PRESSEMEDDELELSER 29. august 2017

Apple og Accenture indgår partnerskab om udvikling af iOS-løsninger til erhvervslivet

Accenture opretter særlige iOS-afdelinger i udvalgte Accenture Digital Studios, og Apple afsætter eksperter til at indgå i disse teams

Cupertino, Californien og New York – Apple og Accenture indgår et partnerskab, der skal hjælpe virksomheder med at skabe bedre samspil mellem deres medarbejdere og kunder gennem innovative iOS-løsninger til erhvervslivet. iOS er den førende mobile platform for virksomheder, og partnerskabet vil udnytte al dens styrke, enkelhed og sikkerhed i kombination med Accentures kompetencer som brancheførende aktør inden for virksomheds- og digital transformation. Målet er at hjælpe virksomheder med at åbne op for nye indtjeningsmuligheder, øge produktiviteten, forbedre kundeoplevelsen og reducere omkostningerne.
Accenture vil skabe særlige iOS-afdelinger i Accenture Digital Studios udvalgte steder i verden, og eksperter fra Apple vil indgå i disse teams. Gennem deres samarbejde vil de to virksomheder lancere et nyt sæt værktøjer og tjenester, som kan hjælpe virksomhedskunder med at transformere deres engagement med kunderne gennem iPhone og iPad. Eksperterne tæller blandt andet visuelle designere, brugeroplevelsesdesignere, programmører, dataarkitekter og -specialister samt hardware- og softwaredesignere.
“Fra introduktionen af iPhone for ti år siden, og senere hen med iPad, har Apple forandret den måde, som mennesker arbejder på. Alligevel mener vi, at virksomheder kun udnytter en lille del af det, som de kan bruge vores produkter til,” sagde Tim Cook, Apples CEO. “Både Apple og Accenture er førende med hensyn til at skabe utrolige brugeroplevelser, og sammen kan vi fortsætte vores gennemgribende moderniseringer af, hvordan virksomheder arbejder. Det vil vi gøre ved at tilbyde fantastiske løsninger, der udnytter de utrolige muligheder, som Apples teknologi rummer.”
Pierre Nanterme, Accentures bestyrelsesformand og CEO, udtalte: “På baggrund af vores erfaring med at udvikle mobile apps, mener vi, at iOS er den allerbedste mobile platform for virksomheder, og vi glæder os meget til partnerskabet med Apple. Ved at kombinere Accentures enorme digitale kapacitet og brancheekspertise med Apples førende position på markedet inden for udvikling af produkter, som kunderne elsker med, er vi i en perfekt position til at hjælpe vores kunder med at ændre den måde, de arbejder på.”
De nye iOS-værktøjer og tjenester vil gøre fuld brug af de nyeste Apple-teknologier og udnytte Accentures førende digitale og analytiske kompetencer. 
  • Nye økosystemtjenester, der skal hjælpe kunderne med at opfylde kravene til iOS-integration, så de kan forbindes til back-end-systemer. Tjenesterne skal udnytte Accentures ekspertise inden for systemintegration samt de unikke iOS-fordele, som Apple har skabt i samarbejde med vigtige partnere som SAP og Cisco.
  • Internet-of-things-tjenester (IoT) med nye værktøjer, skabeloner og prædesignet kode, der skal hjælpe kunder med at få endnu mere ud af data fra IoT-platforme i deres iOS-apps, så medarbejderne får endnu flere muligheder.
  • Migreringstjenester, der skal hjælpe kunder med hurtigt og nemt at overføre deres eksisterende applikationer og data til moderne iOS-apps.
Hvis du ønsker mere information om partnerskabet mellem Apple og Accenture, kan du gå ind på accenture.com/apple eller apple.com/dk/business/partners/.
Apple revolutionerede markedet for personlige teknologiprodukter med lanceringen af Macintosh-computeren i 1984. I dag er Apple verdensførende inden for innovation med iPhone, iPad, Mac, Apple Watch og Apple TV. Apples fire softwareplatforme – iOS, macOS, watchOS og tvOS – giver problemfrie oplevelser på tværs af alle Apple-enheder og styrker brugerne gennem banebrydende tjenester som App Store, Apple Music, Apple Pay og iCloud. Apples over 100.000 medarbejdere brænder for at skabe de bedste produkter i verden – og for at gøre verden til et bedre sted.
Accenture er en globalt førende virksomhed inden for serviceydelser til erhvervslivet og tilbyder en bred vifte af tjenester og løsninger inden for strategi, rådgivning, digitalisering, teknologi og virksomhedsdrift. I kraft af sin enestående erfaring og specialiserede kompetencer på tværs af mere end 40 brancher og alle forretningsfunktioner – understøttet af verdens største leveringsnetværk – arbejder Accenture i krydsfeltet mellem erhverv og teknologi. Accentures mål at hjælpe kunder med at forbedre deres resultater og skabe vedvarende værdi for deres interessenter. Accenture har mere end 411.000 medarbejdere til at betjene deres kunder i mere end 120 lande, og virksomheden er drevet af ønsket om at skabe innovation for at forbedre den måde, som mennesker arbejder og lever på. Besøg os på www.accenture.com.

Pressekontakter

Martin Lund Nielsen

media.dk@apple.com

33 42 22 36

Peter Y. Soh

Accenture

peter.y.soh@accenture.com

+1 (703) 947-2571