Hvorfor litiumionbatterier?

Sammenlignet med traditionel batteritekno­logi op­lades litiumionbatterier hurtigere, de holder længere og har en højere effekttæthed. De har også en længere batteritid og vejer mindre. Og når du ved lidt mere om, hvordan de fungerer, kan du få dem til at fungere endnu bedre for dig.

Hurtig opladning for bekvemmelighed. Langsom opladning for holdbarhed.

Dit litiumionbatteri fra Apple bruger hurtig opladning, så det hurtigt når op på 80 % kapacitet. Derefter går det over til en langsommere vedligeholdelsesopladning. Hvor lang tid det tager at nå de første 80 %, er forskelligt og afhænger af dine indstil­linger, og hvilken type enhed du oplader. Software kan begrænse opladning over 80 %, hvis den anbefalede batteritemperatur overskrides. Kombinationen af de to opladningsprocesser betyder, både at du kan komme hurtigere ud ad døren, og at batteriets levetid bliver forlænget.

Trin 1: Hurtig opladning

Sikrer, at du hurtigere får mere strøm på batteriet.

0 %
80 %
100 %

Trin 2: Vedligeholdelsesopladning

Reducerer strømtilførslen med henblik på at forlænge batteriets levetid.

Det gør opladningen lettere.

Du kan oplade dit Apple-litiumionbatteri når som helst. Det er ikke nød­vendigt at aflade det fuld­stændigt, før du lader det op igen. Litiumionbatterier fra Apple kører i opladningscyklusser. En opladningscyklus er komplet, når du har brugt (afladet) en mængde strøm svarende til 100 % af batteriets kapacitet – men det behøver ikke at ske på én gang. Det kan f.eks. være, at du bruger 75 % af batteriets strøm på en enkelt dag og derefter lader batteriet helt op i løbet af natten. Hvis du den næste dag bruger 25 %, har du i alt afladet 100 %, og dit batteriforbrug over de to dage svarer dermed til én opladningscyklus. Det kan tage adskillige dage, før en opladningscyklus er komplet. Uanset hvilken type batteri du bruger, reduceres batteriets kapacitet efter et vist antal opladninger. Et litiumionbatteris kapacitet reduceres en smule, hver gang du har afsluttet en komplet opladningscyklus. Apples litiumionbatterier er udviklet til at bevare mindst 80 % af den oprindelige kapacitet, selv efter mange opladningscyklusser. Det nøjagtige antal varierer fra produkt til produkt.

En opladningscyklus
Opladninger
+100 %
Afladninger
-75 %
+75 %
-25 %
+25 %

En opladningscyklus er komplet, når du har brugt 100 % af batteriets kapacitet.