åbner i nyt vindue
UPDATE 12. april 2022

Apple introducerer en ny version af iMovie med Storyboards og Magic Movie

iMovie 3.0 gør det nemmere end nogensinde for alle at dele deres historier med video
iMovie 3.0 introducerer Storyboards og Magic Movie, som gør det endnu nemmere at lave elegante videoer.
Apple introducerede i dag en ny version af iMovie med funktioner, der gør det nemmere end nogensinde før at lave flotte redigerede videoer på iPhone og iPad. Storyboards hjælper spirende indholdsskabere og filmmagere med at lære at redigere og forbedre deres talenter inden for video-storytelling med færdige skabeloner til populære videotyper, som deles på sociale medier, med kolleger eller med klassekammerater – f.eks. gør det selv-videoer, vejledning i madlavning, produktanmeldelser, videnskabelige eksperimenter og meget mere. Storyboards gør det nemt at komme i gang med fleksible optagelseslister og trinvis vejledning i, hvilke klip man skal bruge til de enkelte videotyper. Til dem, der ønsker at lave en video endnu hurtigere, laver Magic Movie straks en elegant video ud fra de klip og billeder, en bruger vælger, og føjer automatisk overgange, effekter og musik til redigeringen. Begge de nye funktioner omfatter en række forskellige stile, som hjælper med at give en video sit helt eget udtryk, herunder titler, filtre, overgange, farvepaletter og musik, som alt sammen er designet, så det fungerer sammen.
“iMovie har givet millioner af mennesker rundt om i verden mulighed for at være kreative og dele deres fortællinger via video,” udtaler Bob Borchers, Apples Vice President for Worldwide Product Marketing. “Denne nyeste version af iMovie med Storyboards og Magic Movie gør det endnu nemmere at lave videoer, og vi er overbeviste om, at den vil fortsætte med at inspirere den næste bølge af videoskabere til at kaste sig ud i det.”

Lær om og bliv bedre til video-storytelling med Storyboards

Storyboards giver brugerne et solidt forspring, når de laver videoer, og lærer begyndere, hvordan de redigerer og forbedrer deres færdigheder inden for storytelling. I stedet for at starte med en tom tidslinje kan brugerne vælge mellem 20 forskellige storyboards, som byder på en række forskellige videotyper, herunder vejledning i madlavning, spørgsmål og svar, produktanmeldelser, nyhedsrapporter og meget mere. Hvert storyboard har en optagelsesliste, der organiserer klip, så de fortæller den ønskede fortælling. Hver pladsholder indeholder også en miniature, som illustrerer klippet, samt tips i form af spørgsmål eller forslag til, hvordan klippet kan optages, så det bliver mere interessant. Det er desuden muligt at tilpasse ved at tilføje, omarrangere og slette billeder fra et storyboard efter behov.
Brugerne kan eksperimentere ved at bruge forskellige videostile med titler og overgange samt forskellige valgmuligheder for titellayouts, skrifttyper, filtre og farvepaletter. Musiknumre justeres dynamisk, så de passer til et projekts længde, og brugerne kan finjustere hvert enkelt klip med intuitive redigeringsværktøjer som beskæring, opdeling, kliphastighed og klipvolumen.
Færdige Storyboard-videoer er nemme at dele fra iMovie via Beskeder, Mail og diverse sociale platforme.

Lav videoer på et øjeblik med Magic Movie

Magic Movie vækker billeder og videoer til live med blot et par tryk.
Magic Movie hjælper med at lave flotte skræddersyede videoer – komplet med titler, overgange og musik – med blot et par tryk. For at lave en Magic Movie skal en bruger blot vælge et album eller en gruppe af billeder i biblioteket, hvorefter Magic Movie straks identificerer de bedste dele af materialet og laver projektet. Brugerne kan nemt give en Magic Movie deres helt egen drejning ved at omarrangere eller slette klip på den forenklede Magic Movie-optagelsesliste eller ved at redigere projektet yderligere. Der kan tilføjes stile for at give en video et helt andet udtryk. Ligesom Storyboard-videoer kan Magic Movies deles fra iMovie via Beskeder, Mail og sociale medier.
En Magic Movie med titlen “Pool Day” vises i iMovie 3.0 på iPhone.
Brugerne kan automatisk lave en flot video ud fra deres fotoalbum med Magic Movie.
Tilgængelighed
iMovie 3.0, som inkluderer de nye Storyboards- og Magic Movie-funktioner, fås fra og med i dag som en gratis opdatering i App Store til enheder, der kører iOS 15.2 eller nyere og iPadOS 15.2 eller nyere.
Del artikel

Media

  • Tekst i denne artikel

  • Billeder i denne artikel

Pressekontakt

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36