dokumenter, noter m.m. ajour, overalt hvor du er. Så når du tilføjer, sletter eller ændrer noget på din Mac, sker det automatisk også på din iPad, iPhone og iPod touch. Og omvendt. Du behøver ikke at gøre noget. iCloud arbejder automatisk. Du skal bare logge ind en gang med dit Apple-id for at indstille iCloud i alle de programmer, der bruger det. Pludselig bliver livet nemmere at jonglere med.
Start her.
Log ind en gang, og så er iCloud indstillet og klar.
Organiser dit liv på Mac. Det hele står på listen. På flere, faktisk. Lav så mange lister, du har brug for, og føj nemt noget til dem. Indstil tidsfrister, og få advarsler, når datoerne nærmer sig. Hvis du indstiller en lokalitet fra din Mac, får du en påmindelse af din iPhone eller iPad, når du ankommer.2 Kryds emner af på lister på farten, og hold styr på det, du har lavet. iCloud holder påmindelser ajour på din Mac, iPad, iPhone og iPod touch, så du ikke glemmer noget.
Noter er designet til alt, hvad du tænker på, uanset hvor du er. Tænk på det. Skriv det ned. Gør det endnu nemmere at huske med billeder og bilag. Du kan tilføje, slette og bladre gennem dine noter eller hurtigt søge i dem. Brug knappen Del til at sende noter med Mail eller Beskeder. Sæt vigtige noter op på skrivebordet, så de er lette at komme til. Og tag dem med dig overalt. Noter kan bruges med iCloud, så når du opretter eller redigerer en note på din Mac, opdateres den automatisk på din iPhone, iPad eller iPod touch. Og omvendt.
Beskeder med iMessage gør dine samtaler endnu bedre. For nu kan du nemlig også sende beskeder til alle, der bruger en iPhone, iPad eller iPod touch med iOS 5. Beskeder vises på din Mac og alle andre enheder, du bruger, så du kan sige “hej” fra din Mac og chatte videre på din iPhone eller iPad, uanset hvor du er. Send billeder, videoer, dokumenter og kontakter – du kan endda sende beskeder til en gruppe. Du kan se, når din besked er leveret, og når en anden skriver et svar. Slå kvittering for læst til, så de kan se, når du har læst en besked. Med kryptering fra afsender til modtager forbliver dine beskeder sikre og private.
Der sker altid noget nyt et eller andet sted på din Mac – en email, besked, softwareopdatering, kalenderadvarsel. Meddelelsescenter gør det nemt at følge med i det hele. Meddelelser vises på det samme sted på skrivebordet og forsvinder hurtigt, så de ikke fylder op på skærmen. Når du vil se alle dine meddelelser på et sted, skal du bare skubbe til venstre fra højre side af pegefeltet. Så vises de alle sammen på en overskuelig liste. Så ved du altid, hvad der sker.
Se, hvad der sker.
Skub for at se nye emails, beskeder, påmindelser m.m.
Når Mac går på vågeblus, får den stadig noget fra hånden med Power Nap.3 Den opdaterer Mail, Kontakter, Kalender, Påmindelser, Noter, Fotostream, Find min Mac og Dokumenter i netskyen. Når Mac er sluttet til en strømforsyning, henter den også softwareopdateringer og foretager sikkerhedskopieringer med Time Machine. Mens alt dette foregår, hører du ingen systemlyde, og der er ingen lamper eller ventilatorer, der bliver tændt, så du bliver ikke forstyrret. Og når vågeblus afbrydes, er Mac klar igen.
Nu er OS X endnu mere Facebook-venlig. Med indbygget understøttelse af Facebook kan du dele alt, hvad der sker, direkte fra det program, du arbejder i. Publicer billeder eller links. Tilføj kommentarer og lokaliteter. Du skal bare logge ind en gang, så er det hele indstillet. OS X føjer dine Facebook-venner og deres profilbilleder til Kontakter, så du hurtigt kan finde dem. Når venner opdaterer deres oplysninger i Facebook, opdateres de automatisk på din Mac. Dine Facebook-meddelelser vises i Meddelelsescenter. Og du kan endda opdatere din status derfra.
Det her skal de bare se.
Publicer billeder og links. Og tilføj kommentarer og lokaliteter.
OS X Mountain Lion er designet til Twitter-beskeder. Log ind en gang, så er du klar – og du behøver ikke at gå ud af det program, du er i. Send links og billeder i Twitter-beskeder direkte fra Safari, iPhoto eller Photo Booth med det nye Twitter-kort. Tilføj kommentarer og lokaliteter. Og når nogen nævner dig i en Twitter-besked eller sender dig en direkte besked, får du en meddelelse lige nu og her. Du kan også sende Twitter-beskeder fra Meddelelsescenter.
AirPlay-skærmdublering er udviklet til publikum. For med et klik vises alt, hvad der er på din Mac, også på dit HD-fjernsyn.4 Det er nemt at indstille med Apple TV. Vis websites og videoer til dine venner i sofaen, del timer med alle i klasseværelset, eller afhold en præsentation i mødelokalet. AirPlay streamer musik, podcasts og anden lyd fra din Mac til AirPlay-kompatible højttalere. Det er en ret stor ting for din Mac. Og for alle omkring den.
Med programmet Game Center på Mac kan du spille med alle på en Mac, iPad, iPhone og iPod touch.5 Brug bare din Game Center-konto fra iOS, eller opret en med dit Apple-id. Log derefter ind, og så er du klar. Se alle de spil, du har spillet, og kom hurtigt i gang med et nyt. Se pointtavler og find ud af, hvordan du klarer dig på point i forhold til andre i hele verden. Du kan endda dele dine resultater på Facebook og Twitter. Game Center anbefaler Mac-spil og modstandere, så du kan starte et spil med flere deltagere med dine venner og endda udfordre nogen, du ikke kender.
Klar. Parat Log ind.
Brug din Game Center-konto fra iOS, eller opret en med dit Apple-id.
Hvem er med?
Find venner/fjender i dit spilnetværk. Og mød nye spillere.
Gatekeeper hjælper med at beskytte dig, så du ikke henter og installerer ondsindet software på din Mac, uanset hvor dine programmer kommer fra. Og det giver dig endnu større kontrol med, hvilke programmer du installerer. Du kan hente og installere programmer alle vegne fra på internettet, ligesom du altid har kunnet. Du kan vælge at hente og installere programmer fra Mac App Store – det sikreste sted at finde programmer til Mac. Eller brug standardindstillingen i Gatekeeper, så du kan hente og installere programmer fra Mac App Store og fra kendte udviklere. Det er en ny metode i OS X til at beskytte din Mac.
Du kontrollerer det, der installeres.
Installer kun programmer fra Mac App Store, fra kendte udviklere eller alle vegne fra.
Nye funktioner i Safari gør det hurtigere og smartere at surfe på internettet. Nu er der et enkelt søgefelt til både søgeord og webadresser. Når du søger, er Safari altid et skridt foran. Det foreslår et Top Hit, populære søgeresultater og sider fra dine bogmærker og historie, så du hurtigt kan finde et website. Faneoversigt viser de åbne faner. Knib bare for at se dem, og skub for at skifte mellem dem. Når du åbner websites på iPhone eller iPad, sørger iCloud for, at de også er tilgængelige på din Mac.6 Så du kan fortsætte med at surfe, hvor du slap. Og nu, hvor Safari gemmer hele websites på læselisten – ikke kun links'ene – kan du indhente den forsømte læsning, selvom der ikke er nogen internetforbindelse. Safari har den hurtigste JavaScript-funktion blandt alle browsere.7 Så du får det bedste fra internettet.
Smart søgning.
Nu er der et enkelt søgefelt til både webadresser og søgeord.
OS X Mountain Lion har helt ny understøttelse til mange populære kinesiske funktioner og tjenester. Den nye kinesisk ordbog og forbedret tekstindtastning gør indtastning på kinesisk nemmere, hurtigere og mere præcis. Med otte nye skrifter kan du give skriften et formelt, uformelt eller morsomt præg. Mail arbejder med QQ, 163 og 126. Baidu, den førende kinesiske søgemaskine, er en indbygget funktion i Safari. Nu kan du publicere til internettet direkte fra det program, du arbejder i. Publicer videoer til Youku og Tudou. Publicer til Sina Weibo, den populære mikroblogtjeneste. Og del nemmere end nogensinde. Alle disse nye tjenester er nemme at indstille på Mac.
