UPDATE 20. november 2019

Apple udvider Alle kan kode, så lærere og elever får flere koderessourcer

Der tilbydes tusindvis af Today at Apple-events om kodning i Apple Stores

Elev i klasseværelse, som arbejder på iPad.
Det nydesignede Alle kan kode-forløb indeholder ressourcer, som skal hjælpe med at introducere flere folkeskoleelever for kodningens verden.
Apple løftede i dag sløret for det helt nydesignede Alle kan kode-forløb, som skal hjælpe med at introducere flere folkeskoleelever for kodningens verden. Det nye forløb er nu tilgængeligt og indeholder endnu flere ressourcer for lærere, en helt ny vejledning til elever og opdaterede Swift Coding Club-materialer. I dag bruger millioner af elever på mere end 5.000 skoler i hele verden allerede Alle kan kode-forløbet til at føre deres idéer ud i livet og udvikle vigtige færdigheder som kreativitet, samarbejde og problemløsning. Desuden kan lærevillige i hele verden fra i dag tilmelde sig tusindvis af gratis Today at Apple-events om kodning, som finder sted i december i alle Apple Stores. Her kan de lære at skrive deres første linjer kode for at fejre Computer Science Education Week.
Elever, som arbejder på iPad.
I december afholdes der tusindvis af gratis Today at Apple-events om kodning i Apple Stores for at fejre Computer Science Education Week.

Nyt Alle kan kode-forløb

Det nye Alle kan kode-forløb er baseret på eksisterende interaktive opgaver, vejledninger og aktiviteter, så det bliver endnu mere tilgængeligt at lære at kode, og så eleverne bedre kan relatere til det i hverdagen. Alle kan kode-opgaver er en helt ny elevvejledning til Swift Playgrounds, hvor hvert kapitel hjælper elever med at bygge videre på det, de allerede ved, eksperimentere med nye kodekoncepter og på kreativ vis formidle, hvordan kodning spiller en rolle i deres liv. En ledsagende lærervejledning hjælper undervisere med at integrere kodning i undervisningen med nyttige metoder til at fremme, uddybe og evaluere elevernes indlæring. Det nye Alle kan kode-forløb er beregnet til at kunne bruges af alle elever og er optimeret til VoiceOver. Det består desuden af videoer med undertekster og lydbeskrivelser samt videoer på amerikansk tegnsprog.
Det nye Alle kan kode-forløb integrerer Apples Alle kan være kreative-projektvejledninger, så eleverne bedre kan lade det, de lærer, komme til udtryk via tegning, musik, video og billeder. Alle kan være kreative er designet til at slippe børnenes fantasi løs i løbet af skoledagen og giver lærerne sjove og meningsfulde redskaber til nemt at flette kreative færdigheder ind i den eksisterende undervisningsplan i alle emner lige fra kodning til kemi. 

Fejring af Computer Science Education Week

Fra den 1.-15. december vil Apple Stores i hele verden øge antallet af Today at Apple-events om kodning, så der er tusindvis af muligheder for at fejre Computer Science Education Week. De gratis interaktive events vil give deltagere på alle kompetenceniveauer mulighed for at komme i gang med at kode. Eventene hjælper spirende kodere med at lære om blokbaseret kodning med robotter, mens dem med mere erfaring kan komme i gang med at bruge Swift Playgrounds og lære om kodekoncepter eller kode en augmented reality-oplevelse. 
Udvalgte butikker tilbyder også specialiserede events til kodere i alle aldre. Børn i førskolealderen kan prøve kræfter med kreative kodeaktiviteter i det nye Coding Lab sammen med Helpsters, som er et team af livlige monstre, der elsker at løse problemer. De indgår i den nye live-serie for børn i førskolealderen, som nu kan ses på Apple TV+, og som producenterne af “Sesame Street” står bag. Deltagere i alle aldre kan også lære af Apple Distinguished Educators, Apple Entrepreneur Camp-innovatorer, udviklere og kunstnere. Kunder kan tilmelde sig Code with Apple-events fra i dag. 
For syvende gang støtter Apple også Hour of Code med en ny Hour of Code-kursusvejledning, der skal hjælpe undervisere og forældre med at afholde events ved hjælp af Swift Playgrounds og nogle af de mere end 200.000 apps til undervisning, der findes i App Store. 
Figurerne fra “Helpsters” på Apple TV+.
Udvalgte Apple Stores tilbyder kreative Today at Apple-events med figurerne fra “Helpsters”, som er en live-serie for børn i førskolealderen på Apple TV+ med monstre, der elsker at løse problemer.

Hjælper studerende med at forberede sig til universitetet og erhvervslivet

For de mere avancerede, herunder elever i 8.-9. klasse, gymnasiet og opefter, som forbereder sig på arbejdsmarkedet, fortsætter Udvikling med Swift med at give studerende de praktiske redskaber og teknikker, de skal bruge til at komme i betragtning til højt efterspurgte jobs, der kræver store kompetencer. Udvikling med Swift er godt for studerende, som ikke har erfaring med kodning, og det kan samtidig videreudvikle dem, der har erfaring – og hjælper dem endda med at forberede sig på en karriere inden for programmering med et gratis AP Computer Science Principles-kursus og mulighed for at opnå certificering, som er anerkendt i branchen.
Universitetsstuderende, som arbejder på MacBook.
Udvikling med Swift giver elever i 8.-9. klasse, gymnasiet og opefter de praktiske redskaber og teknikker, de skal bruge til at komme i betragtning til højt efterspurgte jobs, der kræver store kompetencer.

Mediemateriale

Billeder af Alle kan kode

Pressekontakt:

Caroline Alexandersson

Apple

caroline.alexandersson@apple.com

33 42 22 36

Martin Lund Nielsen

media.dk@apple.com

33 42 22 36