åbner i nyt vindue
UPDATE 12. september 2022

iOS 16 fås fra i dag

iOS 16's personligt tilpassede låseskærm med widgets på iPhone 14 Pro.
iOS 16 leverer den største opdatering af låseskærmen nogensinde med nye funktioner, som gør den mere smart, smuk og personlig.
iOS 16 leverer den største opdatering af låseskærmen nogensinde, muligheden for at redigere og samarbejde i Beskeder, nye værktøjer i Mail og flere måder at interagere med billeder og video på med Livetekst og Visuel søgning. iOS 16 fås fra i dag som en gratis softwareopdatering.

Låseskærmen bliver mere smart, smuk og personlig

Låseskærmen har fået et nyt design, der giver flere muligheder for at gøre den helt personlig. Nu kan brugere føje en dybdeeffekt til billedet på låseskærmen, som viser billedets motiv foran tidspunktet på en kunstnerisk måde, og de kan endda tilpasse skrifttypen og skriftstilen. Nye widgets på låseskærmen gør, at man hurtigt kan se nyttige oplysninger som kommende kalenderbegivenheder, batteriniveauer, alarmer, tidszoner, fremskridt i aktivitetscirkler og meget andet.
Det nye låseskærm-galleri tilbyder en lang række valgmuligheder. Brugere kan få et intelligent forslag til et billede fra deres personlige bibliotek, som vil se fantastisk ud på låseskærmen, eller vælge et dynamisk sæt billeder, der skifter i løbet af dagen. Apple-samlingerne omfatter ikoniske billeder fra Apple, Pride- og Unity-baggrunde, en Vejr-baggrund, der viser vejrforholdene live i løbet af dagen, og en Astronomi-baggrund med billeder af Jorden, månen og solsystemet. Brugere kan også lave unikke design med deres foretrukne emoji- og farvekombinationer, og takket være muligheden for flere låseskærme kan brugere skifte imellem deres favoritter med et enkelt swipe.
Redesignede notifikationer dukker nu op fra bunden af skærmen, så låseskærmen stadig er fuldt synlig, og brugere kan vælge at se notifikationer i udvidet liste­visning, stakket visning eller antalsvisning.
Brugere kan nu vælge at se notifikationer i udvidet liste­visning, stakket visning eller antalsvisning.

Vær til stede med fokusfunktioner

Med iOS 16 er Fokus nemmere at indstille, og med den smarte forbindelse til låseskærmen kan brugerne nemt swipe til en bestemt låseskærm for at aktivere den tilsvarende Fokus-funktion. Med fokusfiltre kan apps som Kalender, Mail, Beskeder og Safari kun vise det indhold, der er relevant for en brugers Fokus-funktion, så de nemmere kan finde balance i hverdagen.
Fokus forbindes med iOS 16's personligt tilpassede låseskærm på iPhone 14.
Nu kan brugere forbinde Fokus med deres låseskærm, så de nemt kan swipe til en bestemt låseskærm for at aktivere den tilsvarende Fokus-funktion.

Interager i Beskeder på nye måder

Opdateringer i Beskeder gør det muligt at redigere, fortryde afsendelse og markere samtaler som ulæste, så det bliver nemmere end nogensinde at holde kontakten.1 Med iOS 16 kan brugere nu invitere venner og familie til SharePlay via Beskeder, så de får nye muligheder for at se og lytte til synkroniseret indhold som film eller sange og dele kontrolfunktioner til afspilning. Derudover gør nye samarbejdsfunktioner i Beskeder det hurtigt og nemt at samarbejde med andre. Når brugere vælger at dele filer til samarbejde via Beskeder, vil alle i tråden automatisk blive tilføjet, og når nogen redigerer det delte dokument, vises aktivitetsopdateringer øverst i tråden.
I Beskeder kan brugere nu redigere eller tilbagekalde beskeder, de har sendt for nylig.

Øg produktiviteten med nye værktøjer i Mail

Nu kan brugere planlægge levering af en mail på forhånd eller annullere levering af en besked, inden den når modtagerens indbakke. Med den største opdatering af søgefunktionen i flere år har Mail avanceret teknologi, som leverer mere relevante, nøjagtige og komplette søgeresultater.
iOS 16's opdaterede søgefunktion i Mail på iPhone 14.
En omfattende opdatering af søgefunktionen i Mail giver mere relevante, nøjagtige og komplette resultater.

Forbedringer af Visuel søgning og Livetekst

Brugere kan nu trykke på motivet på et billede og holde det nede for at fjerne det fra baggrunden og placere det i apps som Beskeder. Visuel søgning udvides også, så funktionen nu genkender fugle, insekter, edderkopper og statuer. På den måde kan brugerne hurtigt få oplysninger om ting og steder på billeder. 
iOS 16's Visuel søgning demonstreret med en fransk bulldog på iPhone 14 Pro.
Brugere kan nu trykke på motivet på et billede og holde det nede for at fjerne det fra baggrunden og placere det i apps som Beskeder.
Med hjælp fra indbygget intelligens kan Livetekst nu genkende tekst i videoer i hele systemet. Brugere kan sætte en video på pause for at interagere med tekst og udføre hurtige handlinger som f.eks. kopiere og indsætte, oversætte, omregne valuta m.m.
Oversættelse af et skilt ved hjælp af indbygget intelligens med iOS 16's Livetekst på iPhone 14.
Med Livetekst kan brugere hurtigt oversætte tekst, omregne valuta m.m.

Mere sikker browseroplevelse i Safari med loginnøgler

Browsingoplevelsen i Safari bliver endnu mere sikker med loginnøgler, næstegenerations loginoplysninger, der ikke er sårbare over for phishing eller datalæk, så de er mere sikre og lette at bruge. Loginnøgler er designet til at erstatte adgangskoder, og de kan bruge Touch ID eller Face ID til biometrisk verifikation og iCloud-nøgleringen til synkronisering på tværs af iPhone, iPad, Mac og Apple TV med end-to-end-kryptering. Loginnøgler, som er skabt i samarbejde med FIDO Alliance, Google og Microsoft, vil fungere på tværs af apps og på nettet, og brugerne kan logge ind på websites eller i apps på enheder, der ikke er fra Apple, blot ved hjælp af deres iPhone.
Safari tilføjer også delte fanegrupper, så brugerne kan dele en samling websites med venner og familie. På den måde bliver det nemt at tilføje faner og se, hvad andre ser.
iOS 16's delte fanegrupper i Safari på iPhone 14.
Med delte fanegrupper kan brugerne dele en samling websites med venner og familie.

Nye tilgængelighedsfunktioner til navigation, samtaler og meget andet

Tilgængelighedsopdateringerne omfatter registrering af døre, som hjælper brugere, der er blinde eller svagtseende, med at bruge deres iPhone til at navigere de sidste par meter til deres destination, og Apple Watch-skærmdublering til brugere med fysiske og motoriske handicap, så de kan dublere deres Apple Watch-skærm til iPhone og styre Apple Watch med Stemmekontrol og Knapbetjening.3 Desuden gør Liveundertekster det nemmere for døve og hørehæmmede brugere at følge med i lydindhold af alle slags – uanset om de deltager i et telefon- eller FaceTime-opkald, bruger en app til videokonferencer eller sociale medier, streamer medieindhold eller taler med nogen, der sidder ved siden af dem.4
iOS 16's tilgængelighedsfunktion til registrering af døre på iPhone 14.
Registrering af døre er en effektiv funktion til blinde og svagtseende brugere, da den hjælper dem med at navigere de sidste par meter til deres destination.

Yderligere funktioner

  • Sporing af Apple Pay-ordrer giver brugerne mulighed for at modtage detaljerede kvitteringer og spore information om ordrer i Wallet for Apple Pay-køb hos deltagende forhandlere.
  • Opdateringer i Apples Kort-app udvider mulighederne for at udforske verden med forbedret navigation til bil og offentlig transport og ruter med flere stop. Chauffører kan nemt planlægge ruter med flere stop og automatisk synkronisere ruter fra Mac til iPhone, når de er klar til at tage afsted. Vejvisninger til offentlig transport viser nu, hvor meget turen kommer til at koste, og brugere kan tilføje rejsekort i Wallet for at se, hvad de har tilbage på kortet, og tilføje flere penge – alt sammen uden at forlade Kort.
  • Familiedeling giver brugeren en nem mulighed for at indstille konti til børn med et passende niveau af børnesikring lige fra starten. Det omfatter forslag til alderssvarende begrænsninger for apps, film, bøger, musik og meget andet samt en enklere proces til indstilling af en ny enhed til et barn, som automatisk anvender eksisterende børnesikring. Når børnene beder om mere skærmtid, kan forældre og værger nu godkende eller afvise direkte i Beskeder. En ny Familietjekliste giver tips og forslag. Det kunne f.eks. være en opdatering af børn­e­sikring, i takt med at barnet bliver ældre, eller aktivering af lokalitets­deling.
  • Diktering tilbyder en ny indbygget oplevelse, som giver brugerne mulighed for skifte mellem stemme og berøring helt uden problemer. Brugere kan skrive med tastaturet, trykke på et tekst­felt, flytte cursoren og indsætte QuickType-forslag, alt sammen uden at skulle stoppe Diktering. Derudover tilbyder Diktering automatisk tegnsætning og diktering af emojis.
  • Siri tilføjer muligheden for at anvende genveje, så snart en app er downloadet, uden behov for yderligere indstillinger. Brugere kan tilføje emojis, når de sender beskeder, vælge at sende beskeder automatisk – uden bekræftelsestrinnet – og afslutte telefon- og FaceTime-opkald helt uden at bruge hænderne ved blot at sige: “Hej Siri, læg på”.
  • Den nytænkte app Hjem giver brugerne nemmere måder at navigere, organisere og se deres tilbehør på.
  • Appen Fitness er nu tilgængelig for alle iPhone-brugere som en hjælp til at følge og nå fitnessmål, også selvom de ikke har et Apple Watch. iPhone-brugere kan indstille et personligt bevægelsesmål, tjekke deres tendenser og dele aktivitet for at holde motivationen oppe. Bevægelsessensorerne på iPhone registrerer skridt, distance, og hvor mange trapper brugeren tager, for at estimere, hvor mange kalorier de forbrænder ved at være aktive. Træninger, der registreres i tredjepartsapps, bidrager også til at lukke brugerens bevægelsescirkel. Med den nye widget for Fitness-appen på låseskærmen kan brugeren hurtigt se fremskridt i bevægelsescirkler, hvor mange skridt de har gået, og den tilbagelagte distance.
  • Appen Sundhed får nu funktionen Medicin, som giver brugerne en nem mulighed for at oprette og administrere en liste over medicin, indstille tidsplaner og påmindelser og følge deres medicin, vitaminer og kosttilskud. I USA kan brugerne nemt tilføje medicin ved at fotografere etiketten med kameraet på deres iPhone, læse om den medicin, de tager, og modtage en advarsel, hvis der er potentielle kritiske farer ved deres medicin.5 Brugere kan nu også sende deres nærmeste en invitation til at dele deres data fra appen Sundhed og nemt lave en PDF med tilgængelige sundhedsjournaler fra tilknyttede sundhedsinstitutioner, alt sammen direkte fra appen Sundhed.6
  • Apple News introducerer en ny Mine sportsgrene-sektion, hvor brugerne nemt kan følge deres favorithold og -ligaer, modtage historier fra hundredvis af de største nyhedsmedier, se resultater, tidsplaner og ranglister for de mest populære professionelle ligaer og college-ligaer og se højdepunkter direkte i appen News. Favoritter synkroniseres med Apple TV-appen, så brugeren får en strømlinet sportsoplevelse.
  • Game Center gør det nemt for brugerne at spille med eller konkurrere mod deres venner via det redesignede dashboard, som viser vennernes spilleaktivitet og resultater samlet et sted.
  • Tilpasset rumlig lyd giver en endnu mere præcis og medrivende lytteoplevelse. Ved hjælp af TrueDepth-kameraet på iPhone kan brugerne lave en personlig profil for Rumlig lyd, der giver dem en skræddersyet lytteoplevelse.
  • Sikkerhedskontrol, en nyt værktøj til personlig sikkerhed, kan hjælpe brugere, hvis personlige sikkerhed er i fare på grund af vold i hjemmet eller i andre nære relationer. Det giver brugere mulighed for hurtigt at gennemse og fjerne adgangstilladelser, de har givet andre. Det tilbyder også nulstilling til nødsituationer, som gør, at brugere nemt kan logge af iCloud på alle deres andre enheder, nulstille anonymitetstilladelser og begrænse beskeder til den enhed, de har i hånden. Brugere kan også se og administrere, hvilke personer og apps de har givet adgang til.
Tilgængelighed
  • iOS 16 er en gratis softwareopdatering, der fås fra i dag til iPhone 8 eller nyere.
  • I en opdatering senere på året introducerer Apple et delt iCloud-fotobibliotek, der giver familier en nem, ny måde at dele billeder på med et separat iCloud-bibliotek, som op til seks brugere kan samarbejde om, bidrage til og hygge sig med. 7 Liveaktiviteter vil gøre det endnu nemmere at holde styr på ting, der sker i realtid, direkte på låseskærmen. Brugeren kan f.eks. se stillingen i en fodboldkamp, eller hvornår deres mad eller taxa kommer, og Clean Energy Charging har til formål at reducere CO2-aftrykket for iPhone-enheden ved at optimere opladningstidspunkter efter, hvornår elnetværket bruger renere energikilder.8 Opdateringen leverer også understøttelse af Matter-standarden, der forbinder intelligente hjem, når den bliver tilgængelig senere på efteråret.
  • Få flere oplysninger på apple.com/dk/ios/ios-16. Nogle funktioner er muligvis ikke tilgængelige i alle områder, på alle sprog eller på alle iPhone-modeller.
Del artikel

Media

  • Tekst i denne artikel

  • Billeder i denne artikel

  1. Beskeder kan redigeres i op til 15 minutter, efter at de er sendt, og beskeder kan trækkes tilbage i op til to minutter, efter at de er sendt. Brugere kan redigere en besked op til fem gange, og modtagerne vil kunne se, hvor mange gange beskeden er blevet redigeret.
  2. Brugere kan annullere leveringen af en besked inden for ti sekunder, efter de har trykket på Send, eller de har mulighed for at ændre, hvor længe beskeden skal ligge i udbakken. Derudover kan Fortryd afsendelse slås fra. 
  3. Funktionerne til registrering af døre og personer i Forstørrelsesglas kræver LiDAR-scanner på iPhone 14 Pro, iPhone 14 Pro Max, iPhone 13 Pro, iPhone 13 Pro Max, iPhone 12 Pro, iPhone 12 Pro Max, 11" iPad Pro (2. og 3. generation) og 12,9" iPad Pro (4. og 5. generation). Apple Watch-skærmdublering er tilgængeligt i Apple Watch Series 6 og nyere. Registrering af døre bør ikke benyttes under forhold, hvor en bruger kan komme til skade, eller i risikofyldte situationer eller nødsituationer.
  4. Liveundertekster bliver tilgængelige i betaversion med iOS 16 på iPhone 11 og nyere, iPadOS 16 på iPad-modeller med A12 Bionic og nyere og macOS Ventura på Mac-computere med Apples chip. Nøjagtigheden for liveundertekster kan variere, og man bør derfor ikke sætte sin lid til funktionen i risikofyldte situationer.
  5. Oplysninger om medicin og interaktioner er evidensbaseret indhold under licens fra Elsevier, en førende udgiver af sundhedsrelateret og videnskabelig information. Medicin-funktionen bør ikke erstatte vejledning fra egen læge. Brugere kan læse flere oplysninger på indlægs­sedlerne til deres medicin, men de bør tale med egen læge, før de tager beslutninger omkring deres helbred.
  6. Sundhedsjournaler på iPhone er tilgængelige fra deltagende institutioner i USA, Storbritannien og Canada.
  7. Brugere, som er under 13 år (eller tilsvarende mindstealder i det relevante retsområde) med et Apple ID oprettet af en forælder eller værge, kan kun deltage i et delt fotobibliotek med andre familiemedlemmer.
  8. Clean Energy Charging er tilgængeligt for brugere i USA.

Pressekontakt

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36