åbner i nyt vindue
PRESSEMEDDELELSER 14. september 2021

Apple løfter sløret for den nye iPad mini med banebrydende ydeevne i et smukt nyt design

iPad mini har et design med skærm fra kant til kant, A15 Bionic-chippen, I fokus, 5G og meget mere
En hånd, der holder iPad mini lodret.
Den kraftfulde nye iPad mini har et design med skærm fra kant til kant, A15 Bionic-chippen, Touch ID, I fokus og meget mere.
CUPERTINO, CALIFORNIA I dag introducerede Apple den effektive nye iPad mini – med en større 8,3" Liquid Retina-skærm – i fire smukke farver. Den nye iPad mini har den helt nye A15 Bionic-chip, der giver op til 80 procent hurtigere ydeevne end den tidligere generation, hvilket gør den til den mest kompetente iPad mini nogensinde. En ny USB-C-port giver hurtigere forbindelser, og modellerne med mobilforbindelse og 5G giver mere fleksible arbejdsgange. Nye avancerede kameraer, I fokus og understøttelse af Apple Pencil (2. generation) giver brugerne nye måder at tage billeder og optage video på, kommunikere med de nærmeste og skrive idéer ned, når inspirationen melder sig. Den nye iPad mini kan bestilles fra og med i dag og vil være i butikkerne fra fredag den 24. september.
"Med sit ultrabærbare design og brede udvalg af anvendelsesmuligheder fra daglige gøremål til kreative og forretningsrelaterede apps er der ikke noget som iPad mini," udtaler Greg Joswiak, Apples Senior Vice President for Worldwide Marketing. "Med en ny Liquid Retina-skærm fra kant til kant, en kæmpe forbedring af ydeevnen, nye avancerede kameraer for og bag, I fokus, USB-C, 5G og understøttelse af Apple Pencil er den nye iPad mini banebrydende og kan holdes i én hånd."
Med sit kompakte design og sin banebrydende ydeevne er iPad mini det ultimative værktøj, som brugerne kan tage med hvor som helst.

Nyt design med skærm fra kant til kant i fire smukke farver

Den nye iPad mini giver en utrolig oplevelse i et nyt udvalg af smukke farver – lyserød, stjerneskær, lilla og space grey. iPad mini har en større 8,3" Liquid Retina-skærm med smalle kanter, alt sammen mens den bevarer den kompakte størrelse. Med avancerede teknologier som en lysstyrke på 500 nits, bredere farveområde (P3), antirefleks-belægning på skærmen, True Tone og fuld laminering bliver billeder og videoer levende og når helt ud til glasset. Og ny fyldig stereolyd fra højtalerne kombineret med den nye skærm giver en fantastisk oplevelse med at se film.
Designet med skærm fra kant til kant er gjort muligt ved at flytte Touch ID til den øverste knap på iPad mini. Touch ID giver den samme brugervenlighed og sikker autentificering, som brugerne kender og holder af – til at låse iPad mini op, logge ind i apps eller bruge Apple Pay. iPad mini understøtter nu Apple Pencil (2. generation), som fastgøres magnetisk til iPad mini for trådløs opladning og parring.

A15 Bionic-chippen giver iPad mini en kraftfuld ydeevne

iPad mini får en kæmpe forbedring i ydeevne fra den nye A15 Bionic-chip med sit utroligt effektive design, der giver batteritid til en hel dag.1 En 6-core CPU giver en 40 procent forbedret ydeevne, og en 5-core GPU giver en forbedring på 80 procent i grafisk ydeevne sammenlignet med den tidligere generation af iPad mini. A15 Bionic-chippen på iPad mini klarer selv de mest krævende opgaver – lige fra grafiktunge spil til professionelle apps, der bruges af designere, piloter, læger og meget andet. Med sin kraftfulde ydeevne og sit kompakte design er iPad mini det ultimative værktøj, som brugerne kan tage med hvor som helst.
Avancerede maskinlæringsfunktioner (ML) drives af en 16-core Neural Engine og nye ML-acceleratorer i CPU'en, der giver 2 x hurtigere maskinlæring end sin forgænger. Sammen med CPU'en og GPU'en giver Neural Engine apps mulighed for at give bedre oplevelser som at genkende billeder og lære dagligdagssprog. Med iPadOS 15 omfatter effektive nye ML-funktioner Livetekst, som bruger indbygget intelligens til at genkende tekst i billeder, som brugerne kan reagere på, og det oversætter endda tekst fra billeder til syv forskellige sprog.2

iPad mini får I fokus med nye avancerede kameraer

I fokus-funktionen på iPad Pro er nu tilgængelig på iPad mini, så brugerne kan opleve endnu mere medrivende videoopkald. Et opdateret forsidekamera med ultravidvinkel med en ny 12 MP sensor og et meget bredere synsfelt giver mulighed for I fokus, der automatisk panorerer kameraet for at holde brugerne i fokus, når de bevæger sig rundt. Når andre slutter sig til, registrerer kameraet også dem og zoomer nemt ud, så alle uden problemer kommer med i samtalen.
I fokus-funktionen på iPad mini giver endnu mere medrivende videoopkald på den nye iPad mini.
Kameraet på bagsiden har nu en 12 MP sensor med Focus Pixels og større blændeåbning til at tage skarpe, levende billeder. Kameraet på bagsiden har også True Tone Flash, der er perfekt til at tage billeder i svagt lys. Med en ny ISP i A15 Bionic-chippen vil brugerne også se utroligt naturlige billeder med Smart HDR, der forbedrer billedkvaliteten ved at gøre detaljer synlige i både mørke og lyse områder.
Et nærbillede af det nye kamera på den nye iPad mini.
Kameraet på bagsiden af iPad mini har nu en 12 MP sensor med Focus Pixels og større blændeåbning til at tage skarpe, levende billeder.

5G og USB-C for hurtigere forbindelser

Med 5G på iPad mini kan kunderne nu gøre endnu mere med hurtigere trådløse forbindelser på farten. 5G lader iPad mini nå maksimale hastigheder på op til 3,5 Gbps under optimale forhold. 3 Brugerne kan nu holde forbindelsen og være endnu mere produktive, uanset hvor de er – fra daglige aktiviteter, hvor venner spiller spil, til en feltservicetekniker, der arbejder på fabrikken. Kombineret med fortsat understøttelse af Gigabit LTE og eSIM giver iPad mini en utrolig fleksibilitet, når brugerne har brug for at få forbindelse. Wi-Fi 6 sikrer også endnu hurtigere Wi-Fi-forbindelser.
iPad mini har nu en USB-C-port til op til 5 Gbps dataoverførsel, som er 10 x hurtigere end den tidligere generation, og kan sluttes til et bredt økosystem af tilbehør med USB-C-stik, herunder kameraer, ekstern lagerplads og skærme med op til 4K. USB-C giver mulighed for arbejdsgange med højt båndbredde-input og -output både til almindelige brugere og kreative professionelle. Det er perfekt for en fotograf, der tilslutter kameraer ude på en location, eller en læge, der udfører en ultralydskanning via fjernadgang.

iPadOS 15 giver en endnu mere intuitiv oplevelse med iPad

iPadOS 15 giver nye funktioner, der udnytter de unikke muligheder, iPad tilbyder. De hjælper brugerne med at blive mere produktive og gør iPad mini endnu mere alsidig:
  • De nye widgetlayouts til hjemmeskærmen og Appbiblioteket gør det enkelt at tilpasse iPad mini og organisere apps.
  • Nu kan brugerne tage noter i hele systemet med Hurtige noter, og der er nye muligheder for at samarbejde og organisere, uanset om man bruger tastaturet eller skriver med Apple Pencil.
  • Nu findes Oversæt-appen også på iPad med nye funktioner, der gør samtaler nemmere og mere naturlige, inklusive Oversæt automatisk og ansigt til ansigt-visning.
  • Multitasking er endnu mere intuitiv, hvor funktioner som Split View og Slide Over er nemmere at finde, nemmere at bruge og mere effektive.
  • Livetekst bruger enhedens indbyggede intelligens til at genkende tekst på et billede og sørge for, at brugerne kan interagere med den. For eksempel kan et billede af en butik indeholde et telefonnummer og muligheden for at ringe til det.
  • Med fokusfunktionen kan brugerne filtrere notifikationer automatisk efter, hvad de laver, f.eks. arbejde, læse, træne, spille spil eller sove.
  • FaceTime-opkald føles mere naturlige med rumlig lyd og en ny Portræt-funktion. Og nu giver FaceTime-gruppeopkald mulighed for at vise deltagerne i lige store felter i en ny netoversigt.

Tilbehør

Apple Pencil (2. generation) forvandler iPad mini til en digital dagbog og notesbog, som brugerne kan tage med hvor som helst. Med trådløs opladning og parring og understøttelse af dobbelttryk giver Apple Pencil præcision helt ned på pixelniveau og brancheførende kort latenstid, der gør det nemt og naturligt at skrive som med blyant og papir.
Et nyt Smart Folio designet til Pad mini er et tyndt og let cover. Når du åbner coveret, vækker det din iPad mini, og når du lukker det igen, sættes den på vågeblus. Smart Folio fås nu i smukke koordinerede farver, der passer til de nye farver på iPad mini: sort, hvid, mørk kirsebær, lavendel og elektrisk orange.
Det nye Smart Folio til iPad mini i sort, hvid, mørk kirsebær, lavendel og elektrisk orange.
Smart Folio fås nu i smukke koordinerede farver: sort, hvid, mørk kirsebær, lavendel og elektrisk orange.

iPad og miljøet

iPad minis kabinet er fremstillet af 100 % genanvendt aluminium – hvilket er en kæmpe milepæl, hvor alle iPad-modeller i sortimentet nu har et kabinet fremstillet af 100 % genanvendt aluminium. iPad mini har også 100 % genanvendt tin i hovedbundkortets lodning og 100 % genanvendte sjældne jordarter i magneterne i kabinettet og højttalerne.
Apples globale drift er i dag CO2-neutral, og målsætningen er, at hele virksomheden skal være klimaneutral inden 2030, hvilket omfatter forsyningskæderne til produktion og alle produktlivscyklusser. Det betyder, at alle solgte Apple-enheder vil være 100 procent CO2-neutrale – hele vejen fra fremstilling af komponenter, samling og transport til kundens brug, opladning, genbrug og materialegenvinding.
Udvalget af iPad med iPad Pro, iPad, iPad Air og iPad mini.
Den nye iPad mini slutter sig til den kraftfulde iPad Pro, den nye iPad (9. generation) og iPad Air for at skabe det mest avancerede udvalg af iPad-modeller nogensinde.
Priser og tilgængelighed
  • Den nye iPad mini kan bestilles fra i dag på apple.com/dk/store og i Apple Store-appen i 28 lande og områder, herunder USA, og de vil være tilgængelige fra fredag den 24. september.
  • iPad mini Wi-Fi-modeller er tilgængelige med priser fra 4.299 kroner, og Wi-Fi + Cellular-modeller fra 5.599 kroner. Den nye iPad mini fås i konfigurationer med 64 GB og 256 GB og i farverne lyserød, stjerneskær, lilla og space grey.
  • iPadOS 15, det kraftfulde styresystem designet specielt til iPad, er tilgængeligt fra mandag den 20. september og sendes gratis med den nye iPad mini. iPadOS 15 vil være tilgængeligt som en gratis softwareopdatering til iPad mini 4 eller nyere, iPad Air 2 ellere nyere, iPad (5. generation eller nyere) og alle iPad Pro-modeller.
  • Apple Pencil (2. generation) kan købes separat og er kompatibel med iPad mini for 1.099 kroner.
  • Det nye Smart Folio til iPad mini fås i sort, hvid, mørk kirsebær, lavendel og elektrisk orange.
  • Kunderne kan købe en iPad-model med Wi-Fi + Cellular direkte på apple.com/dk/store I henhold til gældende betingelser. Kunderne kan også bytte deres gamle iPad og få et tilskud til at købe en ny.
  • Indgraver iPad med en betydningsfuld blanding af emojis, tekst og tal helt gratis på apple.com/dk/store eller i Apple Store-appen.
Del artikel
  • Tekst i denne artikel

  • Billeder i denne artikel

    1. Batteritiden afhænger af brug og konfiguration.
    2. Tekstoversættelse med Livetekst omfatter engelsk, kinesisk (forenklet), fransk, italiensk, tysk, portugisisk og spansk.
    3. Kræver 5G-mobildataabonnement og -dækning. Hastighederne kan variere. Kontakt udbydere for at få flere oplysninger.

Pressekontakt

Caroline Alexandersson

Apple

caroline.alexandersson@apple.com

33 42 22 36

Martin Lund Nielsen

media.dk@apple.com

33 42 22 36

Apple Media Helpline

Apple

media.dk@apple.com

33 42 22 36