UPDATE
12. oktober 2026
Indiespillenes uge i App Store sparkes i gang i dag
Syv anmelderroste indiespil, bl.a. Sifu, Vampire Crawlers og No Man’s Sky, får debut i App Store
I dag fyres der op under Indiespillenes uge i App Store med en hyldest til det imponerende udvalg af fantasifulde spil skabt af uafhængige teams med store drømme. Spillere over hele verden kan begive sig ud på deres næste eventyr med syv anmelderroste indiespil, der kan downloades eller forudbestilles på iPhone og iPad. Hele ugen sætter App Store fokus på disse uafhængige spilperler med daglige artikler og samlinger med udvalgte spiltitler.
“Indiespil skubber hele tiden til grænserne for kreativitet for at give Apple-brugerne en unik spiloplevelse, og vi vil gerne bruge et øjeblik på at hylde disse spil og folkene bag, som tager kreative chancer for at løfte gaming til nye højder,” fortæller Carson Oliver, Apples Head of App Store Worldwide. “App Store er en global scene med plads til ambitiøse idéer. Her har alt fra soloudviklere til voksende studier mulighed for at forvandle vovede visioner til verdenssucceser. Vi glæder os over de fantastiske spil, der lanceres i App Store i denne uge, og vi er imponerede over deres enestående kreativitet, strålende design og rørende historier.”
Indiespillenes uge byder på helt nye verdener med alt fra at bygge imperier, dyste i intense slåskampe og blive opslugt af et nyt univers. Indiespillenes uge sætter for alvor fokus på kampsport med det anmelderroste spil Sifu. Dette flotte third-person-kampspil følger en ung kung-fu-elev på et nådesløst hævntogt. Kampene er vilde og ubarmhjertige, og fjenderne angriber samtidigt fra alle kanter, så spillerne skal parere slag, spark og kombinationer og bruge alt, hvad de kan finde, som våben. Sifu er fuldt tilpasset til iPhone og iPad med specialtilpasset touch-betjening, et redesignet kamerasystem og komplet understøttelse af controllere.
Sifu fra Sloclap og Kepler Interactive.
Spillere på udkig efter hurtige strategiske angreb blandet med sort humor inviteres til at give skeletter, flagermus og andre uhyggelige skabninger en hård medfart i det gotiske kortspil Vampire Crawlers. I denne geniale spinoff af kæmpesuccesen Vampire Survivors handler det ikke længere om at undgå fjender. Nu spiller man i stedet et strategisk kortspil. Spillerne skal kæmpe sig vej igennem kaotiske baner ved at finde banebrydende kortkombinationer, afdække hemmelige relikvier og håbe på, at de trækker de rigtige kort.
Vampire Crawlers fra Poncle og Nosebleed Interactive.
Efter at have fejret 10 år med konstant udvikling får Hello Games’ banebrydende rumrejse No Man’s Sky nu sin mobildebut på iPhone og iPad den 28. oktober. Spillet omfatter alle større udvidelser til dato, herunder den seneste Kosmos-opdatering, hvor spillerne har kommandoen over deres egne rumstationer. No Man’s Sky foregår i et uendeligt univers, som udelukkende renderes under afvikling. Spillerne skal udforske, handle, kæmpe og overleve på tværs af en sammenhængende galakse – og de kan styre det hele med fingerspidserne.
No Man’s Sky fra Hello Games.
I denne uge kan spillerne også hjælpe en nysgerrig kat igennem en open world-storby i Little Kitty, Big City, sammensætte korthære for at besejre kongelige modstandere i det strategiske spil om opbygning af et kongedømme, 9 Kings, grave dybt for at afværge fjender i minesimulatoren på en anden planet Dome Keeper eller kæmpe med smertefulde moralske valg for at redde et imperium på afgrundens rand i Yes, Your Grace 2: Snowfall. De vil alle blive fremhævet i løbet af Indiespillenes uge og kan hentes nu i App Store.
Du kan få mere at vide om App Stores udvalg af indiespil i denne detaljerede oversigt over indiespil, som App Store-redaktørerne har håndplukket. På Mac kan spillerne også gennemse en stor samling af enestående indietitler i denne guide til indiespil.
Del artikel
Media
-
Tekst i denne artikel
-
Medieindhold i denne artikel