åbner i nyt vindue
PRESSEMEDDELELSER 23. januar 2024

Apple lander rekordhøje 13 Oscar-nomineringer, hvor den kulturbevægende spillefilm Killers of the Flower Moon løber med 10 historiske nomineringer for bl.a. bedste film, bedste kvindelige hovedrolle til Lily Gladstone og bedste instruktør til Martin Scorsese

Killers of the Flower Moon er nomineret 10 gange og skriver historie, når det gælder indfødtes repræsentation, med nomineringen af Gladstone for bedste kvindelige hovedrolle, nomineringen af Robbie Robertson for bedste musik og nomineringen af Scott George for bedste sang med “Wahzhazhe (A Song for My People)”

Apple Original Films historiske og actionfyldte storfilm Napoleon hædres med tre nomineringer for bedste kostumer, bedste scenografi og bedste visuelle effekter
Et stillbillede bag kulisserne til “Killers of the Flower Moon” viser Leonardo DiCaprio, Lily Gladstone, Robert De Niro og Martin Scorsese rundt om et spisebord.
Killers of the Flower Moon høster anerkendelse med 10 Oscar-nomineringer, bl.a. for bedste film, bedste instruktør (Martin Scorsese) og bedste kvindelige hovedrolle (Lily Gladstone).
CULVER CITY, CALIFORNIEN Apple er i dag blevet anerkendt med rekordhøje 13 Oscar-nomineringer, herunder 10 for Killers of the Flower Moon, som er blevet nomineret for bedste film, bedste instruktør (Martin Scorsese), bedste kvindelige hovedrolle (Lily Gladstone), bedste mandlige birolle (Robert De Niro), bedste kostumer, bedste scenografi, bedste musik, bedste sang, bedste klipning og bedste fotografering.
Det er en milepæl for indfødte kunstneres repræsentation, at Gladstone nu kan skrive sig ind i historiebøgerne som den første indfødte amerikaner, der lander en nominering som den bedste kvindelige hovedrolle. De indfødte kunstnere Robbie Robertson og Scott George anerkendes ligeledes med deres allerførste nomineringer i henholdsvis kategorien for bedste musik og kategorien for bedste sang. I tillæg er George det første medlem af Osage Nation til at blive nomineret til en Oscar. Scorsese skriver også historie, da han nu er den nulevende instruktør, som er blevet nomineret flest gange – hele 10 Oscar-nomineringer for bedste instruktør er det samlet set blevet til i hans levetid.
Apple Original Films storfilm Napoleon fra Ridley Scott har indkasseret tre Oscar-nomineringer for bedste kostumer, bedste scenografi og bedste visuelle effekter.
Et nærbillede af skuespilleren Lily Gladstone fra “Killers of the Flower Moon”.
Filmstjernen Lily Gladstone fra Killers of the Flower Moon skriver historie som den første indfødte amerikaner, der lander en nominering som den bedste kvindelige hovedrolle.
“Tak til Oscar-akademiet for disse nomineringer, som hylder både Killers of the Flower Moon, Martin Scorseses stærke film, der har bevæget og inspireret publikum på hele kloden, og Ridley Scotts spektakulære storfilm Napoleon, to historier med fokus på oplevelsen af at være menneske,” udtalte Zack Van Amburg, Apples Head of Worldwide Video. “Det er skønt at se så mange personer fra disse enestående kreative teams blive anerkendt her i dag, lige fra de dynamiske og komplekse præstationer fra Lily Gladstone og Robert De Niro over fotograferingen, designet, klipningen og lydbilledet, som var eminent og opslugte seerne i Osage Nation-verdenen, til de majestætiske kostumer, kulisser og visuelle effekter, der gav Napoleons Frankrig nyt liv på skærmen. En stor tak til jer alle sammen.”
“Det har virkelig været en berigende oplevelse at se det enestående arbejde fra så mange utroligt talentfulde kunstnere fra Killers of the Flower Moon og Napoleon blive belønnet med nomineringer her til morgen,” udtalte Jamie Erlicht, Apples Head of Worldwide Video. “Vi er yderst taknemmelige over for Oscar-akademiet for disse hædersbevisninger. Hos Apple brænder vi for at fortælle historier på skærmen, som skubber til de kreative grænser og gør en forskel i verden, og vi er utroligt glade for den anerkendelse, som disse to unikke film har fået med nomineringerne.”
Med 13 nomineringer i alt mere end fordobler Apple sin rekord for Oscar-nomineringer på et enkelt år og er blandt de studier, der er blevet nomineret flest gange i år siden lanceringen for bare lidt over fire år siden.
Dette års historiske Oscar-nomineringer for Killers of the Flower Moon kommer efter Apples historiske sejre ved Oscar-uddelingen i 2022, hvor CODA blev den første spillefilm med hovedsageligt døve skuespillere i hovedrollerne til at vinde prisen for bedste film og den allerførste film fra en streamingtjeneste til at løbe med prisen for bedste film. CODA-hovedrolleindehaveren Troy Kotsur blev den første døve mandlige skuespiller til at vinde i kategorien for bedste mandlige birolle, mens manuskriptforfatter og instruktør Siân Heder vandt sin første Oscar nogensinde for bedste manuskript. I 2023 vandt den populære Apple Original-film The Boy, the Mole, the Fox and the Horse en Oscar for bedste animerede kortfilm.
Killers of the Flower Moon er i brede kredse blevet omtalt som et “mesterværk”. For nylig blev den indstillet til ni BAFTA Film Award-nomineringer, bl.a. for bedste film, og den er blevet hyldet med prisen som årets bedste film af National Board of Review, som også kårede filmstjernen Lily Gladstone til den bedste kvindelige hovedrolle, Martin Scorsese til den bedste instruktør og Rodrigo Prieto for sine fremragende bedrifter inden for fotografering. Endelig er den kommet på American Film Institutes liste over årets bedste spillefilm. Filmen har i tillæg modtaget over 200 anerkendelser, er blevet anerkendt af over 30 kritikergrupper verden over og er blevet peget på som den bedste film i 2023 af The New York Times og The New Yorker samt den bedste film af The New York Film Critics Circle. Gladstone skrev for nylig historie, da hun som den første indfødte skuespillerinde vandt prisen for bedste skuespillerinde i en spillefilm i kategorien drama ved den 81. udgave af det årlige Golden Globe Awards. Killers of the Flower Moon kan nu streames på Apple TV+ i hele verden efter at have gået i biograferne verden over.
Et stillbillede fra “Napoleon”, der viser Joaquin Phoenix i hovedrollen som Napoleon på en slagmark.
Ridley Scotts storfilm Napoleon blev nomineret for bedste kostumer, bedste scenografi og bedste visuelle effekter.
Efter biografpremieren har Napoleon høstet nomineringer fra BAFTA Film Awards i kategorierne Outstanding British Film, Costume Designers Guild Awards for Excellence in Period Film, Art Directors Guild for Excellence in Production Design for Period Film og VES Award for Outstanding Supporting Visual Effects m.fl.
Vinderne vil blive afsløret ved den 96. udgave af Oscar-uddelingen søndag den 10. marts 2024.
Apple Original Films er i alt blevet indstillet til 13 Oscar-nomineringer:

Killers of the Flower Moon

  • Bedste film
  • Bedste instruktør: Martin Scorsese
  • Bedste kvindelige hovedrolle: Lily Gladstone
  • Bedste mandlige birolle: Robert De Niro
  • Bedste kostumer: Jacqueline West
  • Bedste scenografi: Jack Fisk, Adam Willis
  • Bedste musik: Robbie Robertson
  • Bedste sang: “Wahzhazhe (A Song for My People)” – Scott George
  • Bedste klipning: Thelma Schoonmaker
  • Bedste fotografering: Rodrigo Prieto

Napoleon

  • Bedste kostumer: Janty Yates, David Crossman
  • Bedste scenografi: Arthur Max, Elli Griff
  • Bedste visuelle effekter: Charley Henley, Luc-Ewen Martin-Fenouillet, Simone Coco og Neil Corbould

Killers of the Flower Moon

Killers of the Flower Moon finder sted i starten af det 20. århundrede, hvor Osage Nation tjente en formue på olie og blev nogle af de rigeste mennesker i verden fra den ene dag til den anden. De indfødte amerikaneres rigdom tiltrak straks påtrængende hvide mennesker, som manipulerede, afpressede og stjal så mange af Osages penge som muligt, før de begyndte at ty til mord. Killers of the Flower Moon er baseret på en sand historie og fortælles igennem det usandsynlige romantiske forhold mellem Ernest Burkhart (Leonardo DiCaprio) og Mollie Kyle (Lily Gladstone). Det er en storslået westernkrimi, hvor ægte kærlighed og usigelig forræderi krydser hinandens veje. Killers of the Flower Moon er instrueret af Scorsese ud fra et manuskript af Eric Roth og Scorsese, der er baseret på David Granns bestseller-bog, og har desuden Robert De Niro og Jesse Plemons på rollelisten.

Napoleon

Napoleon er en spændende, actionfyldt storfilm om den ikoniske franske kejser Napoleon Bonaparte (spillet af Oscar-vinder Joaquin Phoenix) og hans brogede opkomst og fald. Denne imponerende, storstilede film fra den legendariske instruktør Ridley Scott skildrer Bonapartes utrættelige rejse mod magten med fokus på det vanedannende og ustabile forhold til hans store kærlighed, Josephine. Og i nogle af de mest dynamiske kampscener, der nogensinde er blevet filmet, demonstrerer Bonaparte sine visionære militære og politiske taktikker.

Apple Original Films

Antallet af Apple Original-film har fortsat med at vokse, siden Apple TV+ kom til for fire år siden. Ud over at Apple er den første streamingtjeneste i historien til at vinde en Oscar for bedste film med CODA, har Apple Original-filmen The Boy, the Mole, the Fox and the Horse for nylig fået en Oscar for bedste animerede kortfilm. Desuden fik Napoleon fra instruktøren Ridley Scott for nylig premiere, ligesom det var tilfældet med The Family Plan med Mark Wahlberg og Michelle Monaghan.
Af kommende Apple Original-film kan nævnes den stjernespækkede spionthriller Argylle med Henry Cavill, Sam Rockwell, Bryce Dallas Howard, Bryan Cranston, Catherine O’Hara, John Cena, Dua Lipa, Ariana DeBose og Samuel L. Jackson, en thriller af Jon Watts med Oscar-vinderne George Clooney og Brad Pitt, som begge producerer under Clooneys Smokehouse Pictures og Pitts Plan B Entertainment, Blitz af den Oscar-vindende filmskaber Sir Steve McQueen, en formel 1-film uden navn med Brad Pitt af instruktøren Joseph Kosinski og produceren Jerry Bruckheimer m.fl.

Apple TV+

Apple TV+ tilbyder kvalitetsindhold i form af spændende drama- og komedieserier, spillefilm, banebrydende dokumentarer samt børne- og familieunderholdning, der kan ses på tværs af brugernes foretrukne skærme. Med lanceringen den 1. november 2019 blev Apple TV+ den første streamingtjeneste i verden med udelukkende orginalt indhold, og Apple TV+ har haft premiere på flere orginale succeser og modtaget flere priser hurtigere end nogen anden streamingtjeneste i sin debut. Apple Original-film, -dokumentarer og -serier har til dato vundet 452 priser og opnået 2.057 nomineringer, bl.a. har komedieserien Ted Lasso vundet adskillige Emmy-priser, og CODA har vundet en historisk Oscar for bedste film.
Del artikel

Media

  • Tekst i denne artikel

  • Billeder i denne artikel

Pressekontakt

Martin Lund Nielsen

media.dk@apple.com

33 42 22 36

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36