Regnbuefarvet Apple-logo med overskriften “50 Years of Thinking Different”
For 50 år siden opstod en stor idé i en lille garage. Apple blev grundlagt ud fra den simple tanke, at teknologi skulle være tilgængelig for den enkelte – et radikalt synspunkt på det tidspunkt, som kom til at forandre alt.
Den 1. april fylder Apple 50 år. Vi har brugt de sidste fem årtier på at udvikle stærke værktøjer til folk og udvide grænserne for, hvad der er muligt. Lige fra den første Apple-computer til den nyeste Mac, fra iPod, iPhone og iPad til Apple Watch, AirPods og alle de tjenester, vi bruger hver eneste dag, som App Store, Apple Music, Apple Pay, iCloud og Apple TV. Alle vores banebrydende produkter er skabt ud fra devisen om, at det er de anderledestænkende, der rykker i verden.
For fremskridt begynder altid med en eller anden opfinder eller forsker, en studerende eller en historiefortæller, der forestiller sig en bedre måde at gøre tingene på, får en ny idé eller vælger en vild sti, som ingen har gået på før. Dette har været kernen i Apple helt fra begyndelsen. Men det har aldrig kun handlet om os.
De opfindelser, vi sender ud i verden, er nemlig bare starten på den gode historie. De mest betydningsfulde kapitler bliver skrevet af alle jer, der bruger vores teknologi til at arbejde, lære, drømme og opdage med. I har skabt store gennembrud og lanceret vilde virksomheder. I har opmuntret jeres kære på hospitalet og filmet børnenes første skridt. I har løbet maratoner, skrevet bøger og pustet liv i gamle venskaber. Og så har I ladet nysgerrigheden styre, fundet jeres nye yndlingssange og delt historier, der forbinder os alle.
I jeres hænder har vores værktøjer forbedret liv og nogle gange endda reddet dem. Og det er det, der inspirerer os. Ikke alene alt det, vores teknologi kan, men det, du kan bruge den til.
Hos Apple har vi mere fokus på at forme fremtiden end på at huske det, der skete i går. Men vi vil gerne benytte denne milepæl til at takke de mange millioner af mennesker, der er med til at gøre Apple til det, vi er i dag. Vores fantastiske medarbejdere rundt omkring i verden, vores netværk af dygtige udviklere og hver eneste kunde, der har været med os på rejsen. Jeres tillid og idéer inspirerer vores arbejde og driver os til at gøre det endnu bedre. Og jeres historier minder os om alt det, vi kan præstere, når vi tør at tænke anderledes.
I har lært os, at de mennesker, der er skøre nok til at tro, at de kan ændre verden, faktisk gør det.
Så længe leve de skøre.
De utilpassede.
Rebellerne.
Ildsjælene.
Knasterne og vildskuddene.
Alle dem, der ser tingene fra skæve vinkler.
Hurra for jer.