PRESSEMEDDELELSER 8. oktober 2015

Udvidede udgaver af Harry Potter-bøgerne kan nu fås eksklusivt i iBooks til iPhone, iPad og iPod touch

For første gang nogensinde kan Harry Potter-fans fordybe sig i alle syv af de højtelskede bøger på en ny og medrivende måde

CUPERTINO, Californien og LONDON – 8. oktober 2015 – Apple meddelte i dag, at udvidede udgaver af alle syv bøger i J.K. Rowlings Harry Potter-serie nu kan købes eksklusivt i iBooks Store, så læsere over hele verden kan få glæde af dem på deres iPhone, iPad, iPod touch og Mac. Kunderne kan downloade bøgerne enkeltvis, og hver bog indeholder al den oprindelige tekst, interaktive animationer og detaljerede illustrationer, der bringer de elskede historier til live på en helt unik måde. Og når de bevæger sig rundt i det litterære univers, vil Harry Potter-fans også støde på særlige noter, skrevet af forfatteren selv.
“Jeg er utroligt glad for at se, at Harry Potter-bøgerne nu findes i iBooks i så smuk en form til den digitale verden – illustrationerne og animationerne i disse udvidede udgaver gør historierne levende på helt fortryllende nye måder,” sagde J.K. Rowling.
“Harry Potter-fans vil elske at se, hvordan deres yndlingshistorier bliver bragt til live,” sagde Tim Cook, Apples CEO. “J.K. Rowlings berømte bogserie er som skabt til at blive værdsat på iPad eller iPhone, og vi er begejstrede for at kunne tilbyde disse udgaver eksklusivt i iBooks Store.”
Hidtil har det kun været muligt for læserne at købe digitale versioner af Harry Potter-bøgerne gennem onlinebutikken Pottermore Shop. Fra og med i dag kan iBooks-brugere opleve disse bøger med helt nye og eksklusive omslag til hver titel såvel som typografi med de klassiske Harry Potter-skrifttyper, nye overskrifter og uncialer.
iBooks Store er tilgængelig i 52 lande og tilbyder snesevis af kategorier, bl.a. kogebøger, historiebøger, biografier, billedbøger og børnebøger, mens gratis bøger er tilgængelige i 155 lande.
Tilgængelighed
Fra og med i dag kan de udvidede udgaver af Harry Potter-bøgerne fås på engelsk i 32 lande til DK 95 pr. stk. Forudbestilling begynder også i dag for versioner på fransk, tysk og spansk, som vil kunne fås fra og med den 9. november i yderligere 18 lande.
Harry Potter-fans kan gå på opdagelse i masser af andet magisk indhold, f.eks. Harry Potter-film, album med musik fra filmene og apps, på den dedikerede Harry Potter-side i iBooks: www.iTunes.com/HarryPotter.
Om Pottermore
Pottermore, som blev lanceret i 2012, er J.K. Rowlings selskab for digital underholdning, nyheder og e-handel, inspireret af bøgerne om Harry Potter og hele det fantastiske troldmandsunivers. Det er også udgiver af Harry Potter-bøgerne som e-bøger og digitale lydbøger på globalt plan. I centrum for den digitale version af J.K. Rowlings troldmandsunivers står pottermore.com, der først og fremmest handler om at give fantasien frit spil. Her kan man finde nyheder, biografier og artikler såvel som nye historier og ikke tidligere udgivet materiale fra J.K. Rowling.
Pressekontakt:
Erik Yström
Apple
eriky@apple.com
+46 (0)8-703 30 48
Howard Polskin
Pottermore
howard.polskin@team.pottermore.com
+1 (917) 751-4407
 

    © 2015 Apple Inc. Alle rettigheder forbeholdes. Apple, Apple-logoet, iBooks Store, iPhone, iPad, iPod touch, Mac og iBooks er varemærker tilhørende Apple. Andre firma- og produktnavne er varemærker tilhørende deres respektive ejere.