åbner i nyt vindue
PRESSEMEDDELELSER 18. oktober 2021

Apple introducerer HomePod mini i nye og udtryksfulde farver

HomePod mini har imponerende lyd, fungerer problemfrit sammen med iPhone, indeholder Siris intelligens og danner grundlaget for et intelligent hjem
Den nye HomePod mini i hvid, blå, orange, gul og space grey.
Ud over hvid og space grey fås HomePod mini nu i tre markante, nye farver: orange, gul og blå.
CUPERTINO, CALIFORNIEN Apple introducerede i dag HomePod mini i tre markante, nye farver – gul, orange og blå – så brugerne får endnu flere muligheder for at udtrykke deres personlighed og stil ved enhver lejlighed. HomePod mini har en højde på blot 8,4 cm og tilbyder en fantastisk lytteoplevelse, Siris intelligens og intelligente funktioner til hjemmet med indbygget anonymitet og sikkerhed. HomePod mini kan nemt integreres med alle Apples produkter og tjenester, hvilket gør den til den ultimative intelligente højttaler for alle, der har en Apple-enhed. HomePod mini bliver tilgængelig i disse nye farver, samt hvid og space grey, med farveafstemte detaljer, herunder den farvetonede touch-overflade, netstof, lydstyrkesymboler og et vævet strømkabel.
”HomePod mini har en fantastisk lyd, og med adgang til mere end 90 millioner sange i Apple Music-kataloget samt dyb integration med Apple-enheder er det en intelligent højttaler, som er helt ideel til iPhone-brugere,” udtaler Bob Borchers, Apples Vice President for Worldwide Product Marketing. “Med de nye udtryksfulde farver passer HomePod mini ind endnu flere steder, og den tilbyder fantastisk lyd, mulighederne fra Siri samt enkel og sikker betjening af dit intelligente hjem, samtidig med at den beskytter din anonymitet.”
En mand, der arbejder ved sit skrivebord med en blå HomePod mini ved sin side.
HomePod mini har en højde på blot 8,4 cm og tilbyder en fantastisk lytteoplevelse, Siris intelligens og intelligente funktioner til hjemmet.

Stor lyd i en kompakt højttaler

HomePod mini bruger intelligent lyd til at give en detaljeret og fyldig akustisk oplevelse og maksimal ydeevnekapacitet. For at få en kraftfuld lyd ud af et så kompakt design bruger Apple S5-chippen i HomePod mini avanceret software til at analysere musikkens unikke karakteristika. Den anvender komplekse justeringsmodeller til at optimere lydstyrken, justere den dynamiske rækkevidde og styre driverens og de passive radiatorers bevægelse – alt sammen i realtid. HomePod minis fuldtonedriver, førsteklassesmagnet i neodym og to vibrationsdæmpende passive radiatorer gør den i stand til at producere dyb bas og skarpe høje frekvenser. 
En Apple-designet akustisk bølgeleder dirigerer lydstrømmen ned og ud af bunden af højttaleren, hvilket giver en 360 graders medrivende lydoplevelse. Dette design sikrer ikke blot fyldig og klar lyd, men gør det også nemt at placere HomePod mini hvor som helst i rummet og få en fantastisk lyd fra alle vinkler. Hvis brugerne placerer HomePod mini-højttalere i flere rum, kan de afspille den samme musik i hele hjemmet i perfekt synkronisering eller en forskellig sang i hvert enkelt rum. Ved at placere to HomePod mini-højttalere i det samme rum kan brugerne skabe et stereopar, der giver en endnu mere medrivende oplevelse, når de hører musik. Tre mikrofoner lytter efter “Hej Siri”, og en fjerde indadrettet mikrofon hjælper med at fjerne støj, der kommer fra højttaleren, for at forbedre Siris evne til at høre stemmeanmodninger, når musikken spiller. 
Indersiden af den nye HomePod mini.
Der opnås en fyldig og detaljeret lyd takket være intelligent lyd og tilpasset hardware, herunder Apples S5-chip.

Apple Music Voice på HomePod mini

HomePod mini er designet til at fungere med Apple Music, Apple Podcasts, tusindvis af radiostationer, herunder den prisvindende station Apple Music 1, og populære musiktjenester som Pandora, Deezer m.fl., så der er underholdning for alle.1 Apple Music byder på mere end 90 millioner sange, alle udvalgt af dygtige eksperter og trendsættere, tusindvis af særligt udvalgte playlister, herunder flere hundrede, der er udarbejdet specifikt til abonnementstjenesten Apple Music Voice, og mere end 25.000 eksklusive radioafsnit samt andet originalt indhold. Med introduktionen af denne nye abonnementstjeneste har endnu flere mennesker håndfri adgang til dette utrolige katalog, blot ved at spørge Siri.2
HomePod mini, der bruger Apple Music Voice med iPhone 13 og AirPods (3. generation).
HomePod mini er designet til at fungere med tusindvis af radiostationer og musiktjenester, herunder den nyligt introducerede Apple Music Voice-tjeneste.

Den ultimative intelligente højttaler til iPhone-brugere

Når brugerne lytter til musik eller podcasts, eller besvarer et telefonopkald, kan de nemt overføre lyden helt uden afbrydelser ved at holde deres iPhone tæt på HomePod mini. Oplevelsen bliver endnu mere magisk, når brugeren har en U1-udstyret iPhone – med visuelle samt lyd- og haptiske effekter, der gør, at det føles, som om enhederne er fysisk forbundet, mens lyden strømmer fra den ene til den anden. Hvis der ikke afspilles noget på HomePod mini, vil personligt tilpassede lytteforslag automatisk blive vist på iPhone, når den placeres tæt på højttaleren, og der vises øjeblikkeligt betjeningsfunktioner, uden at brugeren behøver at låse sin iPhone op.3
iPhone 13, som holdes tæt på HomePod mini for at overføre lyd.
HomePod mini fungerer problemfrit sammen med iPhone til at overføre musik eller få personlige lytteforslag, når der er en enhed i nærheden.

En effektiv intelligent assistent

HomePod mini bruger Siris intelligens til at levere en personligt tilpasset og dybt integreret oplevelse for iPhone-kunder. Siri kan genkende stemmer fra op til seks forskellige husstandsmedlemmer, skræddersy musik og podcasts efter deres præferencer og imødekomme personlige anmodninger om f.eks. at læse deres beskeder, påmindelser, noter og kalenderaftaler eller foretage eller besvare telefonopkald.4 Siri tilbyder også brugerne en personlig opdatering i form af et hurtigt overblik over deres dag. Brugerne kan sige “Hej Siri, giv mig en opdatering.” for at høre om de seneste nyheder, vejret, trafikken, påmindelser og kalenderaftaler med en enkelt anmodning.
Toppen af HomePod mini, hvor man kan se Siri blive aktiveret.
Takket være Siris intelligens får HomePod mini-brugere en personlig og integreret oplevelse, der omfatter skræddersyet musik og anbefalinger til podcasts samt hjælp til personlige anmodninger om f.eks. at læse beskeder, tilføje en påmindelse eller ringe til en ven.

Nem betjening af dit intelligente hjem

HomePod mini gør det nemt at betjene det intelligente tilbehør i hjemmet med enkle stemmekommandoer til Siri om at slukke for lyset, justere temperaturen, låse dørene, aktivere en scene eller betjene enheder på bestemte tidspunkter. Brugerne kan også få hjælp uden at bruge hænderne ved at tale direkte til intelligent tilbehør i hjemmet, som understøtter Siri. Tilbehør, der understøtter Siri, vil automatisk sende anmodninger til brugernes HomePod mini, som er koblet til samme netværk, så anonymiteten varetages på samme måde, som de er vant til fra Apple. 
Samtaleanlæg gør det nemt at holde kontakten i hjemmet. Brugerne kan sende en besked via samtaleanlægget fra én HomePod mini til en anden – uanset om det er i et andet rum, i et bestemt område eller i flere rum i hjemmet – og talebeskeden afspilles automatisk på den valgte HomePod mini. Samtaleanlægget kan også bruges med iPhone, iPad, Apple Watch, AirPods og CarPlay, så alle i husstanden kan modtage notifikationer fra samtaleanlægget og sende beskeder via samtaleanlægget fra haven, på vej hjem, eller mens de er på farten.
HomePod mini, der bruger samtaleanlæg med iPad Pro, AirPods (3. generation), iPhone 13 og Apple Watch Series 7.
Samtaleanlæg er en hurtig og nem metode til at sende beskeder til alle i en husstand – fra én HomePod mini til en anden eller mellem iPhone, iPad, Apple Watch, AirPods og CarPlay.

Designet med tanke på anonymitet og sikkerhed

Anonymitet og sikkerhed er grundlæggende aspekter for udviklingen af Apples hardware og software såvel som alle tjenester fra Apple. Med HomePod mini vil eventuelle oplysninger først blive sendt til Apple-servere, efter at “Hej Siri” er blevet genkendt lokalt på enheden, eller brugeren har aktiveret Siri gennem berøring. Anmodninger knyttes ikke til brugerens Apple-id, og personlige oplysninger bliver ikke brugt af Apple til reklamemæssige formål eller solgt til andre organisationer. HomePod mini arbejder sammen med iPhone for at gennemføre anmodninger om beskeder og noter på enheden, uden at disse oplysninger deles med Apple.

Yderligere funktioner

  • Udvidet stemmegenkendelse af flere brugere: Senere i år udvider Siri understøttelse af stemmegenkendelse af flere brugere til alle områder, hvor HomePod mini er tilgængelig, så alle i hjemmet kan få glæde af musik, der er skræddersyet til deres smag, få adgang til deres egne playlister, bruge personlige anmodninger m.m.
  • Automatisk lydstyrke for Siri: Siri vil også automatisk justere lydniveauet for tale på HomePod mini, alt efter omgivelserne og hvor højt, brugeren taler.
  • Flere forskelligartede stemmemuligheder for Siri: Siri inkluderer nu flere forskelligartede stemmemuligheder for engelsktalende i USA, så brugerne kan vælge den stemme, de foretrækker, lige fra starten af, når de indstiller deres enhed. 
  • Bedre lyd for Apple TV 4K: Brugerne kan nu forbinde HomePod mini med Apple TV 4K for at få en endnu bedre lydoplevelse med stort frekvensområde og klarere lyd. HomePod mini analyserer konstant lyden ved hjælp af intelligent lyd og tilpasser ydeevnen, så dialog bliver krystalklar.
  • Styring af Apple TV: Sammen giver Siri og HomePod mini brugerne nye måder at interagere med Apple TV på. Brugerne kan for eksempel bede Siri om at tænde for Apple TV, starte en serie eller film og styre afspilningen.
  • Sjove lyde: Spørg Siri på HomePod mini, hvordan forskellige dyr, instrumenter eller køretøjer lyder, og så afspiller HomePod mini en sjov lyd i god kvalitet. 
  • Nye metoder til at styre intelligente enheder i hjemmet: Siri kan styre intelligent tilbehør i hjemmet på bestemte tidspunkter, så Siri kan slukke lyset om 10 minutter eller tænde lyset udenfor, når solen går ned.
  • Find: Spørg Siri på HomePod mini for at få hjælp til at finde iPhone, iPad, iPod touch, Mac, Apple Watch eller AirTag ved at afspille en lyd på enhederne.

HomePod mini og miljøet

HomePod mini er udviklet med tanke på miljøet og understøtter Apples plan om at gøre hele virksomheden CO2-neutral inden 2030, herunder produktionsforsyningskæder og livscyklussen for alle produkter. HomePod mini er fremstillet af 99 procent genanvendte sjældne jordarter, og neodym-magneten i højttalerdriveren er fremstillet af 100 procent genanvendte sjældne jordarter. Det sømløse netstof er fremstillet af over 90 procent genanvendt plast, og alle træfibrene i emballagen kommer fra ansvarligt forvaltede skove eller genanvendte kilder. HomePod mini er også fri for kviksølv, bromerede flammehæmmere, PVC og beryllium.
HomePod mini bruger energieffektive komponenter og software, der på intelligent vis kan slukke for dem i perioder med inaktivitet. For eksempel er HomePod mini udstyret med optimerede strømstyringsfunktioner og en højeffektiv strømforsyning, hvilket gør den effektiv, når den befinder sig i energibesparende tilstand, hvilket er tilfældet størstedelen af tiden. HomePod mini forbruger 75 procent mindre energi end de strengeste ENERGY STAR-krav.
Priser og tilgængelighed
  • Kunder i Australien, Østrig, Canada, Kina, Frankrig, Tyskland, Hongkong, Indien, Irland, Italien, Japan, Mexico, New Zealand, Spanien, Taiwan, Storbritannien og USA kan købe HomePod mini til november. 
  • HomePod mini er kompatibel med iPhone SE, iPhone 6s eller nyere eller iPod touch (7. generation) med iOS 15 eller iPad Pro, iPad (5. generation eller nyere), iPad Air 2 eller nyere eller iPad mini 4 eller nyere med iPadOS 15.
Del artikel

Media

  • Tekst i denne artikel

  • Billeder i denne artikel

  1. Musikstreamingtjenester kan kræve et abonnement.
  2. Den nye Apple Music Voice-abonnementstjeneste bliver tilgængelig senere dette efterår i udvalgte lande og områder.
  3. Kræver en U1-udstyret iPhone. Tilgængeligheden af Ultra Wideband varierer efter område. Musikstreamingtjenester kan kræve et abonnement.
  4. Funktioner til flere brugere er tilgængelige på engelsk i Australien, Canada, Irland, New Zealand, Storbritannien og USA. Senere i år vil flere regioner få Siri-understøttelse af stemmegenkendelse af flere brugere på HomePod mini.

Pressekontakt

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36