åbner i nyt vindue
UPDATE 16. april 2024

Apple Developer Academy udvides til Bali

Indonesien byder landets fjerde akademi velkommen, samtidig med at Apple forstærker sin investering i studerende og spirende udviklere
Ni studerende fra Apple Developer Academy vises i et klasselokale.
Apple udvider sin investering i Indonesien og skaber flere muligheder for udviklere, studerende og iværksættere, som sigter efter en karriere inden for den voksende økonomi omkring iOS-apps i området.
I dag annoncerede Apple, at virksomheden åbner Indonesiens fjerde Apple Developer Academy på Bali og dermed øger sin investering for at skabe flere muligheder for udviklere, studerende og iværksættere, som sigter efter en karriere inden for den voksende økonomi omkring iOS-apps i området.
Siden Indonesiens første Apple Developer Academy blev lanceret i Jakarta i 2018, har Apple åbnet akademier i Surabaya og Batam, og over 2000 spirende udviklere har gennemført programmet. Som et vidnesbyrd om akademiets indvirkning har 90 procent af dets kandidater fundet betydningsfuldt arbejde inden for forskellige brancher lige fra uddannelse til e-handel, transport, bæredygtighed m.m.
“Vi har mange gange set, at en kodelinje kan forandre verden – og i Indonesien investerer vi i kreativitet og færdigheder hos mennesker, som er fast besluttet på at bevise det,” fortæller Tim Cook, Apples CEO. “Det er spændende med det voksende udviklerfællesskab i Indonesien, og vi glæder os til at investere i endnu flere koderes fremtid med vores fjerde akademi i landet.”
Akademiets program tager ni måneder og dækker de grundlæggende principper for kodning samt områder såsom design, markedsføring og projektstyring. De studerende får således alle de nødvendige færdigheder for at blive verdensførende iværksættere og udviklere. For at opmuntre til kulturelt udbytte tager campusser på Bali ikke bare imod ansøgninger fra Indonesien, men fra hele verden, uanset uddannelsesbaggrund eller erfaring med kodning. 
Akademierne i Indonesien har budt studerende med mange forskellige personlige og faglige baggrunde velkommen. Indtil videre har de taget imod studerende på mellem 18 og 50 år fra over 90 byer rundt omkring i Indonesien. De har hver især har haft forskellige ideer og livserfaringer, som de har taget med sig ind i appudviklingen og forretningsplanerne.
Et portræt af Mary Santoso, en kandidat fra Apple Developer Academy i Indonesien.
Mary Santoso, grundlægger af WonderJack, begyndte på Apple Developer Academy i Indonesien i 2022 i en alder af 38.
Mary Santoso, som begyndte på akademiet i 2022 i en alder af 38, grundlagde WonderJack – et spil til iPad, der er velegnet til neurodivergente personer, og som træner eksekutive funktioner og mentale processer hos børn. iPad-appen, som blev inspireret af hendes egne oplevelser med familiemedlemmer, der havde ordblindhed, indeholder et beroligende soundtrack samt taktile kort og genstande, så børn kan få en multisensorisk læreoplevelse, der er fri for stress. Teamet arbejder nu sammen med uddannelsesinstitutioner, bl.a. en inklusiv skole i Surabaya, om at forske i og evaluere appens indvirkning.
“Som hjemmegående husmor har Apple Developer Academy virkelig hjulpet mig med at transformere og fokusere på min mission om at hjælpe børn med indlæringsvanskeligheder, der minder om dem, min datter har,” udtaler Santoso. “Der mødte jeg studerende fra forskellige baggrunde, der lige som jeg brændte for uddannelse og inklusivitet. Vejledningen fra mentorer hjalp os med at finpudse vores problemløsende færdigheder og udstyrede os med værktøjerne til at skabe WonderJack – en app, der åbner op for alle børns potentialer.”
Akademiets kursusmaterialer afspejler Apples tilgang til udfordringsbaseret læring, hvor de studerende opfordres til at tage fat på personlige, samfundsmæssige og globale udfordringer, samtidig med at de designer inklusivitet for at gøre en positiv forskel i verden.
Kandidaterne Graciela Gabrielle, Jessi Febria og Yafonia Hutabarat slog sig sammen på akademiet i Jakarta for at skabe Indonesiens første app til indendørs navigation, som skulle hjælpe blinde og svagtseende brugere med at rejse selvstændigt. Appen, PetaNetra, bruger augmented reality-veje til at levere de sikreste og hurtigste ruter, med hensyntagen til for eksempel vægge, gulvmønstre og andre genstande. Teamet har indgået partnerskaber med vigtige institutioner, heriblandt Jakarta Library, for at kortlægge deres områder og forbedre funktionerne.
Portrætter af Jessi Febria, Graciela Gabrielle og Yafonia Hubarat, grundlæggerne af PetaNetra.
Fra venstre mod højre: Jessi Febria, Graciela Gabrielle og Yafonia Hubarat, kandidater fra Apple Developer Academy, skabte PetaNetra, Indonesiens første app til indendørs navigation, som skulle hjælpe blinde og svagtseende brugere med at rejse selvstændigt.
“Jeg er så heldig, at jeg fandt støttende og engagerede kollegaer på akademiet,” forklarer Gabrielle, CEO og medstifter af PetaNetra, hvis forældre er synshandicappede. “Vi er tre kvindelige grundlæggere, der brænder for at påvirke samfundet gennem vores arbejde. Dette inspirerede os til at skabe PetaNetra, en gave til mine forældre og de fire millioner synshandicappede i Indonesien.”
Sydøstasien er hjemsted for hundredtusindvis af udviklere bag mere end 90.000 apps i App Store. Ud over at have skabt deres egne startup-virksomheder har mange af akademiets kandidater også oprettet virksomheder rundt omkring i området, hvor de har bidraget til udviklingen af apps og digitale produkter med færdigheder, de har tilegnet sig på akademierne.
Portrætter af Rais Mohammed Najib og Denis Wibisono fra Bank Mandiri.
Fra venstre mod højre: Rais Mohammed Najib og Denis Wibisono, kandidater fra Apple Developer Academy, står i spidsen for iOS-udviklingsteamet hus Bank Mandiri, Indonesiens største bank.
Kandidaterne Denis Wibisono og Rais Mohamad Najib står nu i spidsen for iOS-udviklingsteamet hus Bank Mandiri, den største bank i Indonesien. Gennem deres arbejde flytter de grænserne for at sikre en nem og markedsførende mobil bankoplevelse for millioner af indonesere, og næsten 40 procent af bankens iOS-udviklingsteam er kandidater fra akademiet.
“Det gav mig virkelig lyst til at udvikle iOS-apps, da jeg var på akademiet,” fortæller Wibisono. “Jeg mener, at oplevelsen ikke bare gav mig avancerede kodningsfærdigheder, men også evnerne til at tænke kritisk. Begge dele er vigtige kvaliteter hos professionelle teknikere.”
Kandidater kan også deltage i andre af Apples uddannelsesprogrammer og ressourcer, f.eks. Apple Developer Center i Singapore og Apple Entrepreneur Camp, som tilbyder yderligere mentorvejledning, inspiration og indblik fra Apple-eksperter og -teknikere.
Siden det første Apple Developer Academy åbnede i Brasilien, er programmet vokset til flere steder rundt omkring i verden, bl.a. Korea, Indonesien, Saudi-Arabien, Italien og USA.
Del artikel

Media

  • Tekst i denne artikel

  • Billeder i denne artikel

Pressekontakt

Martin Lund Nielsen

media.dk@apple.com

33 42 22 36

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36