PRESSEMEDDELELSER april 19, 2016

Apple opdaterer MacBook med de nyeste processorer, længere batteritid og ny finish i rosaguld

CUPERTINO, Californien – 19. april 2016 – Apple opdaterede i dag MacBook med de nyeste Intel-processorer, forbedret grafikydeevne, hurtigere flash-lagring og en ekstra times batteritid, så den tyndeste og letteste Mac bliver bedre end nogensinde. MacBook har et unibody-kabinet i 100 % metal og fås nu med aluminiumfinish i fire farver – guld, sølv, space grey og for første gang nogensinde til en Mac: den flotte rosaguld. Med en strålende 12" Retina-skærm, et tastatur i fuld størrelse med hurtig respons, Force Touch-pegefelt, en alsidig USB-C-port og batteritid til hele dagen i et design, der kun vejer 0,92 kg og er 13,1 mm tyndt, er MacBook fremtiden for bærbare computere.
“MacBook er den tyndeste og letteste Mac, vi nogensinde har lavet, og det er vores vision for den bærbare computers fremtid,” sagde Philip Schiller, Apples senior vice president of Worldwide Marketing. “Kunderne kommer til at elske den her opdatering til MacBook med de nyeste processorer, hurtigere grafik og flash-lagring, længere batteritid og en smuk finish i rosaguld.”
Den opdaterede MacBook har sjettegenerations dual-core Intel Core M-processorer på op til 1,3 GHz med Turbo Boost på op til 3,1 GHz og hurtigere 1866 MHz hukommelse. Det nye Intel HD Graphics 515 sørger for op til 25 procent hurtigere grafikydeevne, og med hurtigere PCIe-baseret flash-lagring kan dagligdagsopgaver klares endnu mere raskt – lige fra at starte programmer op til at åbne filer.* Og nu med op til 10 timers trådløs surfing på nettet og op til 11 timers afspilning af iTunes-film er MacBook den perfekte bærbare computer til at tage med sig dagen lang.**
MacBook har en utrolig lille og alsidig USB-C-port til opladning, dataoverførsel og videoudgang i ét enkelt stik, som fylder en tredjedel af en traditionel USB-port. Efter introduktionen af USB-C på MacBook har Apples økosystem og mængden af USB-C-tilbehør fra tredjepart vokset sig endnu større og giver både brugerne større fleksibilitet og flere muligheder.
MacBook har ingen bevægelige dele eller blæsere og arbejder dermed lydløst og effektivt. MacBook er designet til den trådløse verden og er derfor udstyret med de nyeste trådløse teknologier, herunder indbygget 802.11ac Wi-Fi og Bluetooth 4.0, som giver en hurtig, trådløs forbindelse. Den er perfekt til opgaver som streaming af indhold fra din MacBook til dit Apple TV via AirPlay, hurtig udveksling af filer med AirDrop eller brug af trådløse hovedtelefoner.
Endvidere meddelte Apple i dag, at 8 GB hukommelse bliver standard på alle konfigurationer af 13" MacBook Air.
Alle nye Mac-computere leveres med OS X El Capitan, den nyeste version af OS X, der giver en endnu bedre Mac-oplevelse og forbedrer systemets ydeevne. El Capitan er baseret på de banebrydende funktioner og det smukke design i OS X Yosemite, med opdateringer til administration af vinduer, indbyggede programmer og Spotlight-søgning samt en bedre ydeevne. Dermed sker dine daglige aktiviteter – f.eks. at starte programmer og skifte mellem dem, åbne PDF-filer og tjekke din mail – hurtigere og med bedre respons.
iMovie, GarageBand og iWork-pakken med programmer leveres gratis med alle nye Mac-computere. iMovie gør det nemt at lave smukke film, og du kan bruge GarageBand til at lave musik eller lære at spille klaver og guitar. iWork-pakken med Pages, Numbers og Keynote gør det nemt at lave, redigere og dele imponerende dokumenter, regneark og præsentationer. Med Pages, Numbers og Keynote til iCloud kan du oprette et dokument på iPhone eller iPad, redigere det på din Mac og samarbejde med vennerne, selv når de arbejder på en PC.
Priser og tilgængelighed
MacBook fås via Apple.com/dk fra i dag og i Apples butikker og udvalgte autoriserede Apple-forhandlere fra og med i morgen. MacBook fås med en 1,1 GHz dual-core Intel Core m3-processor med Turbo Boost-hastigheder på op til 2,2 GHz, 8 GB hukommelse og 256 GB flash-lagring til 11.299 kr. eller med en 1,2 GHz dual-core Intel Core m5-processor med Turbo Boost-hastigheder på op til 2,7 GHz, 8 GB hukommelse og 512 GB flash-lagring til 13.999 kr. Specielle konfigurationer omfatter en 1,3 GHz dual-core Intel Core m7-processor med Turbo Boost-hastigheder på op til 3,1 GHz. Oplysninger om yderligere tekniske specifikationer og tilbehør findes på www.apple.com/dk/macbook. Priser er inklusive moms.
*Test udført af Apple i april 2016 med MacBook-testkonfigurationer. Du kan få flere oplysninger på www.apple.com/dk/macbook.
**Test med trådløs webprotokol udført af Apple i april 2016 med MacBook-testkonfigurationer. Batteritid og antallet af opladninger afhænger af brug og indstillinger. Du kan få flere oplysninger på www.apple.com/dk/macbook.
Apple revolutionerede markedet for personlige teknologiprodukter med lanceringen af Macintosh-computeren i 1984. I dag er Apple verdensførende inden for innovation med iPhone, iPad, Mac, Apple Watch og Apple TV. Apples fire softwareplatforme – iOS, OS X, watchOS og tvOS – giver problemfrie overgange mellem alle Apple-enheder og styrker brugerne gennem banebrydende tjenester som App Store, Apple Music, Apple Pay og iCloud. Apples 100.000 medarbejdere brænder for at skabe de bedste produkter i verden – og for at gøre verden til et bedre sted.
Pressekontakt:
Erik Yström
Apple
eriky@apple.com
+46 (0)8-703 30 48
Martin Lund Nielsen
martin@kudos.dk
 

© 2016 Apple Inc. Alle rettigheder forbeholdes. Apple, Apple-logoet, MacBook, Mac, Retina, iTunes, AirPlay, AirDrop, Apple TV, MacBook Air, OS X, Spotlight, iMovie, GarageBand, iWork, Pages, Numbers, Keynote, iCloud, iPhone og iPad er varemærker tilhørende Apple. Andre firma- og produktnavne er varemærker tilhørende deres respektive ejere. Priserne er inklusive moms.