PRESSEMEDDELELSER 3. december 2015

Apple lancerer Swift som open source

Udvikleres bidrag vil hjælpe med at gøre Swift endnu bedre og tilgængelig på flere platforme

CUPERTINO, Californien – 3. december 2015 – Apple meddeler i dag, at deres Swift-programmeringssprog nu er open source. Som et open source-sprog kan det store fællesskab af talentfulde udviklere – fra appudviklere over uddannelsesinstitutioner til virksomheder – bidrage til nye Swift-funktioner og -optimeringer samt hjælpe med at videreføre Swift til nye computerplatforme. Swift, der blev introduceret i 2014, er det hurtigst voksende programmeringssprog nogensinde og kombinerer kapacitet og effektivitet fra kompilerede sprog med enkelthed og interaktivitet fra populære scriptsprog.* I dag lancerede Apple også websitet Swift.org, som indeholder detaljerede oplysninger om Swift som open source, bl.a. teknisk dokumentation, fælles ressourcer og links til at downloade Swift-kildekoden.
“Når vi gør Swift til open source, kan hele udviklerfællesskabet bidrage til programmeringssproget og hjælpe med at videreføre det til endnu flere platforme,” sagde Craig Federighi, Apples senior vice president of Software Engineering. “Swifts funktionalitet og brugervenlighed vil inspirere en ny generation til at interessere sig for kodning, og efter dagens meddelelse vil de kunne føre deres idéer ud i livet hvor som helst, lige fra mobile enheder til skyen.”
Swift er et kraftfuldt og intuitivt programmeringssprog, der giver udviklere den frihed og de muligheder, de skal bruge, til at udvikle næste generations avancerede software. Swift er let at lære og bruge, også selvom du aldrig har skrevet kode før, og det er det første programmeringssprog til systemer, som er lige så udtryksfuldt og fornøjeligt at bruge som et scriptsprog. Da Swift er designet med sikkerhed for øje, fjerner det også hele kategorier med typiske programmeringsfejl.
Swift-kildekoden er tilgængelig via GitHub og inkluderer support til alle Apples softwareplatforme – iOS, OS X, watchOS og tvOS – samt til Linux. Tilgængelige komponenter omfatter Swift Compiler, Debugger, Standard Library, Foundation Libraries, Package Manager og REPL. Der er givet licens til Swift under den populære Apache 2.0 open source-licens med en runtime library exception, hvilket gør brugere i stand til nemt at indbygge Swift i deres egen software og overføre sproget til nye platforme. For at få flere oplysninger om Swift samt adgang til fælles ressourcer kan du besøge det nye website påSwift.org.
*Baseret på RedMonk Programming Language Rankings, juni 2015.
Pressekontakt:
Erik Yström
Apple
eriky@apple.com
+46 (0)8-703 30 48
 

    © 2015 Apple Inc. Alle rettigheder forbeholdes. Apple, Swift, OS X, tvOS og Apple-logoet er varemærker tilhørende Apple. Andre firma- og produktnavne er varemærker tilhørende deres respektive ejere.