PRESSEMEDDELELSER 12. september 2017

Apple TV 4K tager biografens magi med hjem i stuen med 4K og HDR

Apple TV 4K leverer en fantastisk filmoplevelse i hjemmet sammen med et utroligt udvalg af 4K HDR-indhold i iTunes, Netflix og meget mere.
Cupertino, Californien – Apple præsenterede i dag det nye Apple TV 4K, der er designet til at levere imponerende biografoplevelser i hjemmet. Med både 4K og High Dynamic Range (HDR) giver Apple TV 4K utroligt skarpe og klare billeder, flottere og mere naturtro farver samt mange flere detaljer ved både mørke og lyse scener. Med Apple TV 4K får seerne glæde af et voksende udvalg af 4K HDR-film i iTunes. iTunes-brugere får automatisk opgraderet HD-titler i deres eksisterende iTunes-bibliotek til 4K HDR-versioner, når de bliver tilgængelige. Apple TV 4K vil også snart tilbyde 4K HDR-indhold fra populære streamingtjenester som Netflix og Amazon Prime Video.1
Med lanceringen af Apple TV 4K får Siri Remote en lille ændring i designet med en ny, hvid cirkel omkring “menu”-knappen.
“Tag biografens magi med hjem i stuen med det nye Apple TV 4K.” Sådan sagde Eddy Cue, Apples senior vice president of Internet Software and Services. “Kunderne vil elske at se fantastiske 4K HDR-film fra et imponerende udvalg i iTunes, samtidig med at de automatisk får opgraderet de 4K HDR-film, de allerede har i deres iTunes-bibliotek, og får glæde af 4K-indhold på tjenester som Netflix og Amazon Prime Video, der snart kommer.”

4K og HDR

Kombinationen af 4K HDR på Apple TV 4K giver seerne mulighed for at opleve utroligt skarpe og klare billeder, flottere og mere naturtro farver samt mange flere detaljer i både mørke og lyse scener (billede udelukkende til simulering og dramatisk effekt).
Det nye Apple TV 4K er bygget på den banebrydende A10X Fusion-chip – den samme chip, der sidder i iPad Pro – og sørger for en intens 4K HDR-oplevelse. 
  • Understøttelse af både Dolby Vision og HDR10 sikrer, at brugerne får TV-udsendelser og film – der ser fantastiske ud – på alle HDR TV’er. 
  • Indbygget 4K-videoopskalering med høj ydeevne får HD-indhold til at fremstå bedre end nogensinde på et 4K TV.
  • Ved altid at anvende den højst mulige opløsning kan seerne få mest muligt ud af deres TV, hvad enten det er et ældre HD-fjernsyn eller det nyeste 4K Dolby Vision OLED.
  • Automatisk søgning efter 4K TV’ets funktioner optimerer opsætningen med henblik på at give den bedst mulige billedekvalitet.

Siri og Apple TV-app

TV-appen udvides til syv lande inden årets udgang, og det gør det nemmere for brugere at opdage og se TV-udsendelser og film fra flere apps på ét sted.
Siri og Apple TV-appen gør det nemt at finde og afspille præcis det, du ønsker. TV-appen samler alle dine yndlingsserier og -film på ét sted, og Siri gør det muligt at søge efter og få adgang til indhold i hele Apple TV blot ved hjælp af din stemme.
  • TV-appen understøtter flere end 60 tjenester på Apple TV og iOS-enheder, og flere bliver tilføjet hele tiden. Uanset om du er hjemme eller på farten, så er det nemt at gå på opdagelse i og se TV-udsendelser og film fra flere apps på ét sted.
  • Siri er smart, når det gælder 4K HDR, så det er utroligt nemt at finde film og TV-udsendelser i den højeste billedkvalitet på tværs af dine apps (f.eks. “Vis mig film i 4K”) 
  • Senere i år gør TV-appen det nemmere end nogensinde at se og få opdateringer om sport, der sendes direkte. Du siger f.eks. bare “Se Real Madrid-kampen” eller “Hvad står der i FCK-kampen?”
  • Sportsfans i USA vil kunne følge deres yndlingshold og få meddelelser på skærmen, når deres hold spiller. De vil desuden kunne se alle de hold, ligaer og sportsbegivenheder, som sendes på det givne tidspunkt, gennem en dedikeret Sports-fane.2  
  • Allerede i denne måned vil TV-appen, ud over USA, også være tilgængelig i Australien og Canada. Og inden udgangen af året vil den også kunne bruges i Frankrig, Tyskland, Norge, Sverige og Storbritannien. 

Apple TV i hjemmet

Apple TV 4K er den perfekte store skærm som ledsager til iPhone og iPad og kan samle familie og venner til en fantastisk visuel oplevelse.
Apple TV er det perfekte tilbehør til ethvert hjem – med fremragende apps fra App Store, billeder, videoer, musik og meget mere. Hvis du allerede ejer en iPhone eller iPad, så er der ikke noget bedre alternativ til din stue end Apple TV.
  • Brugere kan dele de seneste billeder og videoer på deres iPhone og iPad, inklusive de bedste Minder, med venner og familie på den største skærm med iCloud på Apple TV.
  • Med AirPlay er det enkelt at vise film, TV-serier, hjemmevideoer og billeder fra iPhone eller iPad direkte på dit TV.
  • Understøttelse af AirPlay 2, som kommer senere på året gør, at Apple TV kan styre flere AirPlay 2-kompatible højttalere såvel som dine hjemmebiografhøjttalere til at skabe den ultimative musikoplevelse i hjemmet.
  • Apple tager skridtet videre og leverer mere end blot underholdning for at realisere Apples vision om det smarte hjem. Da Apple TV altid er derhjemme, er det perfekt som hub til alt dit HomeKit-tilbehør, og muliggør fjernadgang samt automatisk styring (som f.eks. at tænde lyset automatisk ved solnedgang).
Priser og tilgængelighed
Prisen for Apple TV 4K starter ved 1499 kr. for 32 GB og 1699 kr. for 64 GB, og for Apple TV (4. generation) 32 GB starter prisen ved 1299 kr. De vil være tilgængelige på apple.com/dk samt hos udvalgte autoriserede Apple-forhandlere og -udbydere (priserne kan variere). Kunderne kan bestille begge Apple TV 4K-modeller fra fredag den 15. september, og de vil blive tilgængelige fra fredag den 22. september i USA og 21 andre lande og regioner. Kort tid derefter vil de være tilgængelige i resten af verden. Du kan finde flere oplysninger ved at besøge apple.com/dk/tv.

Mediemateriale

Billeder af Apple TV 4K

Apple revolutionerede markedet for personlige teknologiprodukter med lanceringen af Macintosh-computeren i 1984. I dag er Apple verdensførende inden for innovation med iPhone, iPad, Mac, Apple Watch og Apple TV. Apples fire softwareplatforme – iOS, macOS, watchOS og tvOS – giver problemfrie oplevelser på tværs af alle Apple-enheder og styrker brugerne gennem banebrydende tjenester som App Store, Apple Music, Apple Pay og iCloud. Apples over 100.000 medarbejdere brænder for at skabe de bedste produkter i verden – og for at gøre verden til et bedre sted.

    1 Adgang til noget af indholdet kan kræve abonnement. Ikke alt indhold er tilgængeligt i alle lande. 4K-opløsning kræver et 4K-kompatibelt TV. Afspilningskvaliteten afhænger af hardware og internetforbindelse.
    2 Med forbehold for udfald i direkte sportsudsendelser.

Pressekontakt

Martin Lund Nielsen

Apple

media.dk@apple.com

+45 28 87 68 28