PRESSEMEDDELELSER 14. april 2015

Apple Worldwide Developers Conference løber af stablen fra den 8. juni i Moscone West i San Francisco

Udviklere kan ansøge om billetter nu, og millioner af mennesker verden over kan se sessioner, der streames direkte

CUPERTINO, Californien – 14. april 2015 – Apple offentliggjorde i dag, at den 26. udgave af deres årlige Worldwide Developers Conference (WWDC) vil finde sted fra 8.-12. juni i Moscone West i San Francisco, hvor flere sessioner end nogensinde før vil blive streamet til udviklere. På WWDC vil Apples anerkendte udviklere mødes for at høre mere om fremtidens iOS og OS X, som vil medvirke til, at de fortsat kan udvikle de mest innovative apps i verden. I år byder WWDC på mere end 100 tekniske sessioner, over 1.000 Apple-teknikere, praktiske laboratorier, som skal hjælpe udviklere med at integrere nye teknologier og finjustere deres apps, samt Apple Design Awards, der sætter fokus på de bedste nye apps inden for det seneste år.
“App Store satte gang i et økosystem for apps, der ganske enkelt er fantastisk, og som for altid har ændret utallige kunders liv og skabt millioner af jobs på verdensplan,” sagde Philip Schiller, der er Apples Senior Vice President for Worldwide Marketing. “Vi har utroligt spændende nye teknologier til iOS og OS X, som vi vil dele med udviklere og resten af verden på WWDC, og vi kan dårligt vente med at se den næste generation af apps, udviklerne kommer til at lancere.”
Udviklere kan nu ansøge om billetter via WWDC's website (developer.apple.com/wwdc/tickets) indtil fredag den 17. april kl. 10.00 PDT. Billetterne udstedes til deltagerne gennem en tilfældig udvælgelsesproces, og udviklere vil få oplyst status for deres ansøgning senest mandag den 20. april kl. 17.00 PDT. Desuden vil der være op til 350 WWDC-stipendier tilgængelige, så studerende og medlemmer af deltagende STEM-organisationer over hele verden får chancen for at få en gratis billet (developer.apple.com/wwdc/scholarships).
Eksempler på aktiviteter under WWDC 2015:
  • mere end 100 tekniske sessioner præsenteret af Apples teknikere inden for en lang række emner omkring udvikling, anvendelse og integration af de nyeste iOS- og OS X-teknologier.
  • over 1.000 Apple-teknikere, der står klar ved mere end 100 praktiske laboratorier og arrangementer med henblik på at give udviklere hjælp til kodning, indsigt i optimale udviklingsteknikker samt vejledning i, hvordan de kan få mest muligt ud af iOS- og OS X-teknologierne i deres apps.
  • adgang til de nyeste teknologier, funktioner og muligheder i iOS og OS X samt de bedste metoder til forbedring af funktionalitet, ydeevne, kvalitet og design i deres apps.
  • mulighed for at netværke med tusindvis af andre iOS- og OS X-udviklere fra hele verden – sidste år var mere end 60 lande repræsenteret.
  • en række sammenkomster blandt deltagerne med fokus på bestemte emner, indspark fra særlige gæstetalere og spændende aktiviteter.
  • motiverende og inspirerende sessioner under frokosten med førende, indflydelsesrige personer fra teknologiens, videnskabens og underholdningens verden.
  • Apple Design Awards, der anerkender apps og programmer til iPhone, iPad, Apple Watch og Mac, som demonstrerer eminente tekniske færdigheder, innovation og fremragende design.


Udvalgte Worldwide Developers Conference-sessioner vil blive streamet direkte i ugens løb via WWDC's website (developer.apple.com/wwdc/videos) og WWDC-appen, så udviklere rundt om i verden får adgang til de seneste oplysninger i realtid. Sidst på dagen vil videoer fra alle tekniske sessioner også være tilgængelige.
Besøg websitet for Apple Worldwide Developers Conference 2015 (developer.apple.com/wwdc) for at ansøge om en billet eller få opdateringer og yderligere oplysninger.             
                                                             
Apple designer Mac-computerne, der er verdens bedste personlige computere, sammen med OS X, iLife, iWork og professionel software. Apple er førende inden for den digitale musikrevolution med iPod-modellerne og iTunes Store på internettet. Apple har genopfundet mobiltelefonen med den revolutionerende iPhone og App Store og definerer fremtiden for mobile medie- og computerenheder med iPad.
Pressekontakt:
Adam Howorth
Apple
adamh@apple.com
+44 (0)20 7184 1202
 

    © 2015 Apple Inc. Alle rettigheder forbeholdes. Apple, Apple-logoet, Mac, Mac OS, Macintosh, OS X, iPhone, iPad og Apple Watch er varemærker tilhørende Apple. Andre firma- og produktnavne er varemærker tilhørende deres respektive ejere.