åbner i nyt vindue
PRESSEMEDDELELSER 30. oktober 2023

Apple løfter sløret for M3, M3 Pro og M3 Max – de mest avancerede chips til en personlig computer

Branchens første 3-nanometerchips til en personlig computer har som noget nyt en næstegenerations GPU-arkitektur og leverer markante forbedringer af ydeevnen, en hurtigere CPU og Neural Engine samt understøttelse af mere samlet hukommelse
M3-, M3 Pro- og M3 Max-chips.
For første gang lancerer Apple tre chips på én gang: M3, M3 Pro og M3 Max – de mest avancerede chips, der nogensinde er bygget til en personlig computer.
CUPERTINO, CALIFORNIEN Apple præsenterede i dag M3, M3 Pro og M3 Max, tre chips med banebrydende teknologier, der giver markant bedre ydeevne og åbner op for ny funktionalitet på Mac. Det er de første chips til personlige computere, der er bygget ved hjælp af den brancheførende 3-nanometer-procesteknologi, som gør det muligt at samle flere transistorer på mindre plads og samtidig øge hastigheden og effektiviteten. Sammen viser M3, M3 Pro og M3 Max, hvor langt Apple-chips til Mac er nået, siden chips i M1-serien blev lanceret første gang. 
Chips i M3-serien har en næstegenerations GPU, som udgør det største kvantespring inden for grafikarkitektur nogensinde for Apple-chips. GPU’en er hurtigere og mere effektiv og byder på en ny teknologi kaldet Dynamic Caching. I tillæg kommer der nye renderingsfunktioner såsom hardware-accelereret strålesporing og mesh shading til Mac for allerførste gang. Renderingshastighederne er nu op til 2,5 x højere end for chips i M1-serien.1 CPU’ens højtydende kerner og effektivitetskerner er henholdsvis 30 procent og 50 procent hurtigere end dem i M1, og Neural Engine er 60 procent hurtigere end Neural Engine i M1-chipserien. Og en ny medieenhed inkluderer nu understøttelse af AV1-afkodning, som sikrer mere effektive videooplevelser af høj kvalitet fra streamingtjenester. Chips i M3-serien fortsætter den fantastisk hurtige innovation inden for Apple-chips og kommer med enorme forbedringer og nye funktioner til de nye MacBook Pro- og iMac-computere.
“Apple-chips har redefineret Mac-oplevelsen fuldstændig. Hvert eneste aspekt af arkitekturen er designet med fokus på ydeevne og energieffektivitet,” udtaler Johny Srouji, Apples Senior Vice President for Hardware Technologies. “Med 3-nanometerteknologi, næstegenerations GPU-arkitektur, en CPU med højere ydeevne, en hurtigere Neural Engine og understøttelse af endnu mere samlet hukommelse er M3, M3 Pro og M3 Max de mest avancerede chips, der nogensinde er bygget til en personlig computer.”
Arkitekturen i M3, M3 Pro og M3 Max.
Chips i M3-serien er bygget ved hjælp af den brancheførende 3-nanometer-procesteknologi og fortsætter den fantastisk hurtige innovation inden for Apple-chips.

Helt ny GPU med Dynamic Caching, mesh shading og hardware-accelereret strålesporing

Næstegenerations GPU’en i chips i M3-serien udgør det største kvantespring inden for grafikarkitektur for Apple-chips. Den har Dynamic Caching, som i modsætning til traditionelle GPU’er fordeler brugen af lokal hukommelse i hardwaren i realtid. Med Dynamic Caching bruges der kun nøjagtigt den mængde hukommelse, der er nødvendig til de enkelte opgaver. Det er noget helt nyt i branchen, transparent for udviklere og hjørnestenen i den nye GPU-arkitektur. Det øger den gennemsnitlige udnyttelse af GPU’en markant, så ydeevnen forbedres betydeligt for de mest krævende professionelle apps og spil.
Med chips i M3-serien kommer hardware-accelereret strålesporing til Mac for allerførste gang. Strålesporing modellerer lysets egenskaber, når det interagerer med en scene, så apps kan skabe ekstremt realistiske og fysisk nøjagtige billeder. Sammen med den nye grafikarkitektur betyder det, at professionelle apps kan levere en hastighed, der er op til 2,5 x højere end med chips i M1-serien. Spiludviklere kan bruge strålesporing til at opnå mere nøjagtige skygger og refleksioner og dermed skabe dybt medrivende miljøer. Desuden introducerer den nye GPU hardware-accelereret mesh shading på Mac, som giver større funktionalitet og effektivitet ved geometribehandling. Det muliggør mere visuelt komplekse scener i spil og grafikkrævende apps. Denne banebrydende GPU-arkitektur muliggør alle disse forbedringer og funktioner, samtidig med at Apple-chippens legendariske energieffektivitet bevares. Faktisk kan GPU’en i M3 levere samme ydeevne som M1 med næsten det halve strømforbrug, og den maksimale ydeevne er op til 65 procent højere.
Næstegenerations GPU’en i chips i M3-serien udgør det største kvantespring inden for grafikarkitektur nogensinde for Apple-chips og har Dynamic Caching, mesh shading og hardware-accelereret strålesporing.

En hurtigere og mere effektiv CPU

Næstegenerations CPU’en i M3, M3 Pro og M3 Max byder på arkitekturforbedringer af de højtydende kerner og effektivitetskernerne. De højtydende kerner er op til 30 percent hurtigere end dem i M1-serien, så opgaver som kompilering og test af flere millioner linjer kode i Xcode går endnu hurtigere, og musikere kan bruge hundredvis af lydspor, plugins og virtuelle instrumenter i Logic Pro. Effektivitetskernerne er op til 50 procent hurtigere end effektivitetskernerne i M1, så de daglige opgaver går hurtigere end nogensinde, samtidig med at systemet kan maksimere batteritiden. Tilsammen udgør disse kerner en CPU, der kan levere samme ydeevne til multithreading-opgaver som M1 med det halve strømforbrug og op til 35 procent højere ydeevne.

Uovertruffen arkitektur til samlet hukommelse, op til 128 GB

Hver chip i M3-serien har en arkitektur til samlet hukommelse – et kendetegn for Apples chips. Det giver høj båndbredde, kort latenstid og uovertruffen energieffektivitet. Fordi der bruges en samlet hukommelse i en specialtilpasset pakke, har al teknologi i chippen adgang til de samme data, uden at de behøver blive kopieret på tværs af forskellige hukommelser. Det forbedrer ydeevnen og effektiviteten yderligere, og samtidig reduceres den mængde hukommelse, systemet skal bruge til de fleste opgaver. Desuden muliggør understøttelse af op til 128 GB hukommelse arbejdsgange, der ikke tidligere var mulige på en bærbar computer, f.eks kan AI-udviklere arbejde med endnu større maskinlæringsmodeller med milliarder af parametre.

Specialdesignede enheder til AI og video

M3, M3 Pro og M3 Max har også en forbedret Neural Engine, der kan sætte skub i kraftfulde maskinlæringsmodeller. Neural Engine er op til 60 procent hurtigere end i M1-chipserien. AI/ML-arbejdsprocesser går derfor endnu hurtigere, og samtidig forbliver data på enheden for at opretholde anonymiteten. Effektive værktøjer til AI-billedbehandling som f.eks. støjreduktion og “super resolution” i Topaz bliver endnu hurtigere. Scene edit detection i Adobe Premiere og Smart Conform i Final Cut Pro får også bedre ydeevne.
Alle tre chips i M3-serien har desuden en avanceret medieenhed, der sørger for hardwareacceleration til de mest populære videocodecs, herunder H.264, HEVC, ProRes og ProRes RAW. Og som noget nyt understøtter medieenheden AV1-afkodning, som sikrer energieffektiv afspilning af streamingtjenester, så batteritiden forlænges yderligere.
Et diagram, hvor de højtydende kerner i den nye Neural Engine i M3, M3 Pro og M3 Max sammenlignes med dem i M1-chipserien.
Neural Engine i M3, M3 Pro og M3 Max er op til 60 procent hurtigere end den i M1-chipserien, så AI- og maskinlæringsprocesser går endnu hurtigere.

M3: fænomenal ydeevne til de mest populære systemer

M3 har 25 milliarder transistorer – 5 milliarder flere end M2. Den har en 10-core GPU med næstegenerations arkitektur, som er 65 procent hurtigere end M1, når det kommer til grafisk ydeevne. I spil som Myst er belysningen, skygger og refleksioner utroligt realistiske. M3 har en 8-core CPU med fire højtydende kerner og fire effektivitetskerner, som er op til 35 procent hurtigere end M1, når det gælder CPU-ydeevne. Og den understøtter op til 24 GB samlet hukommelse.
Grafikkrævende spil som Myst har utrolig realistisk belysning, skygger og refleksioner takket være næstegenerations GPU’en i M3.

M3 Pro: Til brugere, der skal bruge endnu mere ydeevne

M3 Pro består af 37 milliarder transistorer og en 18-core GPU, som giver ekstremt hurtig ydeevne ved arbejde på mere grafikkrævende opgaver. GPU’en er op til 40 procent hurtigere end i M1 Pro. Der understøttes op til 36 GB samlet hukommelse, så brugere på farten kan klare større projekter på MacBook Pro. 12-core CPU-designet har seks højtydende kerner og seks effektivitetskerner, som tilsammen leverer en singlethreading-ydeevne, der er op til 30 procent hurtigere end med M1 Pro. Handlinger som sammensætning og redigering af enorme panoramabilleder i Adobe Photoshop går hurtigere end nogensinde med M3 Pro på den nye MacBook Pro.
Opgaver som sammensætning og redigering af enorme panoramabilleder i Adobe Photoshop går hurtigere end nogensinde med GPU’en og CPU’en i M3 Pro.

M3 Max: et kæmpe spring i ydeevnen til de mest krævende professionelle opgaver

M3 Max har hele 92 millarder transistorer og løfter den professionel ydeevne op på et helt nyt niveau. 40-core GPU’en er op til 50 procent hurtigere end i M1 Max, og understøttelse af op til 128 GB samlet hukommelse betyder, at AI-udviklere kan arbejde med endnu større maskinlæringsmodeller med milliarder af parametre. 16-core CPU’en har 12 højtydende kerner og fire effektivitetskerner, som sikrer en formidabel ydeevne, der er op til 80 procent hurtigere end M1 Max. Og med to ProRes-enheder sørger M3 Max for, at efterbehandling af videoer med indhold i selv den højeste opløsning går hurtigt og flydende, uanset om man bruger DaVinci Resolve, Adobe Premiere Pro eller Final Cut Pro. M3 Max er designet til professionelle, der har brug for størst mulig ydeevne i en MacBook Pro med brancheførende batteritid i en bærbar til professionelle.
iMac-computere med M3.
M3 Max består af 92 millarder transistorer og leverer en enormt højere ydeevne til selv de mest krævende professionelle opgaver.

Bedre for miljøet

Den energieffektive ydeevne for M3, M3 Pro og M3 Max hjælper de nye MacBook Pro- og iMac-computere med at overholde Apples høje standarder for energieffektivitet og hjælper samtidig den nye MacBook Pro med at opnå den længste batteritid nogensinde i en Mac – op til 22 timer.2 Det betyder, at den ikke behøver at være tilsluttet strøm i lige så lang tid, og at den bruger mindre energi i løbet af sin levetid.
Apples globale drift er i dag CO₂-neutral, og målsætningen er, at hele virksomheden skal være klimaneutral inden 2030, hvilket omfatter hele forsyningskæden til produktion og alle produkters livscyklus. Derfor vil alle chips i en Mac – fra design til fremstilling – være CO₂-neutrale.
Del artikel

Media

  • Tekst i denne artikel

  • Billeder i denne artikel

  1. Resultaterne er sammenlignet med den forrige generation af 16" MacBook Pro med  M1 Max, 10-core CPU, 32-core GPU, 64 GB ram og 8 TB SSD.
  2. Test udført af Apple i september og oktober 2023 med testmodeller af 16" MacBook Pro-systemer med Apple M3 Pro, 12-core CPU, 18-core GPU, 36 GB ram og 512 GB SSD. Den trådløse webtest måler batteritiden ved trådløs surfing på 25 populære websites med skærmens lysstyrke indstillet til otte klik fra bunden. Filmtesten i Apple TV-appen måler batteritiden ved afspilning af 1080p HD-indhold med skærmens lysstyrke indstillet til otte klik fra bunden. Batteritiden afhænger af brug og konfiguration. Se apple.com/dk/batteries, hvis du vil have flere oplysninger.

Pressekontakt

Martin Lund Nielsen

Apple

media.dk@apple.com

33 42 22 36