TIL MEDIERNE 27. april 2015

Apple offentliggør rekordresultat for 2. kvartal

Stærke resultater for iPhone, Mac og App Store giver en 27 % stigning i omsætningen og 40 % vækst i indtjeningen pr. aktie med nye rekorder for 2. kvartal som følge

CUPERTINO, Californien – 27. april 2015 – Apple præsenterede i dag resultatet for 2. kvartal af virksomhedens regnskabsår 2015, der sluttede 28. marts 2015. Virksomheden havde en omsætning på 58 mia. dollar og en nettofortjeneste på 13,6 mia. dollar i dette kvartal, eller 2,33 dollar pr. udvandet aktie. Disse resultater skal sammenlignes med en omsætning på 45,6 mia. dollar og en nettofortjeneste på 10,2 mia. dollar, eller 1,66 dollar pr. udvandet aktie, i samme kvartal året før. Bruttoresultatet var på 40,8 % i forhold til 39,3 % i samme kvartal sidste år. 69 % af kvartalets omsætning stammede fra internationalt salg.
Væksten skyldes et rekordstort salg af iPhone og Mac samt det bedste resultat nogensinde for App Store.
“Vi er yderst tilfredse med den fortsatte succes for iPhone, Mac og App Store, der var hovedårsagen til vores bedste kvartalsresultater for marts nogensinde,” udtaler Apples CEO, Tim Cook. “Vi ser en højere andel af kunder, der skifter til iPhone, end vi har set i tidligere perioder, og vi er på vej mod en spændende start på juni-kvartalet med lanceringen af Apple Watch.”
“Den imponerende efterspørgsel på vores produkter og tjenester i marts-kvartalet har givet en omsætningsstigning på 27 % samt en stigning i indtjeningen pr. aktie på 40 %,” siger Apples regnskabsdirektør, Luca Maestri. “Driftslikviditeten fra vores aktiviteter på 19,1 mia. dollar var også fremragende.”
Apple meddeler følgende vejledende tal for tredje kvartal af regnskabsåret 2015:
  • omsætning på mellem 46 mia. og 48 mia. dollar
  • bruttoresultat på mellem 38,5 og 39,5 %
  • driftsomkostninger på mellem 5,65 og 5,75 mia. dollar
  • andre indtægter/(omkostninger) på 350 mio. dollar
  • skatteprocent på 26,3 %


Apple leverer direkte streaming af konferenceopkaldet om kvartalsregnskabet for 2. kvartal af 2015 fra kl. 23.00 den 27. april 2015 på www.apple.com/quicktime/qtv/earningsq215. Denne webcast vil derefter være tilgængelig i omkring to uger.
Denne pressemeddelelse indeholder fremadrettede udtalelser, inklusive – men ikke begrænset til – udtalelser om virksomhedens forventede omsætning, bruttoresultat, driftsomkostninger, andre indtægter/(omkostninger) og skatteprocent. Disse udtalelser er behæftet med risici og usikkerheder, og de faktiske resultater kan variere. Risici og usikkerheder omfatter bl.a. virkningen af konkurrencemæssige og økonomiske faktorer samt virksomhedens reaktion på disse faktorer, på forbrugeres og andre virksomheders beslutninger om køb af virksomhedens produkter; fortsat konkurrencepres på markedet; virksomhedens evne til i rette tid at levere produkter til markedet og stimulere kundernes efterspørgsel på nye programmer, produkter og teknologiske innovationer; den evt. virkning af produktlanceringer og -overgange, ændringer i produktpriser og udbud og/eller stigende komponentpriser på virksomhedens bruttoresultat; risikoen ved lagerbeholdning i forbindelse med virksomhedens behov for at bestille eller forpligte sig til at bestille produktkomponenter, før kundeordrer modtages; den fortsatte tilgængelighed på acceptable vilkår – eller i det hele taget af visse komponenter og tjenester, der er vigtige for virksomheden, og som i øjeblikket leveres fra en enkelt eller et begrænset antal kilder; den evt. virkning af virksomhedens afhængighed af produktion og logistiktjenester leveret af tredjeparter på kvaliteten, kvantiteten og prisen på de leverede produkter og tjenester; risici i forbindelse med virksomhedens internationale aktiviteter; virksomhedens afhængighed af tredjeparters immaterielle rettigheder og digitale indhold; den potentielle betydning, hvis virksomheden får en dom for at have krænket andres immaterielle rettigheder; virksomhedens afhængighed af den måde, distributører, fragtfirmaer og forhandlere af virksomhedens produkter driver forretning på; de eventuelle konsekvenser af problemer med kvaliteten af produkter og tjenester for virksomhedens fortjeneste på salg og drift; fortsat beskæftigelse og tilgængelighed af nøglepersoner i ledelsen og centrale medarbejdere; krig, terrorisme, problemer med offentlig sundhed, naturkatastrofer og andre omstændigheder, der kan afbryde forsyninger og leverancer og mindske efterspørgslen på produkter; samt ufavorable resultater  af eventuelle retssager. Der kan af og til findes flere oplysninger om de potentielle faktorer, der kan få betydning for virksomhedens økonomiske resultater, i afsnittene “Risk Factors” og “Management’s Discussion and Analysis of Financial Condition and Results of Operations” i virksomhedens offentlige rapporter, der er indleveret til SEC, inklusive virksomhedens Form 10-K for det regnskabsår, der sluttede den 27. september 2014, Form 10-Q for kvartalet, der sluttede den 27. december 2014 samt Form 10-Q for kvartalet, der sluttede den 28. marts 2015, der vil blive indleveret til SEC. Virksomheden forpligter sig ikke til at opdatere nogen fremadrettede udtalelser eller oplysninger, som er gældende på de respektive datoer.
Apple designer Mac-computerne, der er verdens bedste personlige computere, samt OS X, iLife, iWork og professionel software. Apple er førende inden for den digitale musikrevolution med iPod-modellerne og iTunes Store på internettet. Apple har genopfundet mobiltelefonen med den revolutionerende iPhone og App Store, og definerer fremtiden for mobile medie- og computerenheder med iPad.
Pressekontakt:
Erik Yström
Apple
eriky@apple.com
+46 (0)8-703 30 48
 

    © 2015 Apple Inc. Alle rettigheder forbeholdes. Apple, Apple-logoet, Mac, Mac OS, Macintosh, iPhone og App Store er varemærker tilhørende Apple Inc. Andre firma- og produktnavne er varemærker tilhørende deres respektive ejere.