UPDATE 24. september 2019

China Clean Energy Fund investerer i vindmøller

I alt 134 megawatt leveret til Kinas nationale elnet

En vindmølle i Concord Jing Tang-vindmølleparken i Dao-distriktet i Hunan, Kina.
Vindmølleparken Concord Jing Tang ligger i Dao-distriktet i Hunan, Kina. Den er udviklet af Concord New Energy Group og producerer 48 megawatt vedvarende energi.
I bjergene i Dao-distriktet i Hunan-provinsen i Kina, hævet over byen Yongzhou, dukker et dramatisk syn op i horisonten. Her drejer de kæmpestore vinger på vindmøllerne fra vindmølleparkerne Concord Jing Tang og Concord Shen Zhang Tang rytmisk rundt højt oppe. Begge parker er udviklet af Concord New Energy Group Limited, og de genererer hver især 48 megawatt (MW) vedvarende energi. Sammen med en park i naboprovinsen Hebei, der genererer 38 MW og er udviklet af Fenghua Energy Investment Group Co., udgør disse tre projekter med vedvarende energi China Clean Energy Funds første investeringer.
China Clean Energy Fund startede op i 2018, og det er en ny, banebrydende investeringsfond i Kina, som forbinder leverandører med projekter inden for vedvarende energi. Apple og 10 af deres leverandører i Kina vil investere over 2,2 mia. kroner frem til 2022 i at udvikle projekter, der resulterer i i alt 1 gigawatt vedvarende energi. De tre vindmølleparker i Hunan og Hubei vil generere cirka 1/10 af den forventede mængde energi for hele projektet. 
“Det er virkelig stort at se, hvordan disse projekter er blevet færdige og allerede leverer vedvarende energi til elnettet,” sagde Lisa Jackson, Apples Vice President for Environment, Policy and Social Initiatives. “Vi er stolte af, at de leverandører, der deltager i fonden, deler vores engagement i at støtte vedvarende energiløsninger, reducere CO2-emissioner og bekæmpe klimaforandringer.”
En vindmølle i fuld størrelse i Concord Jing Tang-vindmølleparken.
Hver enkelt vindmølle hos Concord Jing Tang har en rotordiameter på 121 meter og genererer 2 MW vedvarende energi.
Vindmølleparkerne i Hunan og Hubei påvirker også deres lokale økonomier og myndigheder og hjælper begge provinser med at nå de mål for vedvarende energi, der er påkrævet. I Dao-distriktet, som af staten er klassificeret som et fattigt distrikt, udgør indkomsten fra konstruktionen og driften af Concord Jing Tang- og Concord Shen Zhang Tang-vindmølleparkerne også vigtige indtægtskilder.
“Vi er meget glade for at kunne støtte entreprenører som Concord og Fenghua,” sagde Yuyu Peng, Director for DWS Group, som administrerer China Clean Energy Fund. “Projekterne i Hunan og Hubei giver virkelig mange positive resultater. De understøtter ikke bare Kinas mål for vedvarende energi, men introducerer også vores partnere i fonden for alsidige projekter med vedvarende energi.”
Overgangen til vedvarende energi kan være en udfordrende proces, særligt for mindre virksomheder. China Clean Energy Fund vil i kraft af sin størrelse og sin rækkevidde give deltagerne større købekraft og mere attraktive og alsidige løsninger.
En vedligeholdelsesmedarbejder i Concord Jing Tang-vindmølleparken.
En vedligeholdelsesarbejder forbereder sig på at skulle klatre op i en vindmølle.
En Concord Jing Tang-medarbejder på markerne i Concord Jing Tang-vindmølleparken.
Concord Jing Tang-vindmølleparken har 24 vindmøller.
“China Clean Energy Fund har givet os mulighed for at investere i virkelig mange projekter med vedvarende energi i et meget større omfang. Det ville vi simpelthen ikke have kunnet gøre alene,” sagde Hao Peng, Chairman og President for Sunway Communication, Apple-leverandør og investor i fonden. “Vi sætter pris på Apples indsats, og vi ser frem til at investere i projekter med vedvarende energi på tværs af Kina.”
Med lanceringen af det globale Supplier Clean Energy Program i 2015 og initiativer som China Clean Energy Fund har et voksende antal partnere i produktionskæden – 44 leverandører i 16 lande – forpligtet sig til udelukkende at bruge vedvarende energi i deres produktion til Apple. Apple og deres leverandører vil generere mere end 4 gigawatt vedvarende energi på verdensbasis før 2020. Det vil dække 1/3 af den elektricitet, som Apples globale producenter og leverandører skal bruge. 
“Vi er sikre på, at disse ordninger kan bruges som model globalt til at hjælpe med at nå vores mål om udelukkende at anvende vedvarende energi,” sagde Lisa Jackson. “Projekterne i Kina viser, hvad der er muligt, når virksomheder, myndigheder og innovatorer arbejder sammen om at bekæmpe klimaforandringer.”
Se mere om Apples miljøinitiativer på apple.com/environment.

Mediemateriale

Billeder af Concord Jing Tang-vindmøllepark

Pressekontakt:

Caroline Alexandersson

Apple

caroline.alexandersson@apple.com

33 42 22 36

Martin Lund Nielsen

media.dk@apple.com

33 42 22 36