Artikel 22. april 2019

Bevaring af mangrover – en livline til verden

Apple, Conservation International og colombiansk lokalsamfundspartner vil beskytte jordens kulstofsugende kysttræer

Mangroveskoven i Cispatá-bugten ved Colombias caribiske kyst.
Gennem Apples kampagne Earth Day 2018 Give Back er virksomheden gået sammen med Conservation International om at beskytte en mangroveskov på 27.000 acres i Cispatá-bugten ved Colombias caribiske kyst.
Rødderne på et mangrovetræ er som vener. De vokser opad og ned i saltvandet i Cispatá-bugten, der ligger ved Córdoba, Colombia, langs kysten ved det caribiske hav, og spreder sig i alle retninger. En række kanaler har dannet en hovedfærdselsåre, der er forbundet med Sinú-floden, som giver en enkelt rute ind i og ud af mangroverne, hvor fiskere og skovhuggere tager hul på dagens arbejde.
“Lige nu har vi en masse folk, der arbejder på at åbne kanaler op, så vandet kan blive ved med at strømme,” siger Luis Roberto Canchila Avila, formand for Asoamanglebal, den første mangroveforening i San Bernardo del Viento i Córdoba. “Fordi det er sommer, er der dele, hvor vandstrømningen er anderledes, og fisk dør, da de ikke får nok ilt.” Det er en skrøbelig balance: For meget flodvand eller for lidt saltvand kan betyde, at mangroverne bliver ødelagt.
Mangroverødder.
Under vandlinjen af disse økosystemer ved kysten bliver kulstof opsuget og lagret af jord og bundfald gennem århundreder. Mangrover kan lagre op til 10 gange mere kulstof pr. acre end en typisk skov på land.
Mangroverne har længe været en livline for de colombianske kystsamfund. De beskytter dem mod stormfloder og forsyner familier med mad og træ. De er også en livline for verden, da de suger kulstof ud af atmosfæren og lagrer det dybt nede i deres rødder under vandet gennem århundreder. Nye undersøgelser viser, at de kan lagre op til 10 gange så meget kulstof pr. acre som landbaserede skove.
Men de er truede pga. pres fra ulovligt landbrug, fiskeri og skovdrift kombineret med klimaforandringer. “Der er mange ulovlige grupper, som arbejder i mangroverne,” siger Canchila Avila. “De kender ikke eller er ligeglade med indsatsen for bæredygtighed.” Ifølge Conservation International sender mangrover og andre økosystemer ved kysten det kulstof, de har lagret gennem århundreder, ud i atmosfæren, når de bliver nedbrudt eller ødelagt. Derefter bliver kulstoffet til kilder for drivhusgasser. De vurderer, at så meget som 1 milliard metrisk ton CO2 bliver udledt hvert år fra nedbrudte økosystemer ved kysten.1 Det svarer til det samlede antal årlige emissioner fra biler, busser, fly og både i USA i 2017.
Kort over mangroveskoven i det beskyttede Cispatá-havområde i Córdoba, Colombia.
Det beskyttede Cispatá-havområde i Córdoba, Colombia, omfatter en mangroveskov på 27.000 acres, opdelt i zoner, der indikerer, hvornår mangrovearbejdere kan bruge et bestemt område.
Lokale fiskere i Cispatá-bugten navigerer gennem kanalerne, der fører ind i og ud af mangroverne.
Lokale fiskere i Cispatá-bugten navigerer gennem kanalerne, der fører ind i og ud af mangroverne, mens de slæber på dagens fangst. Blandt de almindelige fisk i området findes snappere, robaloer, gerrider og sábaloer.
På denne fugtige, solrige morgen i april er Cispatá-bugten stille, bortset fra nogle få lokale fiskere, der står i vand til livet og kaster deres håndvævede net. Her tager Conservation International og Invemar Research Institute stikprøver af mangrovejord, der skal analyseres for kulstof lagret i bundfald under vandlinjen, kendt som “blåt kulstof.” Sammen med Omacha Foundation udvikler de tre organisationer en kulstoffinansieringsmodel for at skabe et incitament til bevaring og genskabelse af mangrover i regionen, i samarbejde med de lokale offentlige miljømyndigheder (CVS) og lokalsamfundene.
Til Apples kampagne Earth Day 2018 [Give Back] (https://www.apple.com/newsroom/2019/04/apple-expands-global-recycling-programs/) sammen med Conservation International om at beskytte og genoprette mangroveskoven på 27.000 acres i Cispatá-bugten, som forventes at opsuge 1 million metrisk ton CO2 gennem dens levetid. På det globale klimatopmøde sidste september i Californien fremhævede Apples Vice President for Environment, Policy and Social Initiatives, Lisa Jackson, vigtigheden af denne type bevarelse. “Disse skove er vitale, da de er et af naturens vigtigste værktøjer i kampen mod klimaforandringer,” sagde hun. “Globalt set har vi mistet halvdelen af verdens mangroveskove siden 1940’erne – så det er på høje tid, vi begynder at bevare og beskytte dem.”
Conservation Internationals projekt er det første i verden, der helt sætter tal på blå kulstofkreditter i både træer og jord, og den vil blive en model for skalering af kulstofopsugning i globale mangrove-økosystemer samt begrænsning af emissioner forårsaget af skovrydning i disse områder.
“Vi er pionerer med denne nye vådområdemodel,” siger María Claudia Díazgranados Cadelo, marinbiolog og direktør for Marine and Community Incentive Programs hos Conservation International. “Vi er nødt til at styrke den måde, vi måler kulstoflagre på i mangrovernes jordkomponent. Andre metodologier bruger kun biomasse over jord uden rigtigt at tage hensyn til jorden, som for mangrover og andre økosystemer ved kysten er det vigtigste sted, hvor disse økosystemer lagrer kulstof.”
CVS-feltassistent José Gregorio Padilla Bautista tager en stikprøve af jord.
CVS-feltassistent José Gregorio Padilla Bautista tager en 50 cm stikprøve af jord og måler kulstoflagringen i Cispatá-bugtens mangrover.
María Claudia Díazgranados Cadelo fra Conservation International og et hold undersøger en jordprøve.
María Claudia Díazgranados Cadelo fra Conservation International, Selene Rojas Aguirre fra Invemar og et hold feltassistenter tager en stikprøve af jord på et af deres 25 jordområder for at teste det for kulstof.
Feltholdet hos Conservation International undersøger en jordprøve.
For at få en nøjagtig jordprøve bruger feltholdet hos Conservation International en bundfaldskerneudtager til at udtage en prøve i en dybde af 50 cm og måle kulstoflagre og den tid, det har været lagret i.
Ved kysten bor der hundredvis af familier, som arbejder med mangroverne. De kaldes mangleros og er en del af et netværk af lokale mangrovesammenslutninger, der er dannet for at bevare og beskytte mangroverne samt de lokalsamfund, der er afhængige af dem med hensyn til mad og indkomst.
I nabobyen San Antero står den Cispatá-indfødte Ignacia de la Rosa Pérez for at administrere forholdet mellem lokalsamfundet og nonprofitorganisationerne gennem Independent Mangrove Association. “Jeg blev stort set født i mangroverne,” siger Rosa Pérez. “Da jeg var en lille pige, begyndte jeg at foretage ekspeditioner i skovene og udforske dyrelivet. Jeg vidste ikke, at jeg var en ledertype, men alle fulgte mig. Det er sådan, jeg begyndte at være leder for bevægelser.”
Siden 1976 har Rosa Pérez indsamlet årtier af data om mangroverne, herunder detaljerede oplysninger om de dyr, der bor der, mangrovernes sundhed og de kanaler, der løber gennem dem. Ringbind med kort og dybdegående analyser om karakteristikaene af disse kysttræer fylder to boghylder på hendes hjemmekontor. Hun har den største samling af data om regionen, længe før Cispatá-bugten blev klassificeret som et undersystem i et beskyttet havområde, og vilkårene for dette findes også i nogle få ringbind hos Rosa Pérez.
Ignacia de la Rosa Pérez har ført kontrol med Cispatá-bugtens mangrover siden 1970’erne.
Ignacia de la Rosa Pérez, oprindeligt fra Cispatá og lokalrepræsentant for Independent Mangrove Association, har været særdeles vigtig for overvågningen og registreringen af mangrovernes tilstand i Cispatá-bugten siden 1970’erne.
“Vi så skiftet i flodudmundingen,” siger Rosa Pérez. “Vi så forandringer i miljøprocesserne, lige fra dyrene til skoven. Alt blev ved med at forandre sig, og til sidst kom en mangrove, der havde været der i tre eller fire århundreder, ind på land. Så efterhånden som tiden gik, begyndte folk at ernære sig ved hjælp af mangroverne.”
Som Rosa Pérez husker det, plejede lokalsamfundet at sælge det, de kunne: træ, bark, fisk og krabber. Så da en lokalpolitiker forsøgte at stemple mangrovearbejderne som miljøforbrydere, blev Rosa Pérez rasende. Mens mangrovearbejderne blev anklaget for at ødelægge træerne gennem deres fiskeri og skovdrift, var træerne i virkeligheden ved at dø af sig selv. 

“Vi er begyndt at tale et nyt sprog, en blanding mellem sproget hos de professionelle, hos teknikerne og videnskabsfolkene, og lokalsamfundets sprog.

“Da jeg var 3 år, plejede vi at konkurrere om, hvem der kunne finde det største træ, der var begravet,” siger Rosa Pérez. “Mangroven var forsvundet, måske pga. saltindholdet eller mangel på bifloder. Vi fik svar på dette i 1992 … Jeg tog ud til saltminerne med mangrovearbejderne. De gravede jorden ud med deres hænder og med skovle. De trak træet op for at bevise, at de ikke havde fældet det.” 
Dette bevis lagde grundlaget for en langvarig alliance mellem lokalsamfundet og CVS, der fastsatte et sæt bæredygtige praksisser for brugen af mangroverne. Blandt disse findes der en rotationsplan for at udnytte mangroverne fra kun ét designeret område ad gangen, så hver enkelt zone får tid til at komme sig og blive genskabt.
“Vi er begyndt at tale et nyt sprog,” forklarer Rosa Pérez, “en blanding mellem sproget hos de professionelle, hos teknikerne og videnskabsfolkene, og lokalsamfundets sprog. Det er det, der har fået os til at vokse og kunne nå til det sted, hvor vi alle er i dag.”
En fisker i San Antero håndvæver et fiskenet.
I San Antero i Córdoba, Colombia, er lokalsamfundet afhængigt af mangroverne, som forsyner dem med mad og træ. Her håndvæver en lokal fisker et fiskenet.
Betsabe López Macias, en tidligere krokodillejæger, holder en truet amerikansk krokodille.
Indsatsen for at beskytte mangroveøkosystemet foregår i samarbejde. Betsabe López Macias er en tidligere krokodillejæger, der nu arbejder sammen med Conservation International og dens partnere for at rehabilitere de lokale truede amerikanske krokodillearter.
To æg fra en amerikansk krokodille.
Lokalsamfundsordningen, hvor jægere bliver til varetagere, har resulteret i, at næsten 10.000 krokodiller er blevet rehabiliteret og udsat i løbet af de seneste 18 år, hvor de også yngler.
40 km øst for San Antero i San Bernardo del Viento administrerer Canchila Avila fra Asoamanglebal et lignende forhold mellem lokalsamfundet, de lokale organisationer og local government. While Canchila Avila coordinates the sustainable cutting and clearing of mangroverne for at bevare vandstrømningen, og han udsteder desuden tilladelser til at skære træ, der sælges til byggeformål. “Vi tager fra mangroverne, men vi bevarer dem også,” siger Canchila Avila. “Hvis vi finder et område med meget få træer, ved vi, at det skal genoprettes og har brug for at komme sig. Vi lader området blive genoprettet og tilføjer træer.”
“Vi kender området, og vi kender flodens højde, så vi plejede at fælde uden forudgående teknisk viden, bare fordi vi så, hvordan det blev gjort, mens vi voksede op,” siger Canchila Avila. “I dag kombinerer vi teknisk viden fra CVS med vores erfaring.”
Luis Roberto Canchila Avila, formand for Asoamanglebal, en lokal mangrovesammenslutning i San Bernardo del Viento i Córdoba, Colombia.
Luis Roberto Canchila Avila, formand for mangrovesammenslutningen Asoamanglebal i San Bernardo del Viento i Córdoba, Colombia, forhandler kontrakter og tilladelser til lokale skovhuggere.
Skovhuggere på en båd med savede og beskårede mangrovestammer.
Et hold lokale skovhuggere vender tilbage fra en eftermiddag i mangroverne, hvor de har savet og beskåret mangrovestammer, der skal sælges til konstruktion i nabobyerne.
Canchila Avila, Rosa Pérez, Díazgranados and a team of marine biologists and Canchila Avila, Rosa Pérez, Díazgranados og et hold marinbiologer befinder sig alle i front for denne bevaringsindsats. Uden mangleros’ernes viden og erfaring ville det næsten være umuligt at bevare mangroverne. 
“De er vores højre hånd, når det kommer til bevaring,” siger Díazgranados.
Rødderne mellem folkene i Cispatá-bugten og mangroverne er dybe. Så dybe, at de mindes om det hvert år til æselfestivalen i påsken. Bibelfortællingen vises gennem en lokal dukkemesters øjne, hvor maskerede æsler bærer en mand ind til byens torveplads. Her dømmes han til døden for sine forbrydelser og skal læse sit testamente. I dette erklærer han: “Til mangrovernes folk efterlader jeg mangroverne.”
Mangrover trives i saltvand.
Selvom mangrover trives i saltvand, truer det stigende pres fra landbrugsaktiviteter og klimaforandringer deres eksistens. Det er afgørende at bevare dem for at bekæmpe klimaforandringer i de kommende generationer.

Mediemateriale

Billeder af mangrovebevaring

    1 Pendleton, L., D.C. Donato, B.C. Murray, S. Crooks, W.A. Jenkins, S. Sifleet, C. Craft, J.W. Fourqurean, J.B. Kauffman, N. Marbà, P. Megonigal, E. Pidgeon, D. Herr, D. Gordon og A. Baldera. “Estimating Global ‘Blue Carbon’ Emissions from Conversion and Degradation of Vegetated Coastal Ecosystems,” 2012.

Pressekontakt:

Caroline Alexandersson

Apple

caroline.alexandersson@apple.com

33 42 22 36

Martin Lund Nielsen

media.dk@apple.com

33 42 22 36