PRESSEMEDDELELSER 5. juni 2017

HomePod genopfinder musik i hjemmet

Smugkig på Apples musikhøjttaler til hjemmet med fantastisk lyd og intelligens

Smugkig på Apples musikhøjttaler til hjemmet.
SAN JOSE, Californien – 5. juni 2017 – Apple præsenterede i dag HomePod, der er en banebrydende trådløs højttaler til brug i hjemmet. Den har en fantastisk lydkvalitet og orienterer sig i forhold til placeringen i rummet, så lydbilledet indstilles automatisk. HomePod er designet til at fungere sammen med et abonnement på Apple Music, så den har adgang til mere end 40 mio. sange. Med sin omfattende viden om personlige præferencer og forskellige musiksmage kan den hjælpe brugere med at opdage ny musik. HomePod har en stor bashøjttaler i Apple-design med klar baslyd, en specialudviklet formation af syv stråledannende diskanthøjttalere med ren akustik i det høje frekvensområde, enestående retningsstyring og effektive indbyggede teknologier, der sikrer den ønskede lyd af originaloptagelserne og stor detaljerigdom i lydbilledet. HomePod kan købes fra december, i starten kun i Australien, Storbritannien og USA.
HomePod er mindre end 18 cm høj, kan placeres næsten hvor som helst – og kommer i hvid og space gray.
“Apple genopfandt den bærbare musik med iPod, og nu vil HomePod genopfinde vores musikoplevelse i hjemmet med trådløs teknologi,” sagde Philip Schiller, Apples Senior Vice President of Worldwide Marketing. “HomePod forener en stærk højttalerteknologi, Siri-intelligens og trådløs adgang til hele Apple Music-biblioteket i en smuk højttaler, der er mindre end 18 cm høj og alligevel kan fylde næsten ethvert rum med musik uden forvrængning og samtidig fungere som en nyttig assistent i hjemmet.”
HomePod giver en perfekt lydoplevelse, uanset om den står på en hylde, i et hjørne eller midt i rummet.
HomePod er designet til stemmekontrol med en formation af seks mikrofoner, så brugerne kan interagere med højttaleren fra alle steder i rummet, selv hvis der spilles høj musik. Hvis man siger: “Hey Siri, det er en god sang,” hjælper man HomePod og Apple Music med at blive den perfekte musikekspert, der indsamler præferencer fra hundredvis af forskellige genrer og stemninger og titusindvis af spillelister – og disse musiksmage bliver delt på tværs af enhederne. Siri kan også klare avancerede søgninger i musikbiblioteket, så brugere kan stille spørgsmål som “hvem spiller trommer på det her nummer?” eller lave en delt ‘Næste’-kø sammen med alle andre i hjemmet. HomePod, Apple Music og Siri giver den bedste musikoplevelse i hjemmet med reklamefri streaming direkte til HomePod.
Brug HomePod sammen med Siri fra den anden ende af rummet, så du både kan lytte til Apple Music, betjene HomeKit-tilbehør m.m.
Som en assistent i hjemmet gør HomePod det nemt at sende beskeder, få opdateringer om nyheder, sport og vejret eller betjene intelligente enheder til hjemmet ved blot at bede Siri om at slukke lyset, trække skyggegardiner for eller aktivere en scene. Når man ikke er hjemme, er HomeKit den ideelle hjemmehub, der både klarer fjernadgang og automatisering i hjemmet via Hjem-appen på iPhone eller iPad.

Innovativ lyd og avanceret teknologi

HomePod har en højde på mindre end 18 cm, og den er resultatet af flere års nytænkning inden for både hardware og software:
  • Den Apple-designede bashøjttaler, der peger opad og er kombineret med den specialbyggede A8-chip, giver indstilling af bas gennem software i realtid, hvilket sikrer, at højttalerens baslyd får mest mulig dybde og renhed og lav forvrængning.
  • Den specialudviklede højttalerformation med syv stråledannende diskanthøjttalere, der hver især har sin egen forstærker, giver både en afbalanceret og klar lyd i de høje toneområder og præcis retningsstyring med lydstråler i forskellige former og størrelser.
  • Den Apple-designede A8-chip er hjernen bag de avancerede lydinnovationer.
  • En teknologi med automatiserede rumsensorer gør det muligt for HomePod at bestemme sin placering i et rum, uanset om den står i et hjørne, på et bord eller en bogreol, og inden for sekunder vil den være perfekt optimeret og give en stor lydoplevelse – uafhængigt af dens placering.
  • De seks mikrofoner i formation har avanceret ekkoudligning og gør Siri i stand til at forstå, hvad brugere siger, uanset om de er tæt på enheden, står i den anden ende af rummet, eller om det spilles høj musik.
  • Siri-bølgesymbolet vises øverst for at indikere, hvornår Siri er aktiv, og den integrerede betjening med berøring gør det hele nemt at styre. 
  • Automatisk søgning og afbalancering med to højttalere ved hjælp af både direkte og reflekteret lyd giver en fantastisk lyd uden kabler og et endnu større lydbillede.
  • Opsætning af HomePod er lige så intuitiv som med AirPods – man skal bare holde en iPhone hen til HomePod, og så er den klar til at afspille musik efter få sekunder.
Sikkerhed og anonymitet er grundlæggende aspekter for udviklingen af Apples hardware, software og tjenester. Med HomePod er det kun, når “Hey Siri” registreres lokalt, at enheden vil sende informationer til Apples servere, hvilket sker med kryptering og en anonym Siri-identifikator.
Priser og tilgængelighed
HomePod kan købes for 349 USD og fås i hvid og space grey fra december, i starten kun i Australien, Storbritannien og USA.1 HomePod er kompatibel med iPhone 5s og senere modeller med iOS 11.

Mediemateriale

Billeder af HomePod

Apple revolutionerede markedet for personlige teknologiprodukter med lanceringen af Macintosh-computeren i 1984. I dag er Apple verdensførende inden for innovation med iPhone, iPad, Mac, Apple Watch og Apple TV. Apples fire softwareplatforme – iOS, macOS, watchOS og tvOS – giver problemfrie oplevelser på tværs af alle Apple-enheder og styrker brugerne gennem banebrydende tjenester som App Store, Apple Music, Apple Pay og iCloud. Apples over 100.000 medarbejdere brænder for at skabe de bedste produkter i verden – og for at gøre verden til et bedre sted.

    1 Priserne i Australien og Storbritannien vil blive offentliggjort senere på året.

    Denne enhed er endnu ikke godkendt efter Federal Communications Commissions regler. Enheden tilbydes ikke – og må ikke tilbydes – til salg eller udlejning og må ikke sælges eller udlejes, før den er godkendt.

Pressekontakt

Martin Lund Nielsen

media.dk@apple.com

33 42 22 36